Israels turistminister til kristne: Omvend muslimerne!

– Gå fra moské til moské og bring lys, opfordrede turistminister Benny Elon i forbindelse med overrækkelsen af det israelske turistministeriums ambassadørpris til den amerikanske tv-evangelist Pat Robertson i New York sidste fredag. Udtalelsen vakte, ifølge Jerusalem Post, omgående harme blandt lokale muslimske ledere, der anklagede turistministeren for at bruge anti-islamisk retorik, hvortil ministeren svarede:
– Jeg er ikke teolog, og jeg taler ikke om religionen som religion, og jeg generaliserer ikke muslimerne. Jeg kender endda muslimske sheik’er, som er pro-zionister.
Alligevel mener han sit forslag om at omvende muslimer, selv om han ikke tror, det vil øve nogen særlig indflydelse på fx terrorganisationen Hamas’ åndelige leder Sheik Ahmed Yassin.
– Han er en morder og fortjener ikke at leve. Han bruger kun islams navn som en undskyldning, sagde han.
Til gengæld tager ministeren de ”troende kristne” alvorligt – i øvrigt et begreb Jerusalem Post ynder at kalde verdens valfartende kristne. Turistminister Elon inviterede endda ”kristne missionærer” til Israel for at gå fra moské til moské og bringe lys.