Venstre sidebanner eksempel

Kristen i Robinson

Anders Pedersen var ‘den kristne deltager’ i TV3s store Robinson-serie, hvor 18 (+4 jokere) skulle overleve på en øde ø i 45 dage. Anders fortæller her, hvorfor han meldte sig og hvad der var værst… Han røber også, at 9 ud af 10 seere har undret sig over, at han ikke stemte på Marinela…– Anders, hvad fik dig dog til at melde dig til Robinson?
– Det er lysten der driver værket, og det gælder i høj grad også mig. Rejser, udfordringer, sult og kaos tænder et eller andet positivt center i mig, indrømmer Anders .
– Oven i den fede udfordring vidste jeg også, at TV er et utrolig stærkt medie, som folk æder med hud og hår. Jeg håbede at være på min egen måde, og vise, at man ikke behøvede at være et dumt svin for at komme frem og vinde.


– Havde du regnet med at komme med?
– Aftalen med Gud har fra start været, at der ikke var nogen grund til at søge, hvis jeg ikke kom med, svarer Anders, der selv tror at Gud havde en finger med i spillet.
– Jeg åbnede en dør, men det var Gud der måtte sparke mig ind af den. Alligevel var det rart at få bekræftet at vi ville det samme, da casterne ringede til mig som én af 500 ud af 8257. Logisk var det ikke, men hvem har sagt at Gud er logisk.

– Hvad overraskede dig mest, da I kom til øen?
Toiletforholdene…..nej. Af de ydre ting var der ikke rigtig noget der overraskede synderligt. Det mindede meget om andre steder man havde været, og indeholdt de elementer, man kunne forvente. Måske lidt færre kokosnødder end man havde håbet på.

– Var det hårdere end du havde regnet med?
– Nej, det har på alle måder været nemmere end jeg havde regnet med, både fysisk, psykisk og åndeligt.
Jeg siger ikke dette for at lyde som en supermand, men det har bare været et bevis på at man godt kan bruge tidligere erfaringer til noget i sit liv.
Den ukendte X-faktor; BØN, har også gjort meget, og jeg vil på ingen måde turde at tage af sted i egen kraft på sådan et eventyr.

De meget forskellige deltagere kæmpede med alle kneb

– Hvad var så hårdt?
– For nogen er det savnet, kløen, varmen, uvisheden, men det er alle ting, jeg kan gøre noget for at kontrollere. Hvad jeg derimod ikke kan styre, er hvordan de andre i gruppen reagerer på min person, og det er trættende i længden fordi dine relationer afgør din skæbne. Der bliver snakket rigtig meget om mennesker, og mindre med. Da jeg røg ud var det selvfølgelig ærgerligt, men samtidig en lettelse. Man var igen ude af osteklokken.

– Havde du mulighed for at vise at du var kristen eller tale med de andre om din tro?
– Ja, men det har fået lov til at pible lige så stille frem. Hjemmefra har jeg ikke planlagt 2 religiøse diskussioner pr. dag og 1 fælles bedemøde hver søndag, men jeg vidste at der ville komme mange muligheder. Det gør der for os alle, hvad enten det er tv eller ej, og det er så bare op til os om vi vil bruge dem. Jeg har langt fra brugt alle, men når det er sket, var det en velsignelse – ikke mindst for mig selv.
Det vigtigste for mig var, at de vidste, hvor de havde mig, og hvad de kunne forvente.
Mange af deltagerne har vist interesse, og vi kan kun håbe og bede til at nogen frø er blevet plantet.

– Tror du, det har haft en positiv virkning?
– Jeg syntes ofte dernede at det kunne være svært at se, hvor meget man fik lov til at præge sine omgivelser i åndelig forstand.
Selv om jeg ved det er Guds afdeling, har jeg alligevel fået beviser på at Hans tilstedeværelse i mig på øen har gjort en forskel, og det kan jeg ikke hylde mig selv for. Det er hans fortjeneste.
I forhold til seerne har jeg oplevet det endnu klarere. Det er ikke kun anerkendelse af at man har klaret spillet godt, jeg møder. Det er også en forståelse af, at Gud har en helt central rolle i mit liv, og at det er Ham der gør mig stærk.
Jeg ser i manges øjne en længsel efter Gud, og jeg er kun glad for at et tv-program kan være med til at få folk til at tænke sådanne tanker.

– Havde du regnet med, at det gik så godt?
– På min hjemmeside www.travelape.dk kan du læse min målsætning for turen, men overordnet håbede jeg at blive blandt de sidste 5 fra hold syd og de 10 sidste overhovedet. Jeg blev den 6. sidste og røg som den sidste fra hold syd, så det var vel helt ok.

– Troede du på et tidspunkt, at du kunne vinde?
– Ja og nej. Siden dag 7, hvor 8 mennesker allerede havde forladt ekspeditionen, vidste jeg, at jeg ville have rigtig gode chancer, hvis jeg sad i en finale til sidst.
De andre deltagere vidste, at jeg ville være farlig i en finale, og derfor måtte de stemme mig ud. Det var også i sidste øjeblik, at de fik smidt mig ud. Havde jeg overlevet det ø-råd, hvor jeg røg ud, ja, så var jeg såmænd nok blevet årets vinder, men det kræver en lidt længere forklaring.

– Hvad skuffede dig mest?
– Uden tvivl at der var så meget snyd, at folk ikke kunne spille efter reglerne. Jeg syntes det er ærgerligt at en Charlotte bliver hængt ud som tyv på Utopia, mens andre ikke får at høre for de ting, de gør. De vil så sige, at det bare gælder om ikke at blive opdaget. Ja, eller satse på at andre ikke sladrer, og det har jeg for min del ikke haft nok lyst til.
Det har været en irritationsfaktor, da jeg ikke kan bruge den i min argumentation om, hvorfor mit forhold til pågældende personer er som det er. Men det har i høj grad præget mit billede, fordi det viser hvad folk er villige til at gøre i pressede situationer. I dag kan man fristes til at trække på skuldrene, men dernede var lidt – rigtig meget.

– Hvorfor stemte du ikke på Marinela, da det gjaldt? Hun havde hverken løjet eller bag-talt nogen – i modsætning til nogle af dem, du støttede.
– Jeg forstår fuldt ud de seere som har meget svært ved at forstå lige netop det valg.
9 ud af 10 spørgsmål siden jeg røg ud har gået på lige netop det. Ud fra hvad der er blevet vist, giver det heller ingen mening. Jeg bliver også påvirket af, hvad der bliver vist på tv, og flere gange har jeg måttet tænke tilbage på den virkelighed jeg oplevede dernede, og ikke den jeg ser herhjemme, og hver gang kommer jeg til samme slutfacit.
Hvis virkeligheden var så sort-hvid, så må det da også undre at stemmerne i finalen er fordelt 8-6-6.
Det var fristende at sætte min stemme på Marinela til sidst i stedet for Rie, bare for at lukke munden på folk, men nej. Min opgave er også at nuancere folks billede lidt, og jeg kan glæde mig over at kaste positivt lys over folk som Lisbet, Rie og Hans, som til tider har fået en ordentlig omgang.

– Har du stadig kontakt med nogen fra holdet?
– Ja. Som ventet er der nok ingen friends-forever, men jeg var fx forbi Stig og sige god jul her for et par dage siden. Der er nok nogen, jeg vil se et godt stykke tid endnu.

– Hvad har oplevelsen gjort ved dig?
– En dansk sommer fattigere og mange minder rigere. Jeg må være ærlig at sige at den ikke har gjort vildt meget ved mig rent personligt, og det gør mig nok lidt atypisk i forhold til mange af de andre.
Det er vigtigt, jeg hele tiden siger til mig selv at jeg bare er en ganske almindelig fyr, der har været heldig at få en fed oplevelse, og at det ikke skal give mig grund til at lette fra jorden. I min ansøgning for snart et år siden skrev jeg: „Jeg ønsker at være en folk kan relatere til også efter Robinson“. Det er stadig mit ønske.