Sandheden og løgnen
I Jesu bjergprædiken står der: Men jeg siger jer, at I må aldeles ikke sværge … Men jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde. (Matt 5, 3337)
Hvad er en ed? Det er en offentlig påberåbelse af Gud som vidne ved et udsagn, jeg fremkommer med, om noget fortidigt, nutidigt eller fremtidigt. Gud, den alvidende, skal hævne usandheden. Hvordan kan Jesus kalde denne ed for synd, ja af det onde, satanisk? Fordi Jesus taler om den absolutte sandfærdighed.
Eden er beviset på løgnen i verden. Hvis mennesket ikke kunne lyve, var eden unødvendig. Som det er nu, dæmmer den op for løgnen. Men netop derved fremmer den også løgnen, thi der, hvor kun eden gør krav på absolut sandfærdighed, indrømmes der samtidig løgnen en plads i livet og en vis eksistensberettigelse.
Den gammeltestamentlige lov forkaster løgnen ved hjælp af eden. Men Jesus forkaster løgnen ved forbud mod eden. I begge tilfælde drejer det sig om eet og det samme, nemlig tilintetgørelse af usandheden i den troendes liv. Eden, som Det gamle Testamente satte op mod løgnen, blev selv grebet af løgnen og taget i dens tjeneste. Det lykkedes løgnen at sikre sig og skaffe sig ret gennem eden. Jesus må altså gribe løgnen der, hvor den er flygtet hen, nemlig i eden. Eden må falde, fordi den er blevet et værn for løgnen.
Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! Det betyder ikke, at disciplens ord unddrages ansvaret overfor den alvidende Gud. Det er tværtimod sådan, at netop ved at Guds navn ikke udtrykkelig anråbes, er hvert eneste af disciplens ord sat ind under den alvidende Guds selvfølgelige nærvær.
Der findes overhovedet intet ord, der ikke tales for Guds ansigt, derfor skal Jesu disciple ikke sværge. Hvert af hans ord skal være sandhed og intet andet, så at ingen af dem trænger til edsbekræftelse. Eden skubber jo alle hans øvrige ord ud i tvivlsomhedens mørke. Derfor er den af det onde. Men disciplen skal med alle sine ord være lys.
Budet om fuld sandfærdighed er blot et andet ord for efterfølgelsens totalitet. Kun den, der er bundet til Jesus i efterfølgelsen, lever i den fulde sandfærdighed. Han har intet at skjule for sin Herre. Hans liv ligger afsløret for ham. Han er kendt af Jesus og står I sandheden. Han er åbenbar for Jesus som en synder. Det er ikke ham, der har åbenbaret sig for Jesus, men da Jesus åbenbarede sig for ham ved sit kald, vidste han sig afsløret af Jesus i sin syndighed.
Fuld sandfærdighed findes kun, hvor synden afsløres og tilgives af Jesus. Kun den, der ved at bekende sine synder står i sandheden overfor Jesus, skammer sig ikke over sandheden, hvor den end udtales. Den sandfærdighed, Jesus kræver af sine disciple, er en selvfornægtelse, der ikke skjuler synden. Alt er åbenbart, alt er i lyset.
Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) var en af det 20. århundredes betydeligste tyske teologer. Bonhoeffer så Jesus som det dyrebareste i kristendommen og kæmpede med problemet om, hvordan vi kan leve Guds ord ud i en nutidig verden.
Hans stadige tale imod det nazistiske regime førte til hans anholdelse i 1943. D. 8. april 1945 blev Bonhoeffer henrettet i KC-lejren Flossenbürg. Hans sidste ord var. For mig betyder dette enden, men også begyndelsen.
Artiklen her er fra bogen Efterfølgelse udgivet i 1964 af Lohses forlag. I Efterfølgelse gennemgår Bonhoeffer bl.a. Jesu Bjergprædiken.
