Bedeuge om det kristne håb
Olympiske lege giver inspiration til Evangelisk Alliances bedetekster om kamp og sejr.Evangelisk Alliance holder traditionen tro sin bedeuge den første uge i januar. Lokalt, nationalt og internationalt beder evangeliske kirker efter en fælles plan.
Med retfærdighedens sejrskrans i vente! lyder temaet i år. I 2004 afvikles nemlig de Olympiske lege igen – og i Grækenland, hvor de har deres oprindelse. Netop til i år stod den græske Evangeliske Alliance for oplægget til bedeteksterne.
– Det var derfor nærliggende at skrive om kamp og sejr, så sandt som kristenlivet netop er kampe, nederlag og sejr. Som kristne har vi retfærdighedens sejrskrans i vente!
Bedeugen starter søndag d. 4 januar og slutter d. 11. og involverer alle evangeliske kristne. Kirker plejer at gå sammen lokalt, holdes fælles bedemøder for deres egn, samt evt. bytte prædikanter. I planen er materiale til et møde hver dag i perioden, alle sammen om det kristne håb.
Bedetekster kan rekvireres ved henvendelse til Evangelisk Alliances sekretariat, Sankt Lukasvej 13, 2900 Hellerup, email ea@dmr.org.