Alting mislykkes for mig

Brev:

Til familiebrevkassen
Jeg er ved helt at miste håbet om, at mit liv kan blive godt. Jeg prøver og prøver, men alting mislykkes for mig. Jeg har svært ved at få venner, og jeg synes ikke, jeg du’r til ret meget. Jeg sammenligner mig ofte med andre, og de er meget dygtigere, end jeg er. Nogen ting kan jeg vel, men det tæller ikke rigtig for mig. Jeg bliver så ulykkelig, og så græder jeg, og jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at have det sådan. Og når det sker, så får jeg gode råd, men jeg synes ikke, jeg kan bruge dem. Og jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg er 32 år.
Kan I give mig et godt råd om hvad jeg skal stille op.

Hilsen ’ret træt’

Svar:

Kære ’ret træt’
Tak for dit brev. Det lyder, som om du er på hårdt arbejde, og det er vel en god grund til at blive træt. Det lyder samtidig, som om dit hårde arbejde ikke rigtig kaster noget af sig, og det er vel en god grund til at stifte bekendtskab med både håbløshed og fortvivlelse. Somme tider kan det hjælpe lidt at vide, at vi er ’mange, som har det på samme måde’. Det tror du muligvis ikke på, men faktisk lider du af en dansk ’folkesygdom’, måske dog i stærkere grad end flertallet, men alligevel. ’Folkesygdommen’ hedder lav selvfølelse og har langt på vej sin forklaring i den omgangsform og kultur, som er beskrevet af Axel Sandemose i den såkaldte ’Jantelov’.
Dit forsøg på at komme i trivsel har jeg stor respekt for. Men jeg tror, du med fordel kunne sætte ind med dit fokus og din energi på et andet område. Jeg synes, det i grove træk kan sammenlignes med Paulus’ tale om at vinde sig livet. Han anbefaler, at vi indgår i en tillidsfuld relation til Gud, frem for at vi prøver at arbejde os frem til en slags erhvervet retfærdighed og ligeværdighed på baggrund af en passende indsats i form af retfærdige gerninger.

Jeg kunne godt tænke mig lige at trække et par streger, som afklarer forskellen mellem at have selvtillid og at have selvfølelse. Selvfølgelig i håb om, at det perspektiv kan hjælpe dig til at manøvrere bedre i dit forsøg på at få tro, håb og kærlighed til at fylde noget mere i dit liv.
Selvfølelse kan man vel populært sige er at kunne føle ’sit selv’, sit ’center’, sin ’kærne’. Udtrykket ’at være i sit es’ betyder netop dette, at være i sin esse, det latinske ord for væren. Selvfølelsen handler om, hvem vi er, mens selvtillid handler om, hvad vi kan eller gør.
Hvis du læser den slags tvivlsomme bøger, vil du ofte kunne se selvfølelse fremstillet som en slags indre søjle, som så kan være høj eller lav, og selvtillid som et støttestillads ude omkring personen.
Erfaringen synes at vise, at personer med en høj søjle af selvfølelse er tilbøjelig til at have stor selvtillid. Det omvendte er derimod slet ikke tilfældet, stor selvtillid afføder ikke på samme måde stor selvfølelse. Det betyder, at hvad vi kan eller gør, ikke har afgørende indflydelse på, hvordan vi oplever os selv, og hvordan vi er tilpas hver især med at være mig. Det er her, jeg vil opmuntre dig til at skifte fokus fra, hvad du gør til, hvem du er, for det er din væren, som udgør grundsubstansen i din livskvalitet.
Du bliver snydt for både det hersidige (og efter nogles mening også for det hinsidige) liv hvis du følger budskabet om, at liv og fællesskab springer ud af stil, tøj, indkomst, uddannelse, dygtighed med dette eller hint, kristelig og kirkelig fromhed, berømmelse osv. osv. Set udfra den synsvinkel er du privilegeret, at du kommer til kort i dit forsøg på at vinde dig livet ved at blive dygtig. Og oven i købet erkender det. I kristelig forstand er det at være kommet meget langt, om end det opleves som at gå fallit, at komme til vejs ende med egne muligheder og ressourcer.

’Det er tidens krav’ synger Niels Hausgaard, en af vores hjemlige poeter for nu ikke at sige profeter. Tidens krav er at alting skal være større, hurtigere, bedre – og det er helt sikkert udmærket at være god til noget, hvad enten man nu er ’boglig eller praktisk begavet’ som han siger.
Men det gør ikke ret meget for selvfølelsen og kun kortvarigt. Jo mere familie og samfund – og i samme åndedrag kunne vi sige kirkesamfund – udvikler sig på erhvervslivets betingelser, jo mere vil vore værdier knytte sig til menneskers præstationer, og jo mindre vægt vil der derfor blive lagt på menneskers væren. Mennesker ser på det ydre, siger Biblen, og det er sandt, det gør vi. Gud ser på hjertet, og der er en god pointe i at få del i hans syn.

Af og til hører jeg mennesker sige noget i retning af, at ’jeg ved ikke, hvad jeg selv vil, hvem jeg selv er, hvad jeg selv mener’. Jeg synes, det er en lettelse, når mennesker erkender, at det har mistet fornemmelsen af sig selv. Det tomrum er et signal om, at der er dårlig kontakt til det sande selv. Det er ikke udtryk for, at der ikke er noget sandt selv, kun at kommunikationen er sporadisk. En mulig vej til øget selvfølelse er at tage denne situation alvorligt og begynde at tage os selv alvorligt.
Af og til møder jeg det synspunkt, at det er at være selvisk eller selvoptaget eller egocentrisk eller asocial, eller hvilke ord folk nu bruger for sådan en begyndende mere selvbevidst tilstand. Efter min mening er det det modsatte, der sker. Hvis det sande selv holdes nede, er vi henvist til at redde os ved det falske selv, netop egoet, som er kendetegnet ved en selvoptagethed, som skraber til sig på andres bekostning. Og resultatet bliver så oftest enten stolthed eller fortvivlelse, ikke liv, frihed og fællesskab.

Den bedste måde, forældre kan styrke deres børns selvfølelse på, er at elske dem betingelsesløst. Gud siger, at sådan elsker Han sine børn. Barnekåret bryder den skam, som Janteloven sætter i os. Han elsker os ikke, fordi vi er smukke, søde, dygtige, men fordi vi er til. Min forestilling er, at tvivlen om egen værdi kommer fra mangel på kærlighed. Valget bliver så – og det er også dit valg – vil jeg handle mig til kærlighed ved at arbejde mig til den, eller vil jeg åbne mig for den ved at erkende mit eget fallitbo og lade mig elske ubetinget?

Hvad skal du stille op, spørger du. Jeg vil foreslå, at du giver dig selv del i Guds forældreskab. Alle dine domme over dig selv og dine fordringer og sammenligninger er en slags loveksistens, hvor du hele tiden dumper. En slags fortløbende mobning, hvor du hele tiden dømmer dig selv ude. Det bedste, du kan gøre er: Stop det! Der er ikke mangel på kærlighed nu, så der er ingen fornuftig grund til at prøve at købe, hvad der ikke kan købes for at få det, som kun gives gratis.

Mange hilsner fra
Brevkassefamilien
Peder Poulsen