Balance mellem krop, sjæl og sind

”Den, der ikke i dag bruger tid på sundhed, vil senere skulle bruge tid på sygdom” Dr. med. Kenneth Cooper
Vi passer og plejer bilen, boligen, blomsterne og haven. Men hvordan står det til med kropsplejen? Her tænker jeg ikke på make-up og smart frisure, men på kroppen i almindelighed. Hvor ofte forsømmer vi det, vores menneskekrop så hårdt har brug for?Af Doris Siegenthaler

Ved mine foredrag møder jeg alle forskellige typer mennesker, og jeg har i den forbindelse konstateret, at de kan deles i to grupper.
I den første gruppe drejer det sig kun om én ting: Kroppen, kroppen og atter kroppen. Alt skal være perfekt – det er vigtigt, at det ydre er i orden. Dermed mener jeg ikke, at det ikke er i orden at understrege sit udseende med en passende påklædning. Men hos disse mennesker spiller kroppen en alt for stor rolle.
Den anden gruppe findes for det meste i kirker og missionshuse. Disse mennesker bekymrer sig om sjæl og sind. Resten synes de ikke er så vigtigt. Og det medfører jo ofte, at de forsømmer kroppen.

Begge dele fører til disharmoni. Kun et sundt, afbalanceret forhold mellem pleje af krop, sjæl og sind fører til velbefindende.

Ved hjælp af Bibelen kan det bevises, hvad menneskekroppen har at betyde, og hvilken rolle Gud har tildelt den.
I modsætning til græsk filosofi, hvor kroppen adskilles fra sjæl og sind, opfattes mennesket i Bibelen som en enhed. Den siger også tydeligt, at mennesket i sin helhed blev skabt af Gud. ”Da skabte Herren Gud mennesket af jord fra marken og blæste ånde i ham gennem næsen. Og således blev mennesket et levende væsen” (1. Mos. 2,7).

Kroppen – et vidunder

Der er et ordsprog, der lyder: ”Lægmanden forbavses, fagmanden undrer sig.”
Når vi bliver bevidste om, hvad Gud alt har lagt i os, kan vi kun af hjertet være enige i dette ordsprog.
Menneskekroppen har et ledningsnet af arterier, vener og kapillarer med en længde på ca. 100.000 km (det svarer til godt og vel jorden rundt to en halv gang).
I dette ledningsnet transporteres fem til syv liter blod. Blod er den mest bemærkelsesværdige væske, som findes. Det fører gasarter, ilt og kuldioxid med sig og leverer samtidig næringsstoffer fra tarmkanalen til de enkelte celler.
I en enkelt liter blod findes ca. 5 billioner røde blodlegemer. Med 5-7 liter blod i menneskekroppen svarer det til ca. 30.000.000.000.000 blodlegemer. Disse blodlegemer lever kun 120 dage, dvs. tre gange om året fornys de. En fantastisk præstation!

Nervesystemet

Med over 100 mia. nerveceller er hjernen det centrale organ i nervesystemet. Dette gigantiske netværk med dets enorme lagerkapacitet styrer, overvåger og koordinerer alle afløb i organsystemet. Det overgår alt, hvad en computer kan præstere. Ifølge den nyeste hjerneforsknings resultater ville et menneske kunne lære noget nyt hvert minut – og i mindst 10 mio. år. En udfordring til os om hele tiden at lære nyt og holde os kreative højt op i alderen.

Knogler og muskler

De over 200 knogler og 650 muskler i kroppen sikrer bevægelsesmuligheder, som gennem et finmasket system via nervebaner kan føre til uanede præstationer. Vi kan bare iagttage en klaverspiller eller en kunstskøjteløber, som laver komplicerede spring på isen. Derved bliver vi klar over, hvor fascinerende kroppen spiller sammen.

Kroppen skal påskønnes, ikke ringeagtes

Jeg kunne nævne endnu mere, som Gud har lagt ind i hver eneste menneskekrop. Sikke en kreativ og fantastisk skaber vi dog har. Bibelen ringeagter ikke kroppen, men den forherliger den heller ikke. Så længe vi lever her på jorden, er kroppen vores eget ansvar. Det, som Gud har skabt, må altså ikke foragtes eller betragtes som mindreværdigt. Den, som tænker sådan, siger til Gud: ”Du har lavet en fejl.”

Kropslighed er ikke kødelighed

Vi kan let forveksle ”kropslighed” med ”kødelighed”. ”Kødelighed” er et sindelag, som modsætter sig Gud – vi gør ikke, hvad Gud ønsker af os. ”Kropslighed” derimod betyder, at vi har en krop, som Gud har skænket os, og som vi lever i, så længe vi er på jorden. Når vi taler om kroppen, må vi aldrig holde op med at undre os over, hvad Gud har lagt i sin skabning. I Bibelen bliver kroppen hos et menneske, som tror på Jesus Kristus, endda betegnet som et tempel. ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden …..” (1. Kor. 6,19).
For mig betyder det i praksis, at jeg har ret og pligt til at pleje min krop.

Kroppen – skabt til bevægelse

Regelmæssig motion styrker som intet andet hjertekredsløbet på en naturlig måde. Derved øges ilttilførslen, og stofskifteprocessen stimuleres. Desuden stiger viljestyrken, udholdenheden og motivationen.
Regelmæssig kropstræning er en udfordring for krop, sjæl og sind. Derfor vil jeg gerne opmuntre til at komme ud af starthullerne! Bevægelse begynder i hovedet, ikke i benene. Når du ser en rulletrappe, så tak Gud for, at der også er en almindelig trappe, du kan benytte – naturligvis under forudsætning af, at du ikke er tungt belæsset eller af forskellige grunde bevægelseshæmmet.
Brug altså trapperne. Stil bilen længst tilbage på parkeringspladsen, når du er på indkøb. Lav gymnastiske øvelser flere gange om dagen. På kontoret kan du stå op, når du taler i telefon, og gå hen til de andres kontorer i stedet for at sende mails. Eller gå en tur sammen med naboen i et rask tempo, samtidig med at I kan sludre sammen.

Motion indendørs

Du kan også lave et fitness-program hjemme i dagligstuen sammen med veninder eller naboer. Til det brug egner sig fortræffeligt videoer, som viser, hvordan øvelserne skal gøres. Specielt om vinteren, når det er koldt og ugemytligt udenfor, sætter sådanne øvelser jer i gang. Og som en ekstra ting kan du på en naturlig måde give din tro videre.

Harmoni gør godt

Jeg har fundet ud af, at den største og mest omfattende bog om sundhed overhovedet er Bibelen. Da jeg begyndte at følge rejserne beskrevet deri fra Abrahams tid til Jesus, blev jeg overrasket over de mange kilometer, som folk dengang gik. På naturlig måde omdannedes derved nervespændinger til kropslig træthed. Kroppen blev træt på en sund måde, og man fik mere energi.
Vi er indbudt til fællesskab med Gud. Han vil give os fred og ro – også når vores krop plages af sygdom og ulykke. Jeg tør stole på Jesus Kristus. Fordi han har accepteret mig, kan jeg også selv acceptere mig.

Kroppen – til Guds forherligelse

I Bibelen lyder opfordringen: ”Så formaner jeg jer … til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag. Det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” (Rom. 12,1). Det gælder altså om at bevise, om hele mit liv virkelig tilhører Jesus.
Vi skal ikke blot forherlige ham med vore læber, men med alt, hvad han har betroet os – krop, sjæl og sind. Ud af et sundt og taknemmeligt forhold til Gud vokser således et sundt forhold til vores krop.

Doris Siegenthaler er uddannet fitness-lærer, leder af motionsskolen ”Rundum fit” og det internationale akademi for sundhedsfremme samt en efterspurgt foredragsholder.
Artiklen har tidl. været bragt i det tyske kvindeblad, Lydia.