Kirken er Guds familie

Husmenighedsledere fra flere europæiske lande samlet på Skovbo Efterskole
– Det startede i Jerusalem som et kristent fællesskab, kom til Grækenland og blev en filosofi, fortsatte til Rom og blev en institution… og endte i Amerika og blev et forretningsforetagende!Rammende og humoristiske bemærkninger stod i kø, da ”husmenighedsentusiaster” fra flere europæiske lande havde sat hinanden stævne på Skovbo Efterskole i Borup d. 17-19. oktober. Der var folk fra England, Holland, Spanien, Sverige, Danmark – og endda en fra Las Vegas i USA!
Et gennemgående tema var at kirken er som en familie, der fungerer i kærlighed, ikke en organisation, der drives efter forretningsprincipper.

Der var god tid til forbøn. Her er Joanne Gunderson fra England ved at profetere over svenskerne

Ingen protestbevægelse

Det blev fra starten slået fast, at husmenighederne ikke er en protestbevægelse mod traditionelle kirketyper. Husmenigheder er heller ikke blot en ny åndelig modestrøm. Tværtimod er det søgen efter den første menigheds kærlige omsorg for medmennesker og – ikke mindst – lydhørhed overfor Helligånden.
De to sider kom især til udtryk gennem et indlæg af Henk Vink, koordinator for henved 50 husmenigheder i Holland og med mange års erfaring i sjælesorg. I en dobbelttime med efterfølgende forbøn og betjening i grupper viste han, hvordan gudsforhold, ægteskab, familie, kirke og samfund griber ind i hinanden – i nævnte rækkefølge. Og hvordan sjælefjenden netop angriber disse relationer for at ødelægge mennesker, der blev skabt i Guds billede med tryghed, identitet, formål og nærhed.

Menighedsdisciplin

Det blev klart, at husmenigheder ofte bliver opsamlingssteder for kristne der er blevet ofre for magtmisbrug, men desværre også typer, der ikke vil underordne sig et lederskab. Derfor blev en god del af tiden brugt på emnet menighedsdisciplin. Fordelen ved husmenigheder er at problemer hurtigt kommer op til overfladen – inden de vokser sig store og gør skade.

„Enkle kirker“

Mens nogle er optaget af det indadvendte er andre i fuld gang med at starte husmenigheder i byer med få eller slet ingen menigheder.
Ignacio Rubio fra Spanien kunne fortælle om et land med 40 mio. indbyggere, men kun ca. 100.000 evangeliske kristne. I Spanien er der over 2000 byer uden en kirke eller ”et synligt kristent vidnesbyrd”, som han kaldte det. Sammen med en amerikansk missionær, Ross Rhode, inspirerer han til opstart af ”simple churches”, enkle kirker, hvilket især er slået an i Nordspanien. Ignacio Rubio var før celle-kirkebevægelsens mand i Spanien.
Husmenighedskonferencen i Borup var den tredje af sin art. Den første blev holdt i Amsterdam, den anden sidste år i Prag. Som noget nyt var der denne gang deltagere fra Sverige, Karina og Tommy Lindén, der var med til at starte et husmenighedskollektiv i Malmø i 70’erne og nu leder et netværk i Skåne.
Fra Danmark blev der delt erfaringer med at nå ud til helt kirkefremmede med det kristne budskab gennem gospelkor, flygtningearbejde, uddeling af Jesus-videoer og ”potluck”, at invitere folk hjem på suppe.
Kirken er nemlig ikke bygninger, institutioner, men mennesker – Guds familie.