Vi synger for at tilbede Gud

Lovsangen har vundet frem i menighederne de senere år – og lovsangsledere fundet sin faste plads i gudstjenesten. Men der er faldgruber, der kan stjæle opmærksomheden fra Gud, pointerer ugens kronikørJesus taler i Johs. 4.23-24 om, at Gud ønsker sande tilbedere. Hvis vi glemmer det, kan lovsangen i en menighed blive godt afsporet.Af Michael Bobjerg Christensen
Rejsesekretær i Åbne Døre og lovsangsleder i Aarup Kristne Fællesskab

Oftest sker det ved, at man kommer til at flytte sin fokus fra det personlige forhold til Gud og hen på andre mindre væsentlige ting. Her ligger der et stort ansvar hos menighedsledelsen og lovsangslederen. Ønsker man »en god lovsang» i menigheden, må man både som lovsangsledere og menighedsledere sætte fokus på at blive sande tilbedere.

Det hele er bare ikke altid så enkelt. Der er tit andre ting, der stjæler den opmærksomhed, som Gud gerne ville have haft i vore liv. Nogle gange har jeg som lovsangsleder været stresset, andre gange selvudslettende eller selvglad. Men det er ikke altid gået op for mig før bagefter, og derfor har jeg prøvet at beskrive det som forskellige typer, som jeg har kunnet identificere mig med.
Det vigtigste er i første omgang, at man erkender, at der er noget, der forstyrrer, og hvad det er. Derefter handler det om at få flyttet sin fokus tilbage på Gud.

Han kommer nærmest løbende til møde – dvs. han når lige at komme en halv time før, stille lydudstyr op, finde sange, øve med de øvrige lovsangere og musikere og – hvis han får tid til det – at bede en kort bøn inden mødelederen byder velkommen. Plaget af sit stress mangler han den fulde fornemmelse af, hvad der foregår omkring ham. Han tror, at bare han klemmer på, så bliver de andre nok tilfredse. Han glemmer blot det vigtigste: Fokus på Gud og at lytte til Helligånden.
Mange gange føler jeg, Gud har måttet stoppe mig i min foretagsomhed op til et møde og spørge: „Har du tænkt på, hvilke ideer jeg har med lovsangen i dag?» Mærkeligt nok bliver jeg lige overrasket hver gang. Men han kommer til den stressede og siger: „Det er ikke dine store bestræbelser, jeg søger efter – det er dig! Vil du tilbede mig i dag?“
Når vi står dér må vi stoppe op – også selv om der kun er en halv time til mødets start – og bruge tid på Gud. Fx. kan man sammen med de øvrige lovsangere, eller hvis der er nogen, der er ved at bede for mødet, erkende sit stress og bede Gud tage det bort og hjælpe én med at genvinde det rette fokus.
På længere sigt er det nødvendigt med en bedre planlægning, så man ikke gang på gang presses ud i stress op til et møde. Sørg for at være udhvilet og godt forberedt både åndeligt og praktisk.

Han står med sin guitar – spiller og synger – men er tydeligt nervøs, eller også er hans tanker bare et andet sted. Han ved, at aftenens gæstetaler er eminent til at spille på guitar, og han er sikker på, at vedkommende ikke laver andet end at bedømme, hvor mange fejl der bliver begået. En anden i salen er sanglærer og vil efter hans opfattelse komme med en masse tekniske korrektioner angående sangen. Plaget af sine mindreværdskomplekser tænker han kun på sig selv, sin billige guitar og sin dårlige stemme. Han har glemt alt om samspil med de øvrige lovsangere og musikere, han har mistet den fulde kontakt med menigheden, men værst af alt: Hvor er Gud henne?
På en tur til Hviderusland i 1993 lærte Gud mig en stor lektie. Der var arrangeret en fest for præsteparret for den kirke, vi besøgte. Den sluttede med, at vi var nogle unge danskere og hviderussere, der samledes omkring klaveret for at synge og spille. Jeg spillede klaver, men der var også en russisk pige der spillede med – det blev altså 4-hændigt. Jeg havde det elendigt, for jeg vidste, at hun var konservatorie­elev og spillede meget bedre end jeg. Den aften, da jeg gik op på mit hotelværelse viste Gud mig noget i Bibelen, 2. Kor. 8,12:
„For når den gode vilje er til stede, påskønnes den i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner.“
Dette vers handler egentlig om at give, men jeg tog det til mig i denne situation, for hvis jeg som lovsanger og musiker vælger at give min tilbedelse til Gud af god vilje, så behager det Gud. Men hvis jeg hele tiden står og vender og drejer, om det nu er godt nok i andres øjne, så glemmer jeg, at Gud hellere vil have mig som tilbeder end blot tilbedelsen i sig selv.

Han er en god lovsangsleder. Han synger og spiller godt. Når han tænker over det, er der ingen i hele menigheden, der ville kunne lede lovsangen på en så „salvet“ måde som han. Under lovsangen overraskes han flere gange over, hvor godt det egentlig lyder, når han synger i den mikrofon, men ærgrer sig blot over, at musikkens lydstyrke dækker lidt over hans stemme.
Hans fokus er rettet mod ham selv. Han mister let fornemmelsen for, om menigheden kan følge ham i hans idéer om lovsang. Men igen lurer faren: Han ser kun sig selv og ikke Gud.
For et par år siden, blev jeg i mine tanker nærmest bombarderet med ord som fx: „Du er jo faktisk ret god, når du selv skal sige det.“ Og når jeg enkelte gange gav efter for disse ord, oplevede jeg, at mit fokus i lovsangen meget let blev ført hen på mig selv.
Vi skal selvfølgelig kende, at vi har værdi i Kristus, så vi ikke ligger under for mindreværd. Men samtidig må vi være ydmyge, når vi ønsker at komme frem for Guds ansigt. Kommer vi med en holdning der siger: „Gud! Du er nødt til at høre på min lovsang, for jeg synger bare så godt!“ Så kommer vi ingen vegne. Bibelen siger, Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han nåde.
Taktikken for os må være den samme som ved bekæmpelsen af mindreværdstankerne: Tag de ulydige tanker til fange – hav din værdi i ham alene – og lad sindet fornye.

Den Gudsfikserede lovsangsleder tager udgangspunkt i Guds ord. Han vælger inden et møde, at lægge alt i Guds hænder, og åbner sig for Helligåndens ledelse. Et par bibel-vers, som kan betegne hans indstilling kan være:
Hebr. 4,16: „Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.“
Og Hebr. 10,22: „Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i vand.“

Lad os være Gudsfikserede tilbedere, der tilbeder i ånd og sandhed!