Tilgive bødler?

Jøden Simon Wiesenthals bog om Holocaust er uforglemmelig læsningAf Christian Andersen,
Odense, pastor emeritus

Oh, Almægtige Gud, skynd dig dog hjem fra din ferie og se, hvad der sker på din jord. Sådan udbrød en ældre jødinde under den sidste krig. Dette omtaler Simon Wiesenthal, som i mange år ledede eftersøgningen af naziforbrydere, der undslap efter krigen. Som en af de få overlevede han Hitlers koncentrationslejre. I bogen Solsikken rejser han ud fra en bestemt oplevelse spørgsmålet: Er det muligt at tilgive dem, der har forvoldt dette forfærdelige?

I 1942 var Wiesenthal i Lemberg i Polen. Da han sammen med andre fanger var blevet udtaget til at arbejde ude i byen, kom de forbi en tysk soldaterkirkegård. Mens de gør holdt, opdager Wiesenthal, at der på alle grave var plantet en solsikke, der nu var i blomst. Han griber sig i at misunde de døde soldater, som hver havde sin solsikke, der var i blomst. Sommerfugle flagrede rundt og bragte ligesom bud fra grav til grav. Selv kunne han vente at blive henslængt i en massegrav eller som askehob i et krematorium, hvor sommerfugle ville sky stedet.

Fangerne skulle rydde affald på Lembergs tekniske læreanstalt, hvor Wiesenthal tidligere havde studeret. En sygeplejerske kommer hen til ham og beder ham følge med. Hun fører ham til en enestue, hvor der lå en ung hårdt såret SS-soldat, der var så stærkt forbundet, at kun ører og mund var frie. En skål granatsplinter var pillet ud ad af ham, et mirakel, at han endnu levede. Måske var han kun i live, fordi der var noget, han måtte have fortalt en jøde.
Med besvær fik han fremstammet: Jeg ved godt, at der dør tusinder af mennesker hvert øjeblik. Døden er allestedsnærværende, den er hverken sjælden eller usædvanlig. Jeg har affundet mig med, at jeg snart skal dø. Men forinden beder jeg om lov til at tale om en oplevelse, der piner mig. Ellers kan jeg ikke dø med fred. Derefter skildrede han en grufuld forbrydelse. Erindringen lå mellem ham og døden. Han hed Karl og var fra Stuttgarth, hvor moderen havde opdraget ham i katolsk kristentro. Som barn havde han sunget med i kirkens kor. Mod forældrenes ønske kom han ind i Hitlerjugend, senere meldte han sig frivilligt til SS, der var tyskernes forhadte dræberkorps.
For et år siden var han kommet til en ukrainsk by, hvor hans de-ling havde fået overdraget en “specialopgave”. 300 jøder skulle proppes ind i et treetages hus, hvori der bagefter blev anbragt fyldte benzindunke. Derpå blev husets hovedindgang låst for den grædende og skrigende flok, hvoraf mange var børn. Et maskingevær blev bragt i stilling over for huset. På et givet signal kastede SS’erne granater ind gennem vinduerne. Snart var huset i brand, mens gruopvækkende skrig lød fra de indespærrede. På husets andensal var der en mand i brændende tøj med et lille barn på armen. Mens han skærmer barnets øjne, springer han ned på gaden. Barnets moder følger med som en brændende fakkel, også andre springer ud. ”Vi skyder på dem – åh Gud. Men denne ene familie kan jeg aldrig glemme, frem for alt ikke barnet. Det havde sort hår og sorte øjne.”
Sammen med andre skød SS-soldaten dem, men den grusomme oplevelse blev ved at forfølge ham. Da han nogle måneder senere skulle storme en stilling, russerne holdt besat på halvøen Krim, måtte han standse nogle sekunder… Jeg så dem helt tydeligt – en brændende familie, faderen med barnet og bag dem moderen. De kom hen imod mig. Nej, ikke for anden gang, jeg vil skyde på dem igen, lynede det igennem mig – og så sprang en granat ved siden af mig. Og denne granat næsten gennemhullede ham.
Oplevelsen i Ukraine kan han ikke glemme. “Jeg tvinges til at ligge her og vente på døden. Smerterne i min krop plager mig, men min samvittighed plager mig endnu mere. Igen og igen springer huset og den brændende familie ind i mine tanker. – Jeg kan ikke dø uden først at komme til rede med mig selv. Dette er mit skriftemål, men hvilket skriftemål? Et brev uden svar.” Sikkert ventede han et par tilgivende ord fra Wiesenthal, men de kom ikke. Igen hviskede den døende: Jeg ligger her med min skyld. I mit livs sidste timer sidder De hos mig. Jeg ved ikke, hvem De er, kun at de er jøde. Men det er nok.
Flere gange havde Wiesenthal givet tegn til at rejse sig, men soldaten havde søgt at holde ham tilbage. Men nu gik han uden at sige et ord… Den næste dag var soldaten død. Med en sygeplejerske som mellemmand havde han forinden testamentere jøden sine ejendele. Men Wiesenthal ville ikke tage imod den dødes gave. I dagene derefter kom tanken atter og atter til ham: Var det rigtigt, at jeg tavs forlod ham? De fleste kammerater forstod ikke problemet. Flere ønskede skadefro, at det var dem, der kom til at sidde ved en hadet SS-mands dødsleje.

Der gik to lidelsesfyldte år, hvor Wiesenthal hver dag ventede døden. Men befrielsens time slog for ham og andre, der overlevede krigens inferno. Nogen tid efter besluttede Wiesenthal at besøge soldatens hjem i Stuttgarth, hvor faderen var død. Det er min søn Karl. Han faldt, sagde moderen og pegede på et fotografi af en køn ung mand med klare, lyse øjne. “Han var min eneste søn, en kærlig, god dreng.”
Hun var klar over, at der skete mange forfærdelige ting i krigen. “Men Karl har bestemt ikke deltaget i dem. Han har altid været pæn og anstændig.” Wiesenthal var i tvivl, skulle han sige sandheden: At hendes søn var skyldig i en frygtelig ugerning, men at han på sit dødsleje havde angret og var vendt tilbage til sin barndoms tro? Også her tav Wiesenthal. Moderen fik aldrig at vide, at tiden uden nåde havde gjort sønnen til morder.
Burde jeg have talt til soldaten, da jeg hørte hans alvorlige bekendelse? Dette blev ved at bore i Wiesenthal. Han lod spørgsmålet gå videre til 31 kulturpersonligheder. Herbert Marcuse, studenteroprørets filosof, var uden nåde: Jeg tror, at jeg ville have gjort akkurat som De, jeg ville have nægtet at opfylde den døende SS-mands bøn. Det har altid forekommet mig umenneskeligt og en travesti – parodi på retfærdigheden, når en bøddel bad sit offer om tilgivelse. Man kan og bør ikke gå henrykt rundt og slå ihjel og torturere, for så, når ens time er inde, bare at bede om og få tilgivelse.
Modsat svarede Leopold Sedar Senchor, der var præsident i Senegal og Afrikas berømteste digter. Han nævner, at han selv hører til et hjemsøgt folk, der hvad lidelser angår har skæbnefællesskab med jøder. Mange millioner negre blev dræbt eller slæbt bort som slaver. Selv havde Senchor mange gange været i fængsel og været nær ved at blive skudt. Var der hos ham en grum hævnfølelse ved at høre, at en mand af “herrefolket” havde været i knibe? Nej, han skriver, at der er et Nyt Testamente, udtalt af Kristus og genfortalt i evangelierne. “Jeg tror, at De – om de havde været en kristen – havde tilgivet. Som kristen og som neger tror jeg, at jeg ville have tilgivet SS­manden. Jeg understreger: tror jeg.“
Andre af de adspurgte mente, at det ikke ville være muligt for Wiesenthal at tilgive, hvad soldaten havde forbrudt sig mod andre. Men alene ved at høre på tilståelsen, havde han hjulpet den døende. Wiesenthal siger, at blandt de mange mordere, han mødte efter krigen, var der kun få, der fortrød. Ville SS-manden have angret, hvis han havde overlevet? Spørgsmålet bliver stående. Kulturpersonligheder har fortalt, hvad de ville have gjort i hans sted ved den døende soldat… Måske har Wiesenthal med Solsikken også lagt spørgsmålet hen til læserne, du og jeg:
Burde han have talt?