Aaron Sprinkle: Lackluster
Da jeg hørte Aaron Sprinkle første gang, tænkte jeg: Han lyder da lidt som Jars of Clay. Det synes jeg stadigvæk, men musikken adskiller sig fra Jars of Clay. Der er flere instrumenter, selvom det er den akustiske guitar, der dominerer lydbilledet, ligesom det er tilfældet med Jars. Musikken er, som man siger, når man sammenligner med dance, rock og jazz, stille og rolig. Lackluster kan beskrives som folk – men den er mere melankolsk og eftertænksom, end den er glad og munter.
Aaron Sprinkles vokal minder om Jars of Clay, men af en eller anden årsag går vokalen og musikken simpelthen ind under huden på lytteren. Dette er især tilfældet i de mere stille numre, hvor man nærmest stopper sin aktivitet for at lytte.
Min personlige mening er, at der er langt mellem kvalitetsudgivelser. Der satses mere på det sikre og høje salgstal, end på kunstnerisk kvalitet. Det kan måske være derfor, at Lackluster er Aaron Sprinkles første udgivelse i 3 år – kvalitet tager tid, men det er værd at vente på. Og med de salgstal, som Jars of Clay har præsteret, så kan det ikke være noget problem for Aaron Sprinkle at opnå det samme.
Hvis du vil vide mere: www.aaronsprinkle.com
Karakter: 11