Hvordan bliver man tryg i ægteskabet?

Brev:

Kære brevkassefamilie
For nogle år siden kastede jeg mig ud i at gifte mig med ham, som også er min mand nu.
Og det går sådan set meget godt. Når jeg skriver, er det, fordi jeg godt kan blive lidt nervøs for, hvad der venter os. Jeg synes, jeg hører om så mange, som enten er i en eller anden krise i deres ægteskab, eller de bliver ligefrem skilte. Jeg synes, det er ret uhyggeligt. Heldigvis går det meget bedre hos os. Men jeg kan alligevel blive urolig. En fortalte mig, at et ægteskab kommer i krise hvert syvende år. Så tænker jeg på, hvis jeg nu kun med nød og næppe kommer igennem den første her, hvordan mon det så vil gå de næste gange.
Jeg kan godt her på det sidste blive lidt irriteret på min mand, når han er for dum, det har jeg ikke rigtig prøvet før. Faktisk synes jeg, jeg har gjort meget, for at han skal kunne blive ved med at kunne lide mig og også prøve at følge mig i det, jeg vil en gang imellem. Men hvad er jeres kommentarer til det, jeg skriver.
Jeg kunne godt tænke mig at blive lidt mere tryg med det.
Mange hilsner fra
’en urolig’.

Svar:

Kære urolige!
Et gammelt mundheld siger, at ’forelskelse gør blind’. Den første tid i et forhold slår forelskelsen bro over selv de mest iøjnefaldende afstande og forskelligheder mellem to mennesker. Og skam få den, som tænker ilde derom! Forelskelse gør det vel muligt for to mennesker at skille sig ud fra mængden og knytte sig sammen på en særlig måde. Blindheden består vel så i ikke at kunne se nøgternt på partnerens mærkværdigheder. Ud fra dit brev ved jeg jo ikke, hvad din erfaring er, men noget tyder på, at du har en fornemmelse af, at vejen ikke er farbar helt til målet.

Forelskelsens blindhed gælder ikke kun i forhold til den anden. Det gælder også i forhold til én selv. De første år i et forhold og et ægteskab er behovet for samhørighed meget markant. Et resultat af det er, at du feks. kan få sagt ja alt for mange gange og i samhørighedens navn bliver alt for selvudslettende. Jeg ved godt, vi siger, at vi er forelskede i den anden. Men i virkeligheden betyder forelskelse for de fleste vel, at et andet menneske får dem til at opleve følelser, som de elsker at mærke. Uha, jeg har prøvet dette synspunkt af før, det vinder som regel ikke stor applaus. Så kunne det tænkes, at de små anmærkninger af irritation, som du mærker, har sin rod i, at du i samhørighedens navn har sagt ja til alt for meget og uden smålig hensyn til dine egne ønsker og behov. I så fald er det kun naturligt og forståeligt, at det trækker op til en slags krise.

Kriser er ikke farlige i sig selv, de er både nødvendige og gavnlige. De er udtryk for vækst i jeres forhold. Når forelskelsen damper af, og forskelligheden bliver tydelig, så er der anledning til, at der kan ske et skift fra ’forelskelse, der gør blind’ til ’kærlighed, der skjuler en mangfoldighed af synder’. Det kunne lyde til, at du nu er på vej ind i den fase, hvor du skal til at opdage, om du også kan elske din mand. Et forbillede her er igen Gud, som kom til vor verden, prøvede vores betingelser og meddelte sig selv uden at udradere os. At elske den anden kræver nemlig det modsatte af forelskelsens selvoptagethed, det fordrer mere at tømme sig selv eller dø fra sit (falske) selv for at blive et virkeligt menneske.
Så hvis du har sagt ’ja’ for mange gange, så skal du nu til at turde adskillelsen og turde sige ’nej’. Et nej er lige så kærligt som et ja. Hvis ikke du vil tage dine egne behov og grænser alvorligt, er jeg bange for, at den indre tilbagetrækning, som du beskriver som irritation, vil vokse, og så får I en kold og bitter afstand i stedet for en afstand, hvor I er i kontakt på trods af jeres forskellighed.

’Hun har en hukommelse som en elefant’ har jeg en gang hørt en mand opgivende sige om sin hustru, som opremsede alle de gode og hensynsfulde ting, hun havde gjort. Og tilsvarende kunne hun gøre rede for alle hans fejl og svigt. Hvis du ikke har følelsesmæssig dækning for den måde, du færdes på i jeres forhold, så må du tage ansvar for det og sige det. Jeg kan have en fornemmelse af, at det er uvant for dig og for jer at lade forskelligheden blive tydelige, men hellere øve sig i det nye end køre mere og mere sur i det gamle – efter min mening. Jeg kan godt lide den måde, som Jesus modellerer åben kommunikation på. Han kom for at komme i snak med os, faktisk i sam-tale. Han lytter til vores, siger sit og lytter igen til vores. Hvis du vil ligne ham, så hedder det slut med at handle dig til at få det, du gerne vil have, med en mindre venlig tydning kommer det nemlig let til at ligne manipulation. Jeg tror oprigtig på, at ligesom Gud tog smerten ved adskillelsen på sig, sådan fordrer et kærligt nærvær også, at du vil turde mærke smerten ved jeres forskellighed og angsten for, at det hele revner. Men skal I have et ligeværdigt og gensidigt forhold, må du tage dig selv alvorligt. I er forskellige, og den overraskelse, som kan møde dig, kunne være opdagelsen af, at der også er varme og kontakt i konflikt. Jeg ønsker jer lykke til.