Livtag med islamisk teologi

I bogen „At være tro mod tro“ fører Chawkat Moucarry en respektfuld diskussion mellem kristendom og islamHvis nogen kan tage livtag med islamisk teologi, må det være araberen Chawkat Moucarry. Og han gør det godt i klassikeren Faith to Faith, som netop er udgivet på dansk af Unitas Forlag. Opvokset i Syrien med en kristen mor og en muslimsk far har Chawkat Moucarry nærmest fået de store teologiske begreber ind med modermælken. I skoletiden lærte han at skelne mellem divergen-serne i de to monoteistiske verdensreligioner. Da han syntes, der var for lidt diskussion i den kristne skole i Damaskus, bad han om at blive overført til byens muslimske skole. Der blev han hurtigt klassens ekspert i kristendom.
Som professor ved All Nations Bible College er han i dag en kompetent bidragyder i dialogen med Englands voksende muslimske befolkning. Selv er han overbevist kristen og formår, som det fremgår af bogen – at lade argumenterne tale for sig selv i en respektfuld dialog med muslimske lærde.
„At være tro mod tro“ er et teologisk værktøj, så systematisk opbygget, at det fint kan benyttes som opslagsbog.

Da både kristendom og islam er „skriftens folk“, som Koranen udtrykker det, starter Moucarry naturligt med religi-onernes skriftsyn. Bibelen siges at være inspireret af Gud til et væld af forfattere, hvilket giver plads til fortolkning, Koranen er dikteret af Gud ord for ord til Muhammad og venter derfor blot på underkastelse.
Muslimer anklager derfor Bibelens forfattere for at have forfalsket Guds ord. De anerkender dermed, at Bibelen indeholder fragmenter fra Gud, hvorimod kristne slet ikke anerkender Koranen som Guds ord.
Chawkat Moucarry giver alligevel Koranen en fair behandling, idet han gennemgår dens tilblivelse og især lader to historiske korantolkere, Tayymiya og Razi, komme til orde. Men derved kommer også svaghederne frem: bl.a. at mistænkeligt mange passager kan henledes til tidens traditionelle arabiske litteratur samt de apokryfe skrifter, der var i omløb blandt kristne på den tid. Moucarry fremhæver Bibelens troværdighed på baggrund af dens – i modsætning til Koranen – mange og samstemmende kilder.

Efter skriftdiskussionen behandles de teologiske grunddogmer, Guds storhed, syndens problem, frelsens betydning og forståelsen af Guds rige. Gud er kærlighed i både islam og kristendom, men i islam er hans kærlighed et svar på menneskets lydighed, i kristendom er hans kærlighed betingelsesløs og selvopofrende. I både islam og kristendom er Gud en retfærdig dommer med uindskrænket autoritet, men i Kristus udtrykker denne autoritet sig i faderskikkelsen.
Kristendommen lærer, at mennesket er besmittet med arvesynd, hvilket er totalt fremmed for islamisk tankegang. Her er synd menneskets dumhed, ulydighed, oprør. Og derfor opnås frelsen i islam ved at blive „banket på plads“ gennem lærdom, lydighed og underkastelse under Gud; de samme værdier er også kendetegnende for kristendommen, men helbreder i sig selv ikke fra syndens sygdom. Derfor måtte Jesus komme ned i menneskeskikkelse og sone og besejre synden.
Chawkat Moucarry kryber ikke uden om de to religioners forskellige syn på Jesus. Jesus omtales i Koranen som født på overnaturlig vis af jomfru Maria („Vi indåndede i hende Vor Ånd og gjorde hende og hendes søn til et tegn for alle folkeslag“, står der i Sura 21:91), men ikke Guds søn. Han var bærer af evangeliet, men kun som „vejledning, lys og bekræftelse af det, der kom før ham“ (Sura 5:46) og altså ikke som frelser.
Jesu korsfæstelse er et afgørende stridspunkt, for hvis Jesus var en af Guds profeter, så kunne han ikke dø den forsmædelige død på korset. Islam er de sejrendes religion, ikke de besejredes. Konklusionen bliver to modsatte standpunkter, som Moucarry skriver på side 148: Enten: „Jesus var ikke sendt af Gud, og det var derfor han blev korsfæstet“. Eller, en forklaring muslimer hælder til: „Jesus var sendt af Gud, og det var derfor, han ikke blev korsfæstet“.

Endnu tættere på stridens kerne kommer vi med emnet: Er Jesus Guds søn? Her vil enhver muslim protestere. Gud er én, og derfor kan han ikke være treenig, Gud er almægtigt, derfor trænger han ikke til noget eller nogen. Moucarry, påpeger på s.189-190, at der var en grund til, at Muham-med fremhævede dette princip: Hans opgave var at prædike Guds enhed for araberne, som plejede at sammenstille mange guder med den øverste Gud. Og da han troede, at de kristnes treenighed bestod af Gud, Maria og Jesus, bekæmpede han denne vildfarelse med næb og kløer.
Moucarry må give muslimer ret: Det er ikke denne treenighed, de kristne tror på. De tror ikke på tre guder, men én Gud, med én natur, der dog åbenbarer sig i tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden. Dette emne kommer han dog ikke til bunds i – hvilket man ikke kan bebrejde ham. Hvem kan fuldt ud forklare treenig-hedslæren?
Med sit indgående kendskab til Koranen, Hadith (overleveringer om Muhammed) og islams historiske teologer formår han dog at bruge de islamiske tekster til at sandsynliggøre, at en „kristen“ tro på Jesus er mulig i islam, bl.a. ved at bruge et koranvers om Jesus som Guds søn: „Hvis den Allernådigste (Gud) havde en søn, så ville jeg være den første til at tilbede ham“ (Sura 43:81). Islamteologen Razi (1149-1209 e.Kr.) foreslår endda muslimer at tage dette vers bogstaveligt og være åbne for muligheden (s.193).

Er der åbenbaring i islam? slutter Chawkat og kommer i kapitlet med samme titel med en meget værdifuld undervisning om Guds generelle åbenbaring og nåde, dvs. den erkendelse, han har givet alle mennesker i „1. skabelsen af mennesket – i Guds billede, 2. skabelsen af verden – der afspejler Guds karakter; og 3. Guds universelle velsignelse – givet til alle hans skabninger“ (s. 275).
I den forstand rummer Koranen, ligesom andre religioners skrifter, åbenbaring om Gud, men det, påpeger Moucarry s. 276, betyder ikke, at Gud anerkender disse religioner som sådan. Det betyder, at „muslimer tilbeder den samme Gud, selv om de ikke kender ham i fuldt omfang gennem hans åbenbaring i Jesus Kristus“, der er Guds særlige åbenbaring. Han sammenligner med Cornelius i Ap.G. 10, der blev bønhørt af Gud, men omgående blev ledt til nogen, der kunne fortælle om Jesus.
„Når alt kommer til alt, er prøvestenen på enhver tros troværdighed dens lære om Jesus Kristus, konkluderer Chawkat Moucarry.
Se også anmeldelse af „At være europæisk muslim“, uge 49, og „Islam i krise“ uge 48.