Synspunkt
Ønsker for det nye år

”I dag vil vi se på listen med vore personlige mål!” bekendtgjorde min mand mellem jul og nytår. Da han havde hentet den lille notesbog, læste vi først, inden for hvilke områder vi havde sat os for at ville udvikle os i det forløbne år. Meget havde vi nået, men noget manglede. Nu havde vi hver for sig lov at sige, hvad vi syntes om hos den anden, og hvad vi ikke kunne lide. Til sidst skrev vi de punkter op, som vi ville arbejde med i de kommende måneder.
Hvert år slår det mig, at min liste over egenskaber, som jeg sætter pris på hos min mand, bliver længere og længere. Hvordan kan det mon være? Har min mand ændret sig så radikalt i løbet af vores 31-år lange ægteskab? Eller har jeg? Sandsynligvis os begge. Allerede tidligt i vores ægteskab satte vi os for at være ærlige over for hinanden og arbejde på, at vore negative sider skulle udvikle sig til positive. Vi glæder os over ethvert fremskridt, den anden gør. Dog er det klart, at vi ikke kan noget af egen kraft. Og her er det godt, at Gud er den tredje part i vores forhold!
I forholdet mellem min mand og mig har vi bibeholdt den lille notesbog. Men hvad med forholdet til Gud? Er der også her særlige ønsker for det nye år? Mine fire vigtigste mål har været de samme i årevis:

1. Min tid med Gud skal være kvalitetstid. David siger i Salme 143,8: ”Forkynd mig din godhed hver morgen.” Det skal dog ikke være så tidligt, som jeg længe troede. Indtil for få år siden planlagde jeg min tid med Gud således, at jeg regelmæssigt faldt i søvn af træthed med hovedet på Bibelen. Min mand påstår oven i købet, at jeg også snorkede. I dag vælger jeg et tidspunkt til bibellæsning og bøn, som passer mig bedre. Jeg vil gerne være vågen og modtagelig, så jeg kan høre Guds milde stemme.

2. Jeg vil nyde Guds ord. Bibelen er som næring, som et skatkammer, som et elskovsbrev. Vi læser i den for at møde Gud. Derfor må vi ikke haste igennem teksten, men tage os tid til at glæde os over hans ord. Når vi kommer med forventning om at høre ham tale, overrasker han os ofte. Så vil vi opdage Guds kærlighed til os og hans plan med vores liv.

3. Jeg vil gerne tale med Gud som med en ven. Gud glæder sig, når vi fører en meget personlig samtale med ham. Han kan lide, at vi fortæller om vore ønsker, men også, at vi kommer til ham med vore sorger og tak. Over for ham har vi lov at være ærlige. Når jeg er færdig med min bøn, spørger jeg ofte: ”Gud, må jeg have lov bare at sidde lidt i fred og ro foran dig?”

4. Jeg vil skrive velsignelser op. Det er vigtigt for mig igen og igen at holde inde og se tilbage på vejen med Gud. Hvor langt er jeg kommet? Når jeg bladrer i min notesbog, forbavses jeg ofte over, hvordan Gud har hørt mine bønner. Mange kan jeg krydse af som ”opfyldt”. Alligevel er der meget, jeg ikke forstår, og som jeg ikke har fået svar på. Her må jeg blot stole på min himmelske fader – han kan ikke forklare mig alting.

Nu har jeg ladet jer få indsigt i min lille, hemmelige bog Hvordan ser din ud? Du har sikkert mange ønsker, som du tager med ind i det nye år. Mange har gennem andres oplevelser erfaret Guds kærlighed og fået nyt mod. Og ikke så få har på deres livsrejse opdaget vejviseren til himmelen.

Af Elizabeth
Mittelstaedt

Elizabeth Mittelstaedt er redaktør for det tyske kvindeblad, Lydia