Mission tæt på at udrydde spedalskhed i Bangladesh
Danske tidl. missionærer tager ud for at støtte den lokale kirke, og melder om forsoning og ny evangelisation blandt hinduerne Ruth og Jens Kristian Egedal mødte hinanden i Bangladesh, og de har netop været en tur derude igen som genbrugs-missionærer.Da Bangladesh rev sig løs fra Pakistan i 1969, førte det til en voldsom borgerkrig. Jens Kristian Egedal blev som diakon sendt ud for Folkekirkens Nødhjælp for at hjælpe i Bangladesh fra 1969-72. Og her mødte han sygeplejersken Ruth Frost, som arbejdede på en klinik og en bibelskole i Amnuara for Dansk Santalmission. Og de to blev forelsket og gift.
Efter at have været hjemme i Danmark i syv år, rejste de igen ud sammen i 1979, hvor de blev ansat på et spedalsk-hedshospital i Nilpharmari i det nordlige Bangladesh. Her forsøgte de frem til 1987 at hjælpe tusinder af spedalske og arbejdede bl.a. sammen med Søster Bente Birkmose, som i dag er organist på Dia-konissestiftelsen, og den finske læge Riita. Senere blev de afløst af Susanne og Jens Møller Pedersen, som nu er generalsekretær i Sudanmissionen.
Jens Kristian husker de barske forhold for de spedalske:
– Dengang var de spedalske udstødt af det almindelige samfund, og vi havde bl.a. nogle uhyggelige oplevelser med forældre, der stræbte deres egne spedalske børn efter livet, fortæller Jens Kristian.
Undertegnede besøgte selv spedalskhedshospitalet to gange i begyndelsen af 1980erne.
Lokalbefolkningens holdning var dengang, at spedalskhed var folks egen skyld.
Muslimerne mente ofte, at det var Allahs straf, når man blev syg, og hinduerne så sygdommen som karma – gengældelse for, hvad de spedalske skulle have gjort i et tidligere liv… (troen på reinkarnation).
Det var de kristne danske missionærers store udfordring at vise de muslimske og hinduistiske bengalere, at man også kan behandle spedalske med respekt og kærlighed.
Et af resultaterne var, at en del hinduer blev kristne.
I øvrigt har børnebogsfor-fatteren Bjarne Reuter skrevet en roman Bundhu, som foregår her på hospitalet.
Jens Kristian og Ruth er netop vendt hjem fra et meget opmuntrende besøg derude.
– Situationen er nu helt forandret. Vi besøgte f.eks. en landsby nord for Spedalsk-hedshospitalet, hvor der tidligere var ørken, men hvor der nu er palmer og frodigt. Her bor de spedalske sammen med andre mennesker. Her hersker den samme gode kristne ånd, som findes på hospitalet.
Vi kan glæde os over, at personalet på ca. 300 medarbejdere i dag er ledet af bengalere, hvoraf flere er kristne.
Og tingene fungerer rigtig godt. Takket være hjælp fra Danida har det været muligt at intensivere indsatsen overfor de spedalske. 34.000 er blevet helbredt, og nu er der kun ca. 1000 spedalske tilbage.
Det er bl.a. sket ved, at man har taget ud i landbyerne og har givet de spedalske medicin. Det var tidligere et problem, at mange ikke fik medicinen, fordi de skulle tage til klinikken eller hospitalet og derved mistede en dagløn.
– Mange måtte sulte den dag, de skulle på hospitalet, så det fungerede ikke, fortæller Jens Kristian, som er imponeret over, hvor godt det er gået.
De ansvarlige håber nu at kunne bruge de tre hospitaler og klinikkerne på at hjælpe med andre opgaver i det nødlidende land, hvor der bor ca. 133 millioner. F.eks. vil man gerne hjælpe handikappede og mennesker med hudlidelser.
I begyndelsen af 80erne skrev missionær Jens Fischer Nielsen sin bog Salige er de fattige om en lille kirke af ludfattige mennesker, som var opstået i det nordlige Bangladesh. Kirken nåede op på ca. 3.500 tidligere hinduer og stammefolk, før missionærerne efterhånden forlod landet.
Ledelsen i Santalmissionen – og derefter det fusionerede Danmission – ville gøre kirken selvunderholdende lidt vel hurtigt. Og det havde nær taget livet af den unge kirke.
18 tidligere missionærer var så frustrerede over udviklingen, at de begyndte selv at støtte 10 lokale evangelister.
Med den nye ledelse i Danmission arbejder missionær-gruppen nu sammen med missionsselskabet.
Dette efterår har en halv snes af de tidligere missionærer været derude for at hjælpe kirken i gang.
Anni Schrøder og Morten Mortensen tog først en tur derud. For tiden er Elsebeth og Jens Fischer Nielsen derude, og ifølge Jens Kristian Egedal er det lykkedes dem at skabe en forsoning i kirken mellem stridende parter.
– På god bengalsk vis har fjenderne kastet sig i hinandens arme og bedt om tilgivelse under mange tårer.
I denne uge rejser Bodil Noer derud, og op imod jul skal Filip Engsig-Karup lede en dogme-rejse for Unitas derud, og senere kommer hans kone Inger også derud.
I forvejen er Christian Vestergaard derude som teltmagermissionær på LAMP-missionshospitalet. Han er søn af et andet missionærpar.
Udover at det er pragtfuldt for de gamle missionærer at mødes med deres bengalske venner derude, så er det altsammen med til, at kirken nu igen får mod på livet.
– Der bliver drevet evange-lisation i nye områder, og kirken er begyndt at vokse igen, fortæller Jens Kristian, som var med ude i de yderste områder.
Han er til daglig ansat i psykiatrien på Herning Sygehus, mens Ruth er sygeplejelærer på Holstebro Sygeplejeskole.
Han er også i fritiden engageret i Herning provstis missions-arbejde, hvor man bl.a. er engageret i at sende volontører til Afrika – og når de er kommet hjem ud på skoler og blandt andre unge for at fortælle om missionsarbejdet i den tredie verden.
Når man først er blevet bidt af mission, er det svært at stoppe. Og flere missionsselskaber er nu begyndt at genbruge tidligere missionærer til at rejse ud for kortere og længere tid til konkrete opgaver.
Som Bodil Noer, der før arbejdede på Saraswatipur pigekostskole (kendt fra børnebogen Chayna), siger:
– Vi tidligere missionærer kan jo i forvejen sproget, og vi véd, hvordan man skal opføre sig derude.
