Fogh støtter homovielser
Halvdelen af landets biskopper enige i statsministerens kontroversielle udtalelserDet kirkelige medielandskab var i den forløbne uge på den anden ende på grund af Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at bøsser og lesbiske skal have mulighed for at blive viet i folkekirken.Men halvdelen af Danmarks biskopper er enige med statsministeren. Ifl. Kristeligt Dagblad drejer det sig om Elisabeth Dons Christensen fra Ribe, Kjeld Holm, Århus, Søren Lodberg Hvas, Aalborg, Jan Lindhardt, Roskilde, og Holger Jepsen, Lolland-Falster.
Jan Lindhardt mener, at kirken er nødt til at følge med udviklingen i det øvrige samfund, og hans kollega i Ribe, Elisabeth Dons Christensen, ser ingen forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle. Hun ønsker dog ikke et ritual nu for ikke at skabe splid i kirken. Dermed er hun enig med flertallet af biskopperne, der for fredens skyld ikke mener, at der skal ændres i den nuværende udtalelse fra 1997, hvor biskopperne har tilladt en gudstjenstlig markering af registrerede partnerskaber, der er indgået på rådhuset.
Nissen: Homovielser hører ikke til i kirken
Biskop Karsten Nissen fra Viborg håber, det aldrig bliver aktuelt med vielse af homoseksuelle og siger til Jyllands-Posten: Man skal ikke lave forandringer bare for at vise, at man er forandringsvillig. Man skal forandre i den rigtige retning og ikke gå med i en tidsånd uden mål og med, og vielser af homoselsuelle hører ikke til i kirken.
Kirkeminister Tove Fergo siger, at hun ikke vil blande sig i kirkens indre anliggender, men at et ønske om lovændring må komme fra kirken selv. Modsat statsministeren vil Tove Fergo ikke udtale sig om sin personlige holdning til spørgsmålet.