Fra ateist til ortodoks præst
Der blev skrevet kirkehistorie, da Poul Sebbelov for nylig blev ordineret som den første danske ortodokse præst nogensindeDer står han pludselig i døråbningen. Fader Poul Sebbelov rækker hånden ud til hilsen og byder indenfor i den pæne murstensvilla i Kgs. Lyngby. Til ære for undertegnede er han iklædt sin sorte, lange præstekjole og bærer et stort ortodoks sølvkors i kæde om halsen.
– Jeg har min præstekjole på, når jeg er i embeds medfør. Men når jeg går ned i Lyngby Storcenter, har jeg mit almindelige tøj på, så jeg ikke skaber en negativ distance til folk. Vores ønske som ortodoks menighed i Danmark er jo netop at være en tilgængelig størrelse i det danske og kristne landskab.
Den 7. september blev danske Poul Sebbelov ordineret af ærkebiskop Gabriel under en ceremoni i den Hellige Nikolai Kirke i Oslo, som den danske menighed er en filial af. Forinden havde han været diakon i godt et år og gået fader Johannes fra Oslo til hånde både i Oslo og under den månedlige gudstjeneste i den danske menighed, Gudsmoders Beskyttelse, som nu har eksisteret i snart to år.
– At være diakon i den ortodokse kirke er som at stå i mesterlære som præst, forklarer fader Poul.
Med egen præst kan menigheden nu selv holde regelmæssig liturgi, og det gør de i kælderen i Inger og Poul Sebbelovs villa. Katakomben kalder fader Poul forholdene, menigheden mødes under og viser kælderen frem.
I det lille hvidmalede rum på cirka 30 kvadratmeter dufter der af røgelse, og smukke, nymalede ikoner pryder vægge og fremsatte ikonpulte. Fader Poul fortæller begejstret om billederne, historierne bag og deres relation til den danske menighed. Han trækker også gardinet til det allerhelligste fra, hvor alteret står, og hans guldbroderede liturgiske præstekjole ligger.
På spørgsmålet om det ikke er underligt at springe fra at være indvandrer-underviser og cand.mag. i dansk og filmvidenskab til at være ortodoks præst, svarer fader Poul:
– På en måde har det været en naturlig udvikling. Jeg har læst ortodoks teologi i flere år både på egen hånd og på det ortodokse teologiske institut i Paris og arbejdet hen imod etableringen af en dansk menighed. Men alligevel er det et vældigt spring både åndeligt og praktisk at overtage ansvaret for en flok mennesker. Det kan godt give lidt rysten i knæene.
Forud for fader Pouls ordinering ligger der 58 års historie om et menneskes personlige og åndelige vandring fra ateist til troende og ortodoks.
– Bortset fra at min mor lærte mig en aftenbøn, er jeg vokset op uden et aktivt forhold til kirken. Det medførte, at den stort set ingen plads havde i mit liv.
– Som 14-årig nægtede jeg at blive konfirmeret. Dels fordi jeg mente, at man for at blive konfirmeret skulle have en bevidst tro på Gud og det havde jeg ikke. Dels var det en drengagtig slåen ud efter det borgerlige og etablerede. Jeg kan da også huske, at jeg var lidt skuffet over, at det ikke medførte flere reaktioner og protester i min familie, fortæller fader Poul.
Som ung i 60erne begyndte han imidlertid at interessere sig for det åndelige.
– Jeg var optaget af meditation som en mental teknik. Det var vel ønsket om at trække sig selv op ved håret og frelse sig selv, der trak. Teknikkerne var jo samtidig præget af buddhistisk og hinduistisk religion og filosofi.
Siden blev han via en ven og fætter en del af et miljø af teologistuderende, hvor der blev diskuteret ivrigt. Her repræsenterede Poul Sebbelov ofte et buddhistisk syn på tilværelsen, men samtidig fik han kristne input:
– I bagklogskabens lys lagde det måske grunden for troen, siger han i dag. Poul Sebbelov overvejede endog at læse teologi, men endte med at læse filmvidenskab.
– For at fastholde en humanistisk måde at se verden på.
– I det hele taget brugte jeg i mange år megen energi på at overbevise mig selv om, at jeg ikke troede på Gud. Det var vel en form for selvhævdelse. Jeg mente, at det med Gud var for dem, der havde behov for støttepædagog og krykkestok, fordi de ikke selv magtede tilværelsen.
– Det var en slags kamp inden i mig, som jeg endte med at indse, at jeg ikke kunne vinde!
Sidst i 80erne kom vendepunktet. Poul Sebbelov var da en voksen mand, færdiguddannet, far til en datter og fraskilt.
– Det kom vældig uventet for mig. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle blive kristen.
– Men Gud henvendte sig til mig på en måde, jeg ikke kunne sidde overhørig. Pludselig gik det op for mig, at jeg var i gang med at bede ham tage hånd i hanke med mig, så jeg kunne tro på ham.
– For mig var det en overraskende erkendelse. Fra Guds synspunkt var det sikkert veltilrettelagt og en pædagogisk måde at få sådan en som mig i tale på.
Samtaler med en nu afdød kollega spillede også en afgørende rolle.
Som konsekvens af den nye troserkendelse gik Poul Sebbelov den følgende søndag i kirke – i første omgang i folkekirken.
– Men det vakte ikke genklang i min ny-vundne tro, siger han.
Det førte til en kirkelig og teologisk søgen. Intellektuel og akademisk som Poul Sebbelov er, begyndte han at læse teologi og kirkehistorie, samtidig med at han besøgte og talte med mennesker fra mange forskellige kirkelige retninger: Fra folkekirken over den katolske kirke til karismatiske kredse. Men ingen steder følte han sig helt hjemme.
En søndag i 1988 gik han i den russisk ortodokse kirke, Alexander Nevskji Kirke i Bredgade i København.
– Kirkerummet fremtrådte vældigt anderledes, end hvad jeg var vant til at forbinde kirkerum med, og gudstjenestens ritualer, koreografi, form og sprog var mig ubegribeligt. Men midt i det var det som en åbenbaring for mig: Det er her, det er! Det er her, jeg skal være! Det er her, Kirken er!
– Jeg begyndte at læse om den ortodokse tro og kirke, og det bekræftede mig blot i, at det var her, jeg hørte til. Det samme gjorde den regelmæssige kirkegang.
– Jeg kom til den klare overbevisning, at i den ortodokse tro findes sandheden i hele dens fylde. Det betyder ikke, at jeg mener, det er løgn og latin, hvad andre kristne retninger tror på. Men jeg mener, den katolske og de protestantiske kirker har mangler og har mistet aspekter, som den ortodokse kirke har bevaret som den oprindelige kirke, siger fader Poul med en overbevisning og stolthed i stemmen.
– For eksempel alvoren, den fysiske realisme i det mystiske liv, det vil sige det sakramentale, i nadveren, og den store vægtlægning på de helliges samfund i gudstjeneste, hvor vi ortodokse ikke skelner så skarpt mellem den himmelske og jordiske virkelighed, men tror, at vi også fejrer liturgien sammen med de hellige i det himmelske.
Poul Sebbelov konverterede relativt hurtigt til den ortodokse tro og blev siden gift med Inger i kirken. Men ret tidligt indså han også behovet for en dansk-sproget gudstjeneste.
– Der er en naturlig tendens til, at den ortodokse kirke, som er russisk funderet, fastholder et russisk miljø og kultur. Jeg mener, der også må være plads til det danske og til en vestlig udgave af den ortodokse tro, hvis ortodoksien for alvor skal slå rod i Danmark.
Her blev Hellige Nikolai Kirke i Oslo og dens præst, fader Johannes en stor inspirationskilde for fader Poul.
– I Norge har den ortodokse kirke haft en udvikling igennem de sidste tyve år, hvor de har opbygget en norsk baseret menighed på den ortodokse tradition.
Poul Sebbelov tog initiativ til en lignende udvikling i Danmark. De seneste år har den danske menighed taget form, og i dag tæller den omkring tyve medlemmer, der fejrer gudstjeneste hver søndag på Blomstervænget i Kgs. Lyngby.
