Fraskilt: Hvordan skal jeg forholde mig?
Brev:
Kære Familiebrevkasse!
Når jeg ser på jeres billede i Udfordringen, tænker jeg på min egen situation, og jeg synes, den ligner jeres så lidt. Min mand og jeg bor nemlig ikke sammen længere. Vi har to børn sammen, en pige på 8 og en dreng på 12. Det er en lang historie, men det, jeg ikke kan finde ud af, er, hvordan jeg skal forholde mig til min mand. Hvad skal jeg stille op med, at han skal se børnene, og at de delvist skal bo hos ham. Jeg synes ikke, han var god mod hverken dem eller mig, da vi boede sammen, og det er også grunden til, at jeg valgte at gå fra ham. Nogle siger, at det er godt for børnene at se deres far, men nogle gange siger de, at de altså ikke vil hen til ham. Så det er svært for mig at finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre. Kan I mon alligevel give mig et godt råd, selv om det, jeg er i, slet ikke ligner jeres.
Mange hilsner fra én, som er til og fra!
Svar:
Kære til og fra!
Det er rigtigt, at vi ikke på vores egen krop kender til de særlige problemer i en skilsmissefamilie, men ligesom mange andre gør det, så kender vi dem fra vores nærmeste omgangskreds. Så jeg har de senere år talt med adskillige familier, som var og er i en lignende situation som den, du beskriver. Jeg vil godt byde ind med nogle tanker om det, som du måske kan bruge, og under alle omstændigheder må du selv sortere i det.
Det kommer bag på mange, at når partnerskabet ophører, så fortsætter forældreskabet uanfægtet. I modsætning til partnerskabet, så kan forældreskabet ikke annulleres. Partnerskabets ophør betyder, at din eksmand har mistet retten til at blande sig i din personlighed og dit privatliv, og det samme gælder for dig i forhold til ham. Du har mistet muligheden for aktivt at medvirke i hans liv. Og jeg forestiller mig, at det må være svært at overlade dine børn til en mand, som du selv har oplevet det så nedbrydende at være sammen med, at du til sidst valgte at gå fra ham.
Jeg tror, at hvis jeres fortsatte forældreskab skal lykkes, så er der nogle ansvar, som du må tage på dig og bære. Det er f.eks. dig, som har valgt netop din eks-mand som far til dine børn. Du kan vælge ham fra som partner, men du kan ikke vælge ham fra som far på dine børns vegne. Dine børn har netop ham som far resten af deres liv, og ansvaret for det deler I to forældre og ingen andre.
Der er også et ansvar for, at I kom til kort i jeres partnerskab. De muligheder, du havde for at være aktivt og inspirerende tilstede i hans liv, førte ikke til, at I kunne etablere et kærligt samliv. Set fra det perspektiv er du kommet til kort, og det er ikke muligt for dig nu at gøre noget ved hans fejl og mangler, han er som han er, og du kunne ikke have det dengang og kunne ikke gøre noget ved det, og det kan du heller ikke nu.
Når der er ophedet kamp mellem de tidligere ægtefæller, så er det børnene, som lider mest. Det kan være svært nok at finde ud af fælles fodslag mht. børnene indenfor ægteskabet, og det bliver ofte flere gange vanskeligere at finde ud af forældreskabet, når partnerskabet er ophørt. Jeg tror, det hjælper sagen og klarheden, at I to voksne tager alvorligt, at det er jeres behov, I snakker om og ud fra, og at I lader være med at gemme jer under, at det er børnenes tarv, I varetager. Det kan gælde alt fra fordelingen af samkvem, fødselsdage, jul, familiefester, ferier osv. osv. Jeg synes ikke det lyder troværdigt, når jeg hører en fraskilt voksen fortælle, hvad barnet eller børnene har brug for. Barnet ønsker én eneste ting, og det er at få sin familie tilbage, det er barnets ønske. Barnet blev sat i verden, fordi de voksne ville det, og de voksne er blevet skilt, fordi det var de voksnes behov. De voksne er der altid først og må tage det voksenansvar på sig, med hvad det indebærer af at blive skyldige. Det bedste, du kan give dine børn, er enten at finde ud af at forlige dig med din mand, eller at tage afskeden med ham og jeres forhold så alvorligt, at du slipper ham og slipper dine ønsker om at gøre ham til en god far eller et godt menneske, eller hvad du nu synes, der ville klæde ham. Hvis jeres samarbejde er præget af indbyrdes uklarhed og kamp om feks. bodeling, holdnings-mæssige uoverensstmmmelser eller følelsesmæssige konflikter, så er børnenes leverum og legeplads et minefelt. Du kan ikke give dine børn en god far. Det kan kun deres far.
Jeg vil tro, at hvis I to voksne tager ansvar for at få klaret jeres forhold af med hinanden, så kan du rumme børnenes meddelelser, uden at de indgår som ammunition i en krig. For I to voksne har ikke gjort livet lettere for børnene, så en bemærkning som :Jeg vil ikke hen til far kan naturligvis tolkes som modvilje mod barnets far, men det kan lige så vel være et udsagn om, hvordan et er at være barn i jeres opbrudte familie. Det er svært for barnet at skulle tilpasse sig to familier, to kulturer, to virkeligheder. Løsningen på, at barnet bryder sammen, når det kommer fra far eller ikke vil derhen, er ikke at holde det hjemme. Det er vel snarere at anerkende, at barnet er i en vanskelig situation, og at det let havner i en loyalitetskonflikt mellem de betydningsfulde voksne i dets liv.
Jeg vil foreslå dig at du tager initiativ til at snakke med børnene om, hvor besværligt du har været med til at gøre tilværelsen for dem. Du vil lette vejen for børnene ved feks. at sige: Det må være svært for dig at skulle skifte familie hele tiden. . . kan du somme tider have det sådan?
Hvis der er en god, forstående udenforstående voksen, som børnene kunne læne sig op ad i den her tid, vil det også være en hjælp for dem.
Jeg håber naturligvis, at du kan bruge nogle af ovenstående betragtninger, eller de kan inspirere dig til at gøre nogle selv, som kan hjælpe dig videre. En skilsmisse er ikke jordens undergang, men den har en meget, meget høj pris, og den er både du selv, din tidligere partner og jeres børn i færd med at betale sammen med alle de øvrige, som er berørte af opbruddet. Jeg ved fra samtaler med mange separerede og fraskilte, at en skilsmisse øger fokus på ønsket om at undgå skilsmisser fremover, både for dem selv og for alle andre. Bruddene er ikke ulægelige, men efter min erfaring sætter de sig dybe spor. Så jeg vil ønske for dig, at du må finde støtte fra Gud og mennesker til dig selv og dine børn i den her svære tid.
Mange hilsner
Peder Poulsen
