Red de „fortabte“

Kirkeløse kristne er i fare for at miste troen. Derfor bør de finde tilbage i „folden“ eller danne nye kristne fællesskaber. Og derfor er det kirkens pligt at komme dem i møde.Den gode hyrde „forlader de 99 retfærdige for at opsøge og frelse det fortabte“, siger Jesus.
Spørgsmålet er, om kirkens hyrder vil påtage sig bøvlet. Eller om de blot vil holde på kirkens medlemmer og bevidstløst hverve nye, uagtet at kirkens bagdør står vidt åben.
Spørgsmålet er også, om de „fortabte“ vil tilbage i et kristent fællesskab. Eller om de accepterer deres kirkeløse tilstand, måske hjulpet af hyrder, der har misforstået deres opgave og indirekte medvirker til forførelse.
For i ovennævnte lignelse er „det fortabte får“ et får, der har været med i folden og derfor savnes ved optællingen. Hyrden synes ikke, det er OK, at fåret tager på pilgrimsrejse på egen hånd! Han finder det og bærer det på sine skuldre hjem til folden.
Jamen, kan man ikke være kristen uden at komme i en kirke? Jo, et får vedbliver at være et får, selv om det er på afveje. Men at acceptere den forvildede tilstand er at gøre sig selv og sine medkristne en bjørnetjeneste. Og at legalisere solokristendom er direkte forførelse.
Den lidenskab, som gerne skulle drive hyrderne til omsorg for de bestående medlemmer og motivere hele kirken til at dele ud af det kristne budskab, må også være den lidenskab, der igen og igen rækker ud til dem, der af den ene eller anden årsag har forladt kirken.
Men det kræver en god portion visdom. Ikke at kalde dem oprørske, bare fordi de ønsker forandring. Ikke at kalde dem frafaldne, fordi de søger nye græsgange. Men heller ikke slide sig op på mennesker, som slet ikke ønsker fællesskab.
Kirken må forholde sig til dem, der er blevet „kirkeløse kristne“. Målet må være at få dem tilbage i et kristent fællesskab. For kirkeløs tro har ingen fremtid. Ikke, hvis den skal være ægte kristen i hvert fald.