– Jesus er det eneste håb for fred i Mellemøsten
David og Linda Ortiz er missionærer i den jødiske bosættelse Ariel og de omliggende palæstinensiske landsbyer.
De har lige besøgt DanmarkDu spilder din tid. Du kan ikke stole på dem. De vil slå dig ihjel.Det var den besked Linda og David Ortiz fik af kristne præs-ter, da de første gang fortalte om deres kald til at fortælle de muslimske palæstinensere på Vestbredden om Jesus. De bor nu med deres seks børn i Samarias hovedstad Ariel og bliver af pressen kaldt de barmhjertige samaritanere.
Ariel er en israelsk bosættelse med 20.000 indbyggere og ligger på et bjerg, omgivet af palæstinensiske landsbyer. Lige nu diskuteres, om det sikkerhedshegn, Israel er ved at bygge langs grænsen til de palæstinensiske selvstyreområder, også skal omkranse Ariel.
– Vi vil hellere have, at Herren er en mur omkring os, sådan som han har lovet i Bibelen, siger David Ortiz frimodigt. Han har boet i Ariel sammen med Linda og parrets seks børn i over 15 år trods fjendtligheder fra både jøder og arabere.
– Da vi kom, var der allerede 4 kristne familier i byen, men de ønskede ikke, vi skulle ødelægge deres gode rygte ved at fortælle om Jesus. Byens rabbi kom også og advarede os: I må kun snakke om Jesus indenfor hjemmets fire vægge. Prædiker I udenfor, skal jeg nok gøre livet surt for jer. Men vi måtte svare: Vi er nødt til at fortælle de gode nyheder om Jesus…
– De begyndte at hænge plakater op i byen og uddele løbesedler til alle husstande med advarsel om de nye missionærer, der bare kom med millioner af dollars for at overtale folk til at blive kristne. Gid det var så vel, det med millionerne altså, siger David Ortiz med et glimt i øjet. – De sagde: Dette er de kristne, der tror, at Jesu blod er sonoffer for Gud, de tror på Esajas 53, og det var dem, der dræbte vore forfædre i gaskamre.
– De arrangerede endda en demonstration foran vores hus, hvor rabbien og byens borgmester samlede underskrifter for at få os ud af byen. Der kom dog ikke underskrifter nok. Vores naboer nægtede bl.a. og sagde: De tror mere på Israels Gud, end vi selv gør – skulle de ikke have ret til at være her?
Alt dette stod på i 2 år, børnene blev mobbet i skolen, og Linda og David frosset ud af byens sociale liv.
En dag fik David lyst til at køre ned til de palæstinensiske landsbyer og dele bibler ud. Alle kom ud af husene, stimlede sammen om bilen, og biblerne blev revet væk. Pludselig var der en, der råbte: Islam, islam, og så begyndte hoben at slå på David med knytnæver. De kastede store sten på bilen, et folkevognsrugbrød fra 1976.
– Heldigvis var der så mange, der slog mig samtidig, at de ikke rigtig kunne komme til, at slagene kunne ramme hårdt, fortæller David.
På mirakuløs vis fik han bilen startet, vendt og kørt ud af byen uden at køre nogen ned.
Men næste dag måtte han bare tilbage til landsbyen. På vej dertil spurgte han sig selv, om han var blevet skør! Han kom ned til byens torv, og folk spurgte: Var det ikke dig, vi tævede i går. Jo, svarede han. Jamen, så kom med hjem og få en kop te, sagde de.
– Der var bl.a. en fra Hamas, der havde siddet i israelsk fængsel i mange år. Han sagde: Det er sådan nogle som dig, vi ville dræbe med det samme. Men jeg ser ingen frygt i dine øjne, så du er vores ven.
Gennem 10 år – indtil den anden intifada – kørte David i pendulfart fra Ariel til de arabiske landsbyer med mad, tøj, bibler, kristne bøger og videoer. Han bruger meget at tage folk med op at køre, for så kan de ikke gå nogen steder, når jeg prædiker for dem, som han siger. En dag, han havde 4 palæstinensere med, vente ham på forsædet sig pludselig rundt og sagde til de andre: Lad ham bare være, han er messiansk, ikke en almindelig jøde. Da David vendte sig om, så han en passager med en kniv i hånden, parat til at stikke den i Davids ryg. Han standsede bilen, og manden skyndte sig ud og løb væk, mens han råbte og skreg som besat.
David fik efterhånden en hel flok muslimer i sin menighed. Møderne må han holde i små grupper i folkevognsrugbrødet, når han besøger landsbyerne, da de nye kristne bliver forfulgt for deres tro. PLOs politi har bl.a. fængslet dem og tortureret dem:
– De er blevet bagbundet og hængt op mod væggen, efter 13 dage taget ned og slået. Andre blev tvunget til at sidde på flasker, nogle fik maven sprættet op, fortæller David. De er efterladt med ar på krop og sjæl, og nogle er blevet krøblinge. Over moskéernes højttalere bliver de hængt ud som forrædere.
Men Linda og David fortsætter ufortrødent med maduddeling og bibelspredning, og i nogle tilfælde har de hjulpet araberne med at finde arbejde hos jøderne og skjult dem for PLOs politi.
I Ariel er opstået en husmenighed med både jøder og arabere.
– Vi holdt julefest for over 25 børn, delte gaver ud osv. Ingen tænkte på, at det var tidligere fjender, der var sammen, fortæller Linda. – Vi oplevede, at Jesus blev vores fred. Vores nationalitet kom i anden række. Vi var først og fremmest borgere i Guds rige.
Linda er selv jøde, voksede op i en ortodoks jødisk familie i New York og lærte, at araberne var hendes fjender. For hende var det en stor overvindelse at have med palæstinensere at gøre.
– Men nu har vi erfaret Paulus brev til Efeserne, kapitel 2, i praksis, fortæller hun. Jesus er det eneste håb for konflikten i Mellemøsten, for han forvandler hjerterne.
– Jeg blev inviteret hjem til en arabisk familie, der havde fået en af vores bibler, fortæller David. Vi blev advaret mod at komme af andre kristne, der mente, det var et bagholdsangreb. Men jeg havde fred i det og tog derhen. Her fik jeg lov til at fortælle om Jesus, der modtager alle på samme betingelser. Jøder er syndere, arabere er syndere, amerikanere er syndere, sagde jeg. Den eneste måde, vi kan komme til Gud, er gennem Jesus. De blev utroligt glade. Er det virkelig rigtigt, spurgte de, og så ønskede de at tage imod ham med det samme.
Men desværre tør de kristne menigheder ikke favne nykristne med muslimsk baggrund.
– Jeg besøgte flere kirker i Ramallah for at integrere 6-8 nye troende der. En pastor trak mig til side og sagde: Vi tør ikke tage imod dem. De bringer os i fare… Heldigvis var der en anden menighed, hvor pastoren var ligeglad. Menigheden var på 80 medlemmer. Men de 40 gik i protest!
Tilbage i Ariel ville David dele bibler ud til soldaterne ved kontrolposten. Han havde kun arabiske tilbage, og de troede, det var palæstinensisk propaganda, så han kom i byens arrest sammen med en masse andre fanger.
– Det var herligt, husker David. – De var helt rundt på gulvet. Troede Lukasevangeliet var opfordring til oprør formuleret i en eller anden kode, men så kom en betjent, en druser. Han kunne læse arabisk og forklarede, at det var Bibelen, og så blev vi løsladt.
Men det jødiske samfund i Ariel er ved at tø op. Det er bl.a. sket gennem norske turister, fortæller David overraskende:
– 100 norske turister ville have mig til at tale til dem på byens hotel. Først nægtede hotelinspektøren, men de truede med at forlade hotellet, hvis jeg ikke kom, så han gav efter. Det var kort efter Osloaftalen, hvor Ariel som bosættelse mistede megen økonomisk støtte, så de var dybt afhængige af turistindtægterne. Det er nu rygtedes blandt kristne rejsearrangører, at jeg gerne kommer og taler til turisterne på hotellet, så de forlanger alle sammen at møde mig. Nu er borgmesteren tøet helt op og udtalte bl.a. til en avis: De kristne er vores virkelige venner. De må for min skyld gerne bruge mit kontor til bedemøder! Så det gjorde vi! Og en dag fik vi endog lov til at lægge vore hænder på borgmesteren og bede for ham. Han sagde: Min ryg er helbredt! Vil I ikke også bede for min nakke?
Som tiden går, oplever Linda og David større og større respekt blandt jøderne i Ariel. De oplever, at hvad ingen politisk fredsplan kunne gøre for Mellemøsten, nemlig at bringe fred mellem jøder og arabere, det kan troen på Jesus.
