Forslag: Folkekirken må bestemme mere selv
Et udvalg under Kirkeministeriet anbefaler, at folkekirken i højere grad selv må beslutte, hvad den bruger sine penge tilKirkeministeren har i denne uge sendt en rapport om omlægning af statens tilskud til folkekirken til høring hos folkekirkelige myndigheder og organisationer. Samtidig har ministeren sendt et forslag til ændringer i lov om folkekirkens økonomi til høring. Lovforslaget er til dels et supplement til det forslag, som findes i rapporten fra Udvalget vedrørende bloktilskud.
Regeringens økonomiudvalg traf i januar 2003 principbeslutning om, at statens tilskud til folkekirken skal omlægges fra de hidtidige specificerede bevillinger til en række forskellige formål til et samlet bloktilskud. Der blev derfor nedsat et udvalg med departementschef Finn Langager Larsen som formand og i øvrigt bestående af repræsentanter for biskopperne, Danmarks Provsteforening, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Finansministeriet og Kommunernes Landsforening. Udvalget fik til opgave at opstille en eller flere modeller for bloktilskud til folkekirken.
Omlægning til bloktilskud efter en model, som et enigt udvalg anbefaler, vil betyde, at folkekirken friere kan prioritere anvendelsen af de midler, der er til rådighed, herunder give mulighed for ansættelse af flere præster.
Udvalget foreslår i øvrigt, at der i lov om folkekirkens økonomi skal indsættes bestemmelser om etablering af et rådgivende udvalg vedrørende fællesfonden.
Særskilt har kirkeministeren i et forslag til ændringer i lov om folkekirkens økonomi foreslået, at udvalgets forslag suppleres med den ændring, at rammerne for landskirkeskatten, der er fællesfondens primære indtægtskilde, skal fastsættes af Folketinget. Kirkeministeren foreslår dette for at styrke det demokratiske element, idet landskirkeskattens størrelse efter de gældende regler fastsættes af kirkeministeren alene.
Udvalgets rapport samt forslaget til ændringer i lov om folkekirkens økonomi kan findes på Kirkeministeriets hjemmeside – www.km.dk.