Musikalsk pragtopvisning
Udfordringen mødte to kristne supermusikere fra det legendariske band Koinonia i Århus. – Musik er min måde at tilbede Gud på, siger Justo Almario
Det er fredag aften. De våde brosten på det lille torv genspejler lyset fra de store butiksruder, og en blid støvregn slår mod ansigterne på forbipasserende folk, der kigger nysgerrigt ind. Klokken er otte, og vi befinder os på Café Smagløs i Århus midtby.Af Simon Nathanael
Der er travlt på den lille café: bartendere suser frem og tilbage med tomme ølglas og kaffekopper, og man kan høre, at folkene ved de omtrent otte caféborde er ved at være spændte. Stadigt flere strømmer til på den allerede fyldte beværtning og oppe ved indgangen, ved det første store gadevindue, er et par musikere igang med at opstille instrumenter og andet lydudstyr til aftenens koncert. På plakaten, som hænger overalt på caféen, står der funk latin soul jazz. Det er nemlig i aften, Henrik Engqvist og hans orkester kommer og spiller; og denne gang med fint besøg. De to peruvianere Alex Acuna og Justo Almario er i aften med som gæsteoptræden til det i forvejen fire mand store band. Men ikke nok med det. Også den kendte danske jazzguitarist Uffe Steen gæster i aften Engqvist og co.
De, der er bare en lille smule interesseret i musik, og måske specielt funk og jazz, vil vide, at det ikke er hvilken som helst, der er på programmet i aften. Alex Acuna har længe været et stort og respekteret navn indenfor genrene og er kendt som bla. tidligere trommeslager i det berømte funkorkester Weather Report. Han har medvirket som studiemusiker på adskillige albums, både som trommeslager og percussionist, og har sammen med saxofonisten Justo Almario været med i det kristne fusionsprojekt Koinonia, som eksisterede fra 1980-90. Begge er nu stadig aktive som studiemusikere foruden deres nuværende band, Tolú, som har eksisteret siden starten af 80´erne. De har for nylig været nomineret i to kategorier og vundet en pris ved Latin Grammy Awards 2003 for deres album Bongo de Van Gogh.
Så der er ikke noget at sige til, at folk er spændte og ser frem til at høre et par så erfarne og anerkendte musikere.
På første sal sidder hele bandet samlet og snakker om, hvad der synes at være alt mulig andet end aftenens koncert. I hjørnet af det røgfyldte lokale sidder en lille, tæt og mørk mand ved et tomandsbord. Det er Justo Almario, som jeg har fået lov at få et kort interview med, inden han skal gøre sig klar til aftenens optræden. Han rejser sig op, smiler og giver mig hånden og virker i det hele taget enormt energisk og glad. Efter en kort introduktion sætter vi os:
– Er det første gang, du er i Danmark, og hvad synes du om det?
– Det er meget dejligt at være her! Jeg har været her nogle gange før som gæstemusiker, og de mennesker, jeg møder, er positive og meget gæstfrie – både i og uden for det kristne fællesskab.
– Hvordan kan det være i stoppede med at spille i Koinonia?
– Vi følte, at Gud sagde til os, at vi skulle stoppe bandet og rykke videre. Vi havde hver især planer om at flytte til andre steder i verden, og det virkede som en naturlig ende på en dejlig tid. Både Alex og jeg har selvfølgelig stadig kontakt til mange af dem, der var med dengang. Vi bor begge lige nu i Los Angeles, USA.
– Hvad betyder musikken for dig i forbindelse med din tro?
– Min musik og mit instrument er min måde at tilbede Gud på. Også selvom jeg spiller med ikke-kristne musikere, føler jeg stadig, at jeg gennem mit instrument tilbeder Gud og bringer en kærlighed og en velsignelse, som publikum og kollegaer kan mærke. Selvom folk, jeg møder, kan virke afskrækket af min tro i starten, er det som om de med tiden finder ud af, at jeg faktisk er ligesom dem, og de begynder at respektere mig – ikke kun på grund af at jeg kan spille et instrument men også på grund af min tro.
– Møder du mange mennesker som bliver afskrækket over det, du tror på?
– Nej egentlig ikke, men der vil selvfølgelig altid være nogen der, lige meget hvad man gør, vil synes, man er mærkelig på grund af det, man bekender sig til. Men så længe jeg er hundrede procent sikker på, at det, jeg gør, er for Gud, så kan folk sådan set synes om mig, hvad de vil. Jeg ved, hvorfor jeg er her, og hvad jeg skal lave.
– Hvordan og hvornår fandt du ud af, at musik var det, Gud ønskede du skulle lave?
– Før jeg blev kristen i 1980, var jeg også musiker og levede hvad, jeg troede, var det gode liv. Jeg elskede musik og har været så heldig, at jeg altid har kunnet leve af det. Men først efter jeg blev frelst opdagede jeg, at det dengang var musikken, der var min gud. I dag ved jeg, at det er en gave Herren har givet mig, som jeg skal bruge til at tjene Ham. Jeg ved, Gud har sat mig i denne branche for at være et vidnesbyrd og være i Hans tjeneste.
– Jeg er meget taknemmelig for at få lov at gøre det, jeg elsker, nemlig at spille musik, i Herrens tjeneste. Jeg er ikke i tvivl om, at musik er noget, der kommer fra Gud, og som han har givet os som en måde, vi kan tilbede ham på; lige meget hvilken slags musik, det er, eller hvilket slags instrument, man spiller. Hver gang jeg spiller, kan jeg mærke Hans Ånd i mig.
Det er ved at være tid til, at han skal tilbage til hotellet og gøre sig klar. Han giver mig hånden og siger tak for denne gang.
– Jeg er enormt glad for, at jeg fik mulighed for at tale med en kristen avis. De gange, jeg har været her før, har jeg altid mærket at kirker, som jeg har besøgt, og kristne, jeg har mødt, har støttet mig meget i det, jeg gør, og støttet stort op om koncerterne. Derfor vil jeg også benytte lejligheden til at sige tak til det kristne fællesskab i Danmark for, at jeg altid har følt mig velkommen.
Nedenunder er de sidste forberedelser ved at være på plads. Instrumenter og mikrofoner fylder næsten halvdelen af det aflange lokale, og antallet af tilskuere er nu så stort, at folk må stå tæt mellem bordene. Klokken er nu ni, og koncerten skal til at gå i gang. Åbningsnummeret er komponeret af Justo Almario og er lækker funkjazz-fusion. Det er tydeligt at høre ligheden mellem dette og de gamle Koinonia-numre.
Det er dog ikke kun Justo´s numre der bliver spillet. En del af repertoiret er komponeret af medlemmer fra Engqvist´s orkester, og det bliver til en forrygende blanding af europæisk jazzmusik, bossanova-groves og latin-inspirerede kompositioner samt smukke ballader. Det er uden tvivl en musikalsk pragtopvisning, der med rette kan begrunde, hvorfor disse folk er blevet til det, de er.
Den intime koncerts højdepunkt er uden tvivl, da Alex Acuna, som indtil videre har spillet percussion (timbales, congas mm.), og trommeslageren Henrik Engqvist bytter instrumenter og fremfører en herlig trommesolo efterfulgt af et energifyldt, uptempo latinnummer.
Koncerten slutter efter cirka toenhalv time, og da publikums næsten evindelige klapsalve dør ud, forlader vi stedet tilfredse og vandrer ud i natten. Støvregnen er holdt op, og gaderne næsten tomme. I de stadig fugtige brosten ses nu kun de svage lysskær fra gadelygterne.
