Ny islamisk identitet i støbeskeen

Tariq Ramadan nærmer sig „kristne“ værdier i forsøg på at integrere muslimske indvandrere i Europa. Det indre liv er vigtigere end ydre former…Euroislam hedder en ny retning indenfor islam, hvis fortaler Tariq Ramadan, universitetsprofessor i Paris, søger at skille religion fra politik, udlede etiske principper og nedtone muslimers for omverdenen iøjnefaldende udtryksformer. I bogen „At være europæisk muslim“ (Hovedland) toner en mere privatspirituel udgave af islam frem…

Tariq Ramadan

Han skriver overraskende bl.a., at profeten Muhammed selv skelnede mellem religion og politik: „…Profeten gjorde det klart, at han kun var et menneske, og at han, hvad angik verdslige forhold, kunne tage fejl og blive forurettet“.

Tariq Ramadan vil i bogen hjælpe europæiske muslimer at forene de tilsyneladende modsætninger, at finde sine muslimske rødder og samtidig lære at leve i et åbent demokratisk samfund. Han ser de senere års islamiske vækkelse, kendetegnet ved de yngre generationers tilbagevenden til en bogstavelig tolkning af islam, som en positiv søgen efter identitet og rødder, ikke fundamentalisme.
Denne søgen leder dem ifølge Ramadan til kilderne for den islamiske tro, Koranen og „Sunnaen“, dvs. traditionen. Derved bliver troen „renset for den traditionelle læsnings tilfældigheder“.
– De europæiske muslimer må…forholde sig til deres nye virkelighed med et konstruktivt og beslutsomt sindelag… der kan fremme en afbalanceret islamisk identitet i Vesten, skriver han.

Ramadan anbefaler altså ikke ligefrem samfundsomvæltning, men – noget famlende – tilpasning og integration.
En af de aktører, han må forholde sig til i sine anbefalinger til de unge europæiske muslimer, er „ulama“, de islamiske retslærde. De unge skal bidrage med deres erfaringer i Europa og deres mange spørgsmål om muslimsk livsstil i vestlige samfund. De retslærde skal så udstikke særlige regler for europæiske muslimer – men det er stadig autoritative regler, det drejer sig om. Målet er stadig for den ellers kompromissøgende Tariq Ramadan at „gennemtænke de forskellige skridt til en ægte applikation af den islamiske lære i lyset af den vestlige kontekst…“
Men her indrømmer han problemer med de islamiske retslærdes fortolkning af de islamiske kilder: „Hvor nogle lærde har ønsket at sætte troskab mod den islamiske vej (sharia’en) op mod troskab over for et lands forfatning, kan vi nu se, at det netop er i sharia’ens navn, muslimer bør respektere deres opholdslands lovgivning og juridiske system… Når vi overskrider de lærdes (ulama’s) gamle begreber, giver de islamiske kilder, i lyset af den nuværende situation, muslimer mulighed for – eller tilskynder dem ligefrem til – at betragte sig som „hjemme“ i Vesten“ (s. 246-247).

Men her har han åbenbart problemer med islams todelte verdensbillede, dar al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus), der betinger fuldstændig underkastelse under islam eller evigt fjendskab. Ikke engang et begreb introduceret af en retslærd, dar al-ahd (aftalens hus), er tilstrækkeligt til at få muslimen bort fra et tvedelt verdensbillede, der „hverken stammer fra Koranen eller Sunnaen“ (s. 158).
Ramadan har en tro på, at kan muslimen blot fæste sin tro på Koranen og Sunnaen – og ikke de retslærdes noget stereotype fortolkning af disse kilder – vil det lykkes at leve som europæisk muslim med respekt for de demokratiske værdier.
Bogen har dog en klar svaghed: Man skal helt hen til sidste kapitel og bogens konklusion, før der stilles krav til muslimen om at indrette sig efter det omgivende europæiske samfund.

Når der tales om at være europæisk borger, nævnes næsten udelukkende musli-mens rettigheder i det åbne samfund: Ret til religionsudøvelse, ret til viden, ret til at grundlægge organisationer, ret til selvstændig repræsentation og retssikkerhed generelt (f.eks. s. 164-165). Først i sidste kapitel kommer Ramadan ind på „ægte tilstedeværelse og reel deltagelse fra muslimers side i by- og samfundslivet“. Her opfordrer han til gengæld muslimer til at „interessere sig for deres opholdslands historie og dets institutioners funktion og til som medborgere at deltage på alle planer i samfundet…“ og at bruge deres stemme i demokratiske valg og gerne stemme på ikke-muslimer: „Vore islamiske referencer kræver af vores samvittighed… at ægte kriterier for et borgerligt valg skal hvile på kandidatens ærlighed og dygtighed, hvad enten han eller hun er muslim eller ej“ (s. 257).
Bogen er en tydelig reaktion imod muslimers isolation på den ene side og fuldstændige assimilation på den anden. Integration er nøgleordet, men må så også foregå på alle planer, også ved at indgå i religiøs dialog. Ramadan kan ikke forestille sig nogen fremtid for mu-slimer i Europa, „hvis de har i sinde at nægte at have nogen form for samkvem med deres omgivelser, hvis de ikke udvikler et dialektisk forhold, der kan sætte dem i stand til at være, give og modtage fra andre“ (s. 247).
At være Europæisk Muslim er tydeligt skrevet til muslimer, og med dette udgangspunkt er den banebrydende. Anmeldere har endda kaldt Tariq Ramadan „den muslimske verdens Martin Luther“! Men den er kun et skridt på vejen mod muslimsk integration i Europa. Der skal endnu flere kompromisser på bordet, før en ligeværdig sameksistens bliver mulig.