En bredside mod feminismen
Der er for stor afstand mellem titel og indhold i Dr. James Dobsons bog om opdragelse af drenge
Smart titel. Lovende undertitel. Og kendt forfatter. Forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse Dr. James Dobsons Sønner er en (op)gave. Ikke underligt, når undertitlen lyder Hvordan man gør drenge til rigtige mænd, og man selv har to store drenge i puberteten. Og forfatteren er børnepsykolog.Men jeg blev skuffet. Den konkrete hvordan-viden i opdragelsens svære kunst begrænser sig til max. 2 kapitler. Resten er forfatterens egne holdninger til tidens umoral og slet skjulte foragt for feminisme, som han mener gennemsyrer samfundet.
Der henvises i en jævn strøm til amerikanske forhold, hvor forfatterens organisation Focus on the Family, bevares, har gjort et stort og omhyggeligt researcharbejde. Men når nu bogen foreligger på dansk, er det uvist, hvad danske læsere skal bruge al den oplysning til. Selv om amerikanske tendenser plejer at forplante sig til Europa, tyder meget på, at pendulet er ved at svinge tilbage, så folk igen vil have faste rammer og det maskuline kommer i fokus.
Men nok om det: Ser man bort fra de gentagne udladninger, er bogen faktisk ret underholdende: Hvem vidste f.eks. at hr. Dobson selv, der dagligt når ud til 200 mio. mennesker gennem sine radioprogrammer, som ung bilist lånte sin fars nye bil og smadrede styretøj og samtlige støddæm-pere?
Indflettede breve fra seere og spørgsmål-svar sektioner efter hvert kapitel er også med til at gøre bogens temaer nærværende og relevante.
Og så tør Dobson, trods det store navn han er i USA, tage følsomme emner op og behandle dem overraskende liberalt. F.eks.: onani. Han citerer en henkastet bemærkning fra sin egen far: Jeg håber ikke, du føler behov for at begynde på det
, men hvis du gør, skal du ikke bekymre dig meget om det. Jeg tror ikke, det har så meget med dit forhold til Gud at gøre. Han ser mere på konsekvenserne: Hvis det medfører en overdreven skyldfølelse, der skubber teenageren væk fra Gud, hvis det bliver en besættelse, hvis det fører til pornografi, eller hvis det fortsætter i ægteskabet (s.79).
Et andet emne, som optager meget af bogen, er homoseksualitet, der ifølge Dobson ikke er arveligt, men en forstyrrelse, der er kommet ind under barnets opvækst. Her formår han at gå balancegang mellem moralsk afstandtagen i forhold til homoseksualitet og medynk med den, der kæmper med homoseksuelle tendenser. Han mener, at drenge med seksuelle identitetsproblemer og pre-homoseksuelle tendenser, som han kalder det, kan komme på ret spor gennem professionel behandling men at mange ikke får det, fordi homoseksuelles organisationer markedsfører livsstilen som normal.
Men hvordan gøres sønner så til rigtige mænd, ifølge Dobson? Destillerer vi de 252 sider i den flot indbundne bog ned til nogle få brugbare principper, ja, så kommer vi frem til følgende:
1. Drenge skal accepteres som de vovehalse, de er.
2. Fædre skal turde være rigtige mænd og gode rollemodeller.
3. Mødre skal respektere deres mænd og dermed sende et vigtigt signal.
4. Fædre skal lege vilde lege og tage på eventyr sammen med deres drenge.
5. Mødre skal tage sig tid til at lære deres sønner at lukke op for følelserne.
6. Forældre skal prioritere deres børn og ikke overlade opdragelsen til samfundets institutioner.
7. Forældre skal bygge et værn mod mediernes umoral og falske billede af manderollen.
8. Forældre skal turde disciplinere deres børn, dvs. lade advarsler blive fulgt op af konsekvens.
9. Forældre, og måske især travle fædre, skal lære at være nærværende, både fysisk og mentalt, hos deres familie.
10. Og mest af alt påhviler der forældre en forpligtelse til at vise både drenge og piger vejen til et liv sammen med Gud.
Men dette er min egen destillering. For bogen er desværre ikke en overskuelig håndbog i børneopdragelse. Hvad man ellers kunne forvente af en verdensberømt børnepsykolog.
