Tidligere PLO-terrorist samler narkomaner op fra gaden
Rahid plejede at undervise palæstinensiske børn i at lave bomber og bruge våben mod jøderne. I dag hjælper han både jødiske og arabiske narkomaner Af Svend Løbner Madsen, Haifa
– Skal jeg bo sammen med en jøde? Aldrig i livet!
Palæstinenseren Rahid fik noget af et chok, da han ankom til rehabiliteringscentret Bet Nitzhachon (Sejrens Hus) i Haifa.
Kristne havde netop samlet ham op i Østjerusalems gader, og nu skulle han dele værelse med en jøde. Oven i købet ortodoks og tidligere medlem af en yderligtgående jødisk terrorcelle. Men nu var det tre måneder, siden Doron blev kristen. Han modtog nu Rahid med åbne arme på sit værelse, hjalp ham gennem den benhårde afvænning, den såkaldte kolde tyrker.
Rahid var rystet.
– Hvordan kan du, som er jøde, hjælpe mig og endda bede for mig, spurgte han igen og igen. Foran lå en intens afvænningsproces, ikke blot fra heroinens indhug i kroppen, men også fra sjælens indædte had til alt jødisk.
I dag er det præcis 10 år, siden Rahid ankom til centret. Og det er ikke til at tro, at den friske, humoristiske unge mand, der sidder foran mig, en gang har været terrorist.
Rahid og Doron har tidligere fortalt deres historie på hollandsk fjernsyn. Programmet kom til at hedde I seng med fjenden. Her er navnene dog ændret for en sikkerheds skyld.
Rahid er opvokset i en katolsk familie i Østjerusalem. Han blev personligt kristen i 1991, da et hollandsk team samlede ham op og tog ham med til Bet Nitzhachon.
– Jeg var dybt afhængig af heroin og kokain på det tidspunkt, fortæller han. – Her fandt jeg en masse jøder, og jøderne var jo mine fjender. Så den første uge var virkelig hård, ikke på grund af manglende stoffer, men fordi jeg skulle leve sammen med jøder.
Det var omkring den første intifada i 1993-94, og der var en masse had og vrede i luften. Men det var der allerede, da Rahid var yngre.
– Som ung var jeg ansat af PLO (Palæstinensernes Befrielses Organisation red.) til at udse mig de stærkeste og dygtigste af børnene og lære dem at dræbe jøder, bruge våben og lave bomber. Jeg havde en god stilling i PLO. Jeg var fyldt af had og vrede mod jøderne.
– Men det var virkelig Guds plan, at jeg skulle komme her på Bet Nitzhachon. For her mødte jeg Doron, tidligere medlem af den jødiske terrorgruppe Kech, der svarer til Hamas på den anden side. De hader arabere og ønsker kun at dræbe dem.
Doron var kommet på centret tre måneder forinden og var nu en født-på-ny-troende, som Rahid udtrykker det.
– Gud har virkelig humor, siger Rahid og slår en latter op. – At vi to, der hadede hinanden som pesten, skulle bo på samme værelse!
– Men det, jeg så i hans liv, var kærlighed, fortsætter han. – Han tog sig af mig, fik mig i bad, lavede mad til mig, bad for mig og behandlede mig som en bror.
Gud fjernede stenhjertet
Efter en måned følte Rahid, at han var klar til at rejse hjem. Men det var ikke tid endnu, fandt han ud af.
– Det handlede ikke kun om at blive fri fra stoffer, men om at leve med Herren. Han ville lære mig at elske mine fjender. Det var meget svært. Det kunne jeg ikke acceptere i mig selv! Jeg kom til et punkt i min kamp med Gud, hvor jeg bad Ham om at forvandle mit hjerte.
Rahid glemmer aldrig en nat, da han lå og bad. Det var, som om et hjørne af værelset blev oplyst, og en stemme sagde: Jeg vil gøre det gennem dig!
– Næste dag stod jeg op som en ny skabning med et nyt hjerte, fortæller Rahid. – Gud havde virkelig fjernet mit stenhjerte og givet mig et kødhjerte i stedet. Fra det tidspunkt var Doron og jeg de bedste venner.
Da Rahid kom tilbage til Østjerusalem, kom han med i et internationalt team af volontører, der underviser børn, hjælper ældre og rækker ud til narkomaner.
– Det er her, mit kald ligger. Jeg vil hjælpe andre igennem den proces, jeg selv har været igennem. Det er umuligt at holde op med at tage stoffer uden Guds hjælp. Man må blive en helt ny skabning.
Regeringen har 18 hjælpecentre for narkomaner. 90 pct. af narkomanerne er der fordi en dommer har anbragt dem. Eller de er på flugt væk fra dem, der vil slå dem ihjel. De er der ikke af hjertet. Men de, der gennemgår et kristent rehabiliteringsprogram, er helt anderledes motiveret. Derfor griber Gud ind. Og derfor er Bet Nitzhachon sådan et lys i mørket her i Israel, mener Rahid.
– Da jeg kom tilbage til Østjerualem, sendte jeg de næste 5 år mange arabiske narkomaner til Bet Nitzhachon, og flere af dem blev hjulpet. Nu ønsker jeg at starte et lignende center i Østjerusalem med den samme atmosfære af kærlighed, som jeg mødte her.
– Jeg vil hjælpe stofmisbrugere, uanset om de er jøder eller arabere, men jeg føler araberne er mit kald. Man kan ikke gøre, hvad man vil med et kald. Det er bare at adlyde. Derfor vil jeg lave et hjælpecenter, der tager hensyn til arabisk sprog og kultur.
Men går de ikke glip af den velsignelse, det er at leve i forsoning med jøder, hvis det kun bliver for arabere, spurgte vi:
– Havde det været før intifadaen, kunne vi have gjort det, indrømmer Rahid. Men ikke med de spændinger, som er nu. Hvis jeg proklamerede, at jeg ville starte et hjælpecenter for jøder og arabere i Østjerusalem, ville jeg blive dræbt på stedet!
Der er brug for hjælpecentre for narkomaner i de palæstinensiske områder. Der er nemlig ikke et eneste, mens der er 18 statslige og over 50 private centre i Israel.
Rahids drøm om et center er ikke blevet opfyldt endnu. Det kræver mange penge. Men forhindrer ham ikke i at hjælpe, hvor han kan allerede:
– Jeg hjælper, hvor jeg ser, der er behov, fx hos de ældre i bydelen. De får ikke meget opmærksomhed, så derfor besøger jeg dem, gør rent og køber ind.
– Jeg har også åbnet et værested, hvor de ældre kan mødes, drikke te og spille spil.
– Jeg arbejder også med børn. Hvert år arrangerer jeg en børnelejr, hvor jeg tager 50-60 arabiske børn fra den gamle bydel og sætter dem sammen med lige så mange jødiske børn. De skal så lære at leve sammen i en hel uge.
Logikken er ganske enkelt: Hvordan kan man lære at elske sine fjender, hvis man ikke kender dem?
– Det er Gud, der gør miraklet i hjerterne, men det sker ikke, uden at vi bygger relationer på tværs af kulturerne, siger Rahid. – Når børnene kommer sammen, deler de deres problemer med hinanden. Og lige der, når de bliver sårbare overfor hinanden, bygges der en bro mellem dem.
Men Rahid kender også sine begrænsninger.
– Jeg kan ikke snakke med muslimer, uden jeg kommer i livlig diskussion. Jeg bliver simpelthen vred på dem. Hvorfor kan de ikke forstå, hvad jeg siger?
Men han behøver ikke give sig i lag med muslimerne for at få fjender. Jerusalems gamle bydel er allerede inddelt i katolske, ortodokse og muslimske zoner, og her kommer Rahids arbejde lidt på tværs:
– Ironisk nok har jeg fået den største modstand fra de kristne, der var bange for at miste kontrol over deres område. Desuden, når jeg samarbejder med jøderne, bliver jeg regnet for jøde! Det er et stort stridsemne i den katolske kirke hernede. Kan man over hovedet være kristen og samarbejde med jøderne?
Men efter lang tid, hvor den katolske kirke har set Rahids arbejde, har den endelig accepteret hans team som volontører i den gamle bydel.
– De har endelig forstået, at vi ikke er imod dem, selv om vi har et fint forhold til jøderne, slutter Rahid, der på den måde er gået hen og blevet brobygger i stedet for terrorist.
Læs også artiklen
Udfordringen på besøg i palæstinensisk menighed
