Graham Powell
Han tog kampen op

Den canadiske prædikant Graham Powell har været i Danmark flere gange, og i marts kommer han igen for at besøge 3 frikirker.Det er Bibel & Missionscentret i Thisted, Jesus Kirken i Ringkøbing og City Kirken i Herning, som får besøg af den canadiske prædikant. Senere på året gæster han desuden Apostolsk Højskole i Kolding.
Graham Powell prædikede om udfrielse fra onde ånder længe før „åndernes magt“ og de senere års større forståelse for, at mennesker også i dag kan være plaget af ånder.
Og Graham Powell mener også, at kristne kan have behov for udfrielse. Selv om en kristen ikke kan være besat, kan man dog være under indflydelse af åndemagter. I undervisningen vil han både underbygge dette bibelsk og ud fra egne erfaringer. Og ikke mindst i praksis hjælpe de lidende fri af plageånderne.
I ti år arbejdede han som evangelist i New Zealand, og selv om mange blev frelst ved hans møder, havde han det selv elendigt med frygt.
– Til sidst orkede jeg ikke mere at fortsætte som evangelist. Jeg ønskede bare at dø, siger Graham Powell.
Graham voksede op med en over-ængstelig mor, og det smittede af. Han havde så megen frygt, at han fik åndedrætsproblemer.
Da kirken var for traditionel, droppede han troen. Han forsøgte at nyde livet, men det indre mørke drev ham i desperation tilbage til en tom kirke, hvor han lå på gulvet og råbte til Gud om hjælp. Intet skete, men kort efter kom han i kontakt med en YfC-ungdomsgruppe, og snart var han deres bedste gade-prædikant.
Imidlertid fortsatte det indre mørke i hans sind, så han nær havde begået selvmord. Han opsøgte en psykiater, men blev opgivet. Graham fik flere til at bede om, at han måtte blive udfriet for onde ånder, han bad i timevis, lærte tusindvis af bibelvers udenad, fastede i måneder – men intet gavnede, før Gud talte til ham og sagde:
– Jeg vil, at du skal rejse dig i et opstandelses-liv.
Her var nøglen.
Det var først, da han selv i bevidst tro på, at Gud allerede havde taget sygdommen, tog kampen op imod de åndelige plageånder, at befrielsen kom. Skridt for skridt bad han sig fri. Som han udtrykker det: – Jeg havde ikke tro til at kaste bjerget i havet, men jeg havde tro til at fjerne det med en skovl og en hakke.
Så Graham ved fra egen erfaring gennem mange år, at også kristne kan være plaget. På den måde kom han til at hjælpe mange andre af med deres plageånder, simpelthen ved at bruge autoriteten i Jesu navn, som nævnt i Bibelen.
Privat er han gift med Sherley og fungerer som medpastor i en canadisk kirke. Han bruges ofte som forkynder, og har bl.a. skrevet bogen „Bryd dig vej til frihed“, som Udfordringen har solgt mange af siden hans besøg sidste år.