Fantasi for fuld udblæsning

I nat åbner boghandlere landet over for at sælge den danske oversættelse af bind 5 af historien om Harry Potter til hans „fans“ – her nøjes vi med at se lidt på fænomenet…Siger man Harry Potter i en hvilken som helst kristen forsamling – stor eller lille -, kan man være helt sikker på at se et smil hos nogle og bekymrede eller vrede miner hos andre. For er der et navn, der kan skille vandene blandt kristne, er det navnet på den opdigtede trold-mandslærling Harry Potter. Hvad skal vi mene om ham? Mange er sikre i deres sag, hvad enten de er for eller imod, men der er også mange, der er i tvivl. Forhåbentlig kan det følgende bringe lidt afklaring – og slå lidt koldt vand i blodet…Da den arbejdsløse, enlige mor og netop færdiguddannede lærer Joanne Rowling i 1996 fik antaget manuskriptet til Harry Potter og de vises sten til udgivelse, blev der skrevet litteraturhistorie, for det blev indledningen til den mest sensationelle litterære succes nogensinde. Ingen – og slet ikke Joanne selv – havde i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, hvor stor en omvæltning Harry Potter ville skabe i læser- og forlagsverdenen og i forfatterens eget liv. I dag siges hun, der er blevet verdensberømt som J.K. Rowling, at have en formue på over 3 mia. kr. – alene pga. Harry Potter.

Men ikke alle er begejstrede for historien om, hvordan Harry Potter bliver uddannet på troldmandsskolen Hog-warts. Der er ligefrem stiftet en organisation af Harry Potter-“hadere“. Deres synspunkt – som jeg må indrømme, at jeg kan tilslutte mig – er, at Harry Potter bare er for meget: Bøgerne er alt for ordrige, og historierne er alt for langt ude til, at de overhovedet burde kunne tages alvorligt.

Når man læser den biografi, der er kommet om hende på dansk, og bogen om Harry Potters eventyrlige univers, bliver man snart klar over, at forfatterne til dem, Sean Smith hhv. David Colbert, selv er glade for Rowling og Potter, så måske er deres portrætter af hende „farvede“, men der er alligevel fire karakteristika, der bliver stående som troværdige, når det gælder Joanne: 1. Hun er glad for børn – en stor børneven, der befinder sig bedst sammen med børn. 2. Hun har en meget livlig fantasi (nogle vil mene: alt for livlig). 3. Hun har en veludviklet humoristisk sans. Og 4. hun har samlet sig en meget omfattende viden om forskellige mytologier og religioner, folkeeventyr og sagn, herunder ikke mindst om den magi og trolddomskunst, der hører dertil. Det er det sidste kendetegn, der kan give anledning til panderynker. Efter sigende har hun jo under sit researcharbejde til bøgerne om Harry Potter som udenforstående også beskæftiget sig med heksekunst.
Men det bliver man ikke heks af. Sagen er nemlig, at det er enhver god forfatters pligt at lave et ordentligt researcharbejde. Da eksempelvis nobelpristageren i litteratur, Thomas Mann researchede på den store roman Trolddomsbjer-get, deltog han en eller to gange i spiritistiske seancer. Det blev han ikke spiritist af – tværtimod: Han fik det sådan med spiritisme, at han siden holdt sig langt væk fra det.

Skal man se rent litterært på fænomenet, hører Harry Potter-serien hjemme i den genre, der kaldes fantasy eller fantastisk fortælling, dvs. fortællinger, der har rødder i (folke)-eventyret, og som foregår i en verden, der kun findes i fantasien. Berømte eksempler er Tolkiens Ringenes Herre og C.S. Lewis’ Narnia-serie, bøger, som Rowling står i gæld til, også efter eget udsagn. Men her er der umiddelbart et problem: Handlingen i Potter-bøgerne foregår et sted i England – ikke i fantasiriger som Midgård eller Narnia. Tilsyneladende er der altså her tale om en alvorlig sprække i Rowlings fantasiverden, men måske er den også kun tilsyneladende:
Eleverne kan kun komme til Hogwarts på magisk vis – og det er udelukkende ved hjælp af magi, at (forestillingen om) deres troldmandsverden opretholdes. Mellem den kendte verden (England) og trold-mandsverdenen i den „kend-te“ verden (Hogwarts osv.) er der bl.a. en mur, som kun magikere kan komme igennem, og forskellige besværgelser, som gør troldmandsverdenen usynlig eller på anden måde umulig at opdage for almindelige mennesker („muggle-re“). Det sker undtagelsesvist, at mugglere ser troldmænd i funktion, og så har de et problem – for det er nemlig strengt forbudt fra „ministeriel“ side: Noget sådant må aldrig ske. Men det er også her, hvor fantasiens magiske verden falder sammen med den „virkelige“ verden, at Rowling lader sin humoristiske sans udfolde sig, som om hun dermed vil vise, at hun egentlig godt er klar over, at det litterært og genremæssigt ikke rigtig holder.

Men er der da slet ingen grund til betænkeligheder? Jo, det er der, men i første omgang er det ikke anderledes med Potter end med så meget andet, som er blevet blæst op til det uhyrlige gennem mer-chandising. Sådan kan det gå, når pop-kulturens hang til (økonomisk indbringende) stjernedyrkelse (og dermed mammondyrkelse) udvikler sig til religion – noget, der på samme tid så sandelig er ekstremt latterligt og dybt tragisk – og ovenud foruroligende.
Men der er selvfølgelig også noget, der er specielt ved Harry Potter-universet: magien, trolddommen, hekseriet – og hvad man nu ellers vil kalde det. Spørgsmålet er jo, hvor langt man kan følge Joanne i hendes livlige fantasi og humoristiske sans. For en voksen er det alt for fantasifuldt og desuden lidt malplaceret at bruge humoren på noget så alvorligt som hekseri. Reformatoren Luther har engang sagt noget om, at et af de våben, der kan bruges mod Djævelen, er at håne ham og gøre ham til grin. Rowling selv har sagt, at hun ikke tror på det hekseri, hun skriver om. Så for Rowling er det kun tænkt som skæg og ballade og indimellem også gøren grin med hekseriet. Det praktiseres faktisk også af Harry, fx i forbindelse med de onde ånder, der kaldes boggarter: „Det eneste, der for alvor kan gøre det af med en boggart, er latter“, hedder det. Det er sådan, det skal forstås, og det er netop det, mange voksne, ansvarsbevidste og alvorlige (= ikke-legende) kristne forståeligt nok har svært ved. Og som de forståeligt nok derfor heller ikke kan tie stille med.

Der kan være faldgruber, for glemmer man, at det er for sjov og ikke må opfattes bogstaveligt, så man i stedet begynder at tage noget af „hekseriet“ alvorligt, kan det for alvor blive farligt. Fx besvær-gelserne. Måske kan man for sjov afprøve dem, men prøver man mere end en gang, er det ikke længere for sjov, og så er der grund til at være på vagt. Det kan være første skridt ud i magiens dæmoniske verden.

Hvad enten man er for eller imod, er der eksempler nok på, hvordan man kan reagere i sin overdrevne dyrkelse hhv fordømmelse af fænomenet: Gigantsuccesen med dens overdimensionerede, forskruede og medieskabte følgefænomener viser, at serien har ramt noget i tiden omkring årtusindskiftet, hvor alt kan være lige godt og derfor ikke er det, og hvor der er blevet et tomrum og en længsel efter noget at fylde det ud med, som magi tilsyneladende i alle fald delvist formår. Den voldsomme afstandtagen i form af fx bogbrænding hos nogle kristne kan tolkes som et symptom, som ikke bare kan ignoreres, men som peger på et problem, som kristne kan have med at være i verden, men ikke af verden: Det gælder om at finde den rette balance mellem at interessere sig for den verden, vi er sat i, bl.a. som vidnesbyrd om ham, der frelser os fra den, og at markere, at vi er „fremmede“ i denne verden. Mon ikke det forholder sig sådan, at hvis man ikke kan finde og bevare denne svære balance, så bliver man nemt betænkelige og overforsigtige – og overbeskyttende?
Mit råd er: læs dem kun (hvis man altså „gider“). Og det er helt fint, hvis man rundt om på landets skoler, hvor seriens største „fan-skarer“ går, giver mulighed for at skrive om og dermed bearbejde stoffet. Og drop så alt Potter-hysteriet – og dermed slut!

Joanne Rowling med sin Order of the British Empire. Hun fik den overrakt af Harry Potter-fan’en Prins Charles for sin meget store indsats for børnelitteraturen

Facts
Joanne Rowling – tilføjede navnet Kathleen, da hun skulle udgive den første Potter-bog. Født 31. juli 1965. Kandidateksamen i fransk fra Exeter University 1987.
Under en togrejse i 1990, hvor Joanne sidder og kigger drømmende ud af vinduet, opstår ideen om Harry og troldmandsskolen pludselig, og den bliver hurtigt til syv bøger – en for hvert år på troldmandsskolen.
Borgerligt viet 16. oktober 1992 (i Portugal, forlader ægtemanden november 1993, off. skilt juni 1995). Datteren Jessica født 27. juli 1993. Læreruddannet 1996. Borgerligt viet 26. december 2001 til læge Neil Murray. Sønnen David født 23. marts 2003.
Yndlingsroman: Jane Austens Emma. Yndlingsmusikværk: Mozarts Requiem.
Cirka 12 forlag havde i 1996 afvist manuskriptet til den første Harry Potter-bog, inden Bloomsbury besluttede at give den en chance.
Seriens fem titler hidtil: 1) Harry Potter og de vises sten (1997) – filmatiseringen af den er den næstmest indtjenende film nogensinde (kun overgået af Titanic). 2) Harry Potter og hemme-lighedernes kammer (1998). 3) Harry Potter og fangen fra Azkaban (1999). 4) Harry Potter og flammernes pokal (2000) – hurtigstsælgende bog hidtil. 5) Harry Potter og Fønixordenen (2003) – slået alle rekorder for boghandel via internettet: 875.000 forudbestilt på Amazon.com.