H. E. Wisløff
Jesus har al magt

Teksten i Matt. 28,16-20 indeholder de sidste ord, Jesus talte til sine disciple, før han for op til sin fader igen. Hans opgave her på jorden var fuldført. Den frelsergerning, som udsprang af Guds evige rådslagning, var fuldbragt. Ved siden af Guds skaberord i tidernes morgen, er måske disse Jesu afskedsord nogle af de mægtigste og mest virkningsfulde, der nogen sinde er talt på jord.

Hidtil var Jesu virksomhed foregået inden for et lille lands snævre grænser. Vel gjaldt frelsesværket alle – alle folk og sIægter – alle stammer og tungemål – og alle tider. Men det var sket i et lille land i Lilleasien og ikke kendt uden for landets grænser.
Men nu skulle budskabet om det, Gud havde gjort, ud til alle folk, lige til „verdens ende”. Det var noget nyt, der begyndte, noget der aldrig kunne standses.
Der er skabermagt i Jesu ord. Der er liv, som springer frem af det, evighedsliv, noget helt nyt.

Hvem er han, som taler sådan? Ordene er jo mere end mægtige kongeord. Han svarer selv: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Det er altså ham, der har almagten, som taler. Mon der er noget vi mere trænger til at høre om og om igen i dag end det: Jesus har al magt. Han havde ikke taget den magt, han havde fået den.
At han har al magt i himlen, er ikke vanskeligt at tro. Men på jorden? Tanken fatter det ikke. Den stirrer ind i lidelsernes gåder. Hvor er én kærlig Gud med al magt? Rædsler, skrig, tusinder på flugt, hungersnød og blodsudgydelse, man ser det altsammen og finder ingen mening i noget som helst. Man finder ikke den almægtige. Hvor er han? Hvorfor griber han ikke ind?
Vist kan vi gruble og spørge. Men vi kommer ingen steder. Tankens opsprætterkniv er for sløv, den kan ikke løse gåderne.

Er ordet om Jesu almagt et trosord, så er det kun troen, der finder en almægtig frelser og oplever hans almagt. Troen giver nemlig Jesus lov. Den giver Gud magt (Sl. 68, 35). Troen har overgivet alt betingelsesløst i Guds hænder.
Der oplever troen det største, nemlig, at Jesus har al magt til at forlade synd (Matt. 9, 6). Og der begynder det. Han skaber tro i et hjerte, som umuligt kan tro, og fred i et hjerte, som er propfuldt af uro.
Videre får man lov at opleve Jesu magt til at sejre. En helt ny verden ligger åben foran en. Troen hviler i, at intet er umuligt for Gud (Mark. 10, 27). Man lukkes ind i et lønkammer, hvor sandelig ikke alt er idyl og sorgløs fred. Der bliver strid, nød og tårer. Men troens bøn klynger sig til Gud – også i livets småting.
Så løste han vel ikke alle gåderne, men det er ikke det afgørende. Troen har med en ubegribelig Gud at gøre. For ham bøjer den sig. Den kan ikke undvære ordene om, at Jesus har al magt.
Det bliver derfor kun den, som i ubetinget tro giver Jesus lov, der oplever at møde en almægtig frelser, og jo mere Han får lov, des mere oplever vi af ,,hvad Kristi kraft formår“.

H. E. Wisløff var en evangelisttype og kendt for sine nærværende måde at forkynde på.
H. E. Wisløff havde sin rod i Norsk Indremission og var biskop i Bodø.
Artiklen her er fra bogen Fred som varer udgivet af Lohses Forlag, 1962.