Sange om Gud, Cola og Ebbe Sand
Børne- og ungdomskoret Skjern Gospelkids udgiver ny cd, Det må godt kunne ses på mig, der er i handelen fra onsdag den 3. marts.Skjern Gospelkids er en sang- danse- og dramagruppe med børn og unge i alderen 10 14 år. Gruppen har optrådt flere steder i landet og har mange aftaler i kalenderen for det kommende år, blandt andet skal gruppen optræde i Jesperhus Blomsterpark på Mors i pinsen.
Skjern Gospelkids optræder med en blanding af sang og dans, for det meste holdt i livsglade toner, der fortæller om hvordan det er at være barn og ung i en tid, hvor mulighederne er mange. Mange af sangene handler om Gud, og om hvordan han er værd at tro på og holde fast i, midt i et liv, der også indeholder Coca Cola, Ebbe Sand, kærester og skoleproblemer.
Koret ledes af Gitte og Hans Jørn Østerby, og sangene på den nye cd er skrevet af Hans Jørn Østerby.