– Jeg vil så gerne hjælpe, men hvordan?

Brev:

Kære Peder Poulsen – Brevkassefamilien
Jeg har en ven, som har en svær depression, han kender ikke Jesus. Jeg ser andre i min omgangskreds samt kirke, som er kede af livet. Jeg føler overskud til at snakke med sådanne mennesker. Men hvordan hjælper man bedst? Skal man bare lytte? Få dem til at tale ved at stille de korrekte spørgsmål? Eller prøve at komme frem til et løsningsforslag? Hvordan får man samtalen til at flyde og ikke falde til jorden, fordi man ikke har ord for den smerte, de lige har fortalt om? Er det godt at græde med de grædende for at vise medfølelse, eller skal man hellere være stærk? ja jeg håber du kan give mig et par råd til samtalerne. 1000 tak.
Kærlig hilsen en kristen kvinde.

Svar:

Kære ’en kristen kvinde’!
Jeg blev glad for at læse dit brev og også nysgerrig efter, hvem du mon er, for du har ikke anført noget navn. Til oplysning kan jeg nævne, at jeg nok skal undlade at offentliggøre navnet på afsenderen, blot man beder om det.
Jeg deler din iagttagelse, at både folk indenfor og udenfor kirken kan være kede af livet. Jeg hørte om en prædikant, som skulle have sagt: ’If you believe in Jesus, you will always be happy’ (Hvis du tror på Jesus, vil du altid være lykkelig). En påstand, som vist mere ligner et reklameslogan end interesse i den faktuelle og livsnære virkelighed. Jeg vælger her i det følgende at fortælle lidt bredt om området og lidt om, hvordan jeg selv prøver at facilitere en hjælpetjeneste i form af samtale, sådan som du efterlyser det.

Hele området med personlig vækst til modenhed i Kristus synes jeg er interessant og meget givende. Hvis du har en ven, som har en svær depression, og det virkelig drejer sig om en ven, så mener jeg ikke, du kan gå ind i en egentlig hjælpetjeneste, det vil hurtigt gøre venskabet asymmetrisk, og det vil miste gensidighed. Jeg vil mene, det bedste, du kan gøre, er at hjælpe din ven til klarhed over, at vedkommende har brug for hjælp, og give støtte til at opsøge og tage imod den hjælp. Som ven kan du være den ’betydningsfulde næste’, som bevidner din vens liv og færden, og den, som han eller hun beretter om sin frem- eller tilbagegang til. Hvis vedkommende er single, kan du måske sidde med ved diverse rådgivningssamtaler og efterfølgende støtte vedkommende i hans eller hendes refleksioner og beslutninger.
For klarheds skyld vil jeg gerne tilføje mere i al almindelighed, at hvis venner i et ligeværdigt forhold enes om at gå tættere på hinanden i deres personlige snak, så er min erfaring, at det vil uddybe et venskab og ikke belaste det. Det vigtige er, at gensidigheden kan bevares.

Det fremgår af dit brev, at du har blik for mennesker og tør se i øjnene, når de ikke trives. Og du vil gerne hjælpe og spørger hvordan.
Jeg tror, at hjertet er helt afgørende, når vi taler om at hjælpe. Jeg ved, bl.a. fra mig selv, at der er mange forskellige motiver til at blive involveret i en hjælpetjeneste, men at ønske at udtrykke Guds omsorg og hjælp kan være en af dem, og den er i sig selv forløsende for den, der modtager den.
Hovedet mener jeg spiller den rolle, at det er vigtigt med indsigt både i mig selv og i andre, og at det er vigtigt at kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt, når to eller flere mennesker mødes i en udviklingssamtale. Og med hånden vil jeg gerne betegne håndværket. At samtale er et håndværk, som kan læres, og som skal læres, hvis resultatet skal blive godt. Sluttelig med legemet tænker jeg på den sammenhæng, som vi spiller sammen med, indbyrdes mellem hjælper og søger. Vores trivsel hver især er afgørende influeret af vores samspil med vores familie og vores udvidede familie, herunder vennekreds og eventuelle menighed.

Jeg vil foreslå dig at arbejde på alle områder sideløbende. Megen rådgivning har i virkeligheden at gøre med åndelig vejledning, dvs. at hjælpe den enkelte til at møde eller uddybe relationen til sin Skaber. Min erfaring er, at f.eks. retræter og andre åndelige øvelser kan hjælpe til en intimitet og oplevelsen af et nærvær af Gud, som kan give ro og kærlighed i virket.

Når det gælder hovedet, så synes jeg, det er vigtigt at sikre sig en opbakning og et bagland i sin rådgivningstjeneste. Jeg får selv supervision, dvs. jeg får hjælp til at reflektere over de samtaler, jeg har, sammen med en tredje erfaren person, som ikke ellers kender til situationerne eller personerne. Den del her gælder naturligvis ikke skriftemålet men netop udviklingssamtalerne, og samtalen med supervisor sker naturligvis i samme fortrolige rum som samtalerne med søgeren. Rent praktisk forsøger jeg at knytte folk fra menigheden sammen med personer, som søger hjælp på forskellig måde. Det kan også være folk fra menigheden, som har det ligesom dig, at de ser mennesker omkring sig, som de gerne vil i snak med, men de ved ikke helt, hvad de skal gøre. Der kan det være godt med en, der faciliterer snakken. Hvis der f.eks. henvender sig en til mig for at få en snak, så aftaler jeg med vedkommende, at du også deltager, og at I to snakker videre bagefter i et aftalt forløb på f.eks. 7 gange à 1½ time. Jeg sørger så for, at vi to løbende har kontakt, og at du ikke pludselig havner i noget, du ikke kan se dig ud af. En anden model kunne være at invitere til livshistoriegrupper og blande mere og mindre trængende folk og tilbyde et vækstfremmende miljø.

Håndværket er vigtigt. Enhver samtale har en form, og formen enten mudrer mere til eller bærer med på afklaring. Der findes en række kurser af forskellig slags og i forskelligt regi landet over, hvor der tilbydes træning i den gode samtale. Nogle hjælpere har allerede megen øvelse i kraft af deres uddannelse, især folk indenfor det sociale område. På Dianalund holder de regelmæssigt kursusforløb i hjælp til at øve sjælesorg. Det gælder også på Sct. Lucasstiftelsen. Areopagos er også på vej med nogle spændende ting. Jeg er selv involveret i de såkaldte Teleioskurser, som også er kurser i aktiv lytning, assertiv kommunikation og personlig udvikling, her kan alle deltage uden særlige forudsætninger. Foreningen Agape tilbyder også lejlighedsvise kursusforløb. Alle ovennævnte kan findes på internettet, og der er sikkert mange flere, f.eks. også KRIS, som har sit hjemsted i Århus.
Dine spørgsmål om behovet for at lytte, stille spørgsmål, samtalens forløb, omsorgen for dig selv, magtesløsheden osv. vil jeg gerne tage op også her i familiebrevkassen, men jeg vil anbefale dig at søge viden og træning hos duelige folk omkring dig.

Læg det ud i gruppen! Vi er påtvunget samspil med hinanden, vi kom til verden i en familie af en eller anden form, og vi lever med en familie. Det kan være, familien er fraværende, men vi ved, hvilken familie der ikke er der. Så jeg vil gerne slå til lyd for, at du tænker familie, venner og menighed med ind som ressourcenetværk, når du tænker på at gå i gang med hjælpende samtaler. Når jeg selv og alle mulige andre kommer til vejs ende med vores roller, så er det i samspillet med andre, at rollen ændres. Hvis jeg vil ud af rollen som rebel eller som passiv eller redningsmand eller klovn eller hvad det nu er, jeg er havnet i, så sker det bedst i samtale med dem, jeg spiller spillet sammen med. Det er lettest at øve en ny dans, hvis vi øver den sammen. Så jeg kan godt lide at tænke på, at jeg er ved at give ressourcer til et netværk frem for at skulle sidde og få en løsning på banen sammen med kun én brik i et stort puslespil.
Lige så vel som vi vinder tryghed og tilhørsforhold i en gruppe, lige så vel kan det være, du kan finde hjælp og duelighed til tjenesten gennem en gruppe. Jeg ved, at der flere steder etableres netværk til indbyrdes støtte for rådgivere; hvis du kommer i en kirkesammenhæng, kunne du jo spørge dig for. Her i Østjylland er der f.eks. et netværk kaldet Oasesjælesørgerne. Flere og flere menigheder danner sjælesorgsgrupper, ofte på tværs af menigheder, så de gensidigt kan henvise til hinanden.

Det var måske for stor en mundfuld?! Jeg indrømmer, at jeg gerne ser landet fyldt med kvinder og mænd som dig, der vil være gode lyttere og sam-talepartnere her i en tid præget af ensomhed og fremmedgørelse.
Konkret til det, du spørger om: Varme, empati og respekt er afgørende for kontakten sammen med din ægthed, og kontakten er afgørende for, om der kan blive åbenhed og et vækstmiljø. Det er bedre at komme med et godt perspektiv frem for at stille spørgsmål. Hvis du stiller spørgsmål, skal du begrunde dem, men pas på det ikke er dig, der kommer til at gøre alt arbejdet. Samtalen går ikke i jorden, fordi du ikke har ord for det, du har hørt. Du er til stede og bliver der, og det er det vigtigste. Og hvis du ikke har ord, kan du jo sige det. Om du skal græde eller være stærk. Jeg tror, at du er resonansbunden, i hvilken samme melodi lyder, som spilles af søgeren. Eller hvor det billede bliver synligt, som søgeren maler. Jo mere ubesværet du kan danse med søger, jo enklere er det at finde formen i kaos. Så nej, at være stærk synes jeg ikke lyder nær så tiltrækkende som det at være dig selv sammen med en anden, som har det svært.
Mange hilsner fra Brev-kassefamilien – Peder Poulsen