Netanyahu: Vi er ofre, ikke bødler
Israels finansminister indigneret over, at landet er indbragt for domstolen i Haag.
– Sikkerhedsmuren er nødvendig nu, men er lavet så den kan nedmonteres, sagde hanJeg har et budskab til den internationale menneske-rettighedsdomstol i Haag:
I har ingen ret til at være dommere over os. Vi har en dommer, Ham, som vore profeter talte om for 4000 år siden.
Sådan konkluderede Israels finansminister Benyamin Netanyahu sin tale til 500 deltagere fra hele verden i årets turistkonference i Jerusalem.
Han var tydeligt oprørt over, at Israel var blevet indbragt for menneskerettighedsdomstolen for oprettelsen af hegnet og muren mod de palæstinensiske områder. Netanyahu var i den grad indigneret over, at forbryderrolle og offerrolle er byttet om:
– Det burde ikke være os, der var indklaget for domstolen, men de terrorister, der angriber os, sagde han med henvisning til søndagens selvmordsangreb, der efterlod 8 døde og 72 sårede i Jerusalem.
– Vi har en offensiv og defensiv forsvarsstrategi, fortsatte han. Den offensive er rettet mod terrororganisationerne og de lande, der huser dem.
Den defensive er til beskyttelse af vore borgere.
– I 70erne benyttede terrorister flykapringer som deres foretrukne pressionsmetode. Den gang var der ingen metaldetektorer i sikkerheds-procedurerne. Men det fik de! I dag gør vi noget lignende. Nogle har kaldt sikkerhedsmuren for en ny Berlinmur. Men forskellen er, at Berlinmuren skulle holde mennesker inde, vores mur, der for 95 pct.s vedkommende består af hegn, er til for holde mennesker ude.
– Siden vi byggede den, er der blevet færre selvmordsaktioner i Israel.
Ingen selvmordsaktioner med bombemænd fra Gaza. Hvorfor? Fordi der er hegnet færdigt.
Der er heller ingen bombemænd fra området bag Golanhøjderne og det nordlige Israel? Hvorfor ikke? Fordi også der er hegnet færdigt. Men muren omkring Jerusalem er ikke færdig endnu. Og søndagens selvmordsbomber havde derfor held til at komme ind.
Netanyahu kunne også oplyse, at både hegn og mure er bygget på en måde, så de kan nedmonteres i det øjeblik, Israel har en troværdig forhandlingspartner.