Evangeliet skal ikke forvandles til lov
Indeholder forkyndelsen af evangeliet i sig selv en anklage mod tiden og verden? Behøver en præst virkelig konkret pege på forhold i tiden og i verden,
som står evangeliet imod?Evangeliet har virkelig et ægte mellemværende med den tid, vi lever i. Spørgsmålet er bare, om dette mellemværende skal komme klart og tydelig til udtryk eller om forkyndelsen af evangeliet i sig selv indeholder en anklage mod tiden og verden? 
Af Henrik Bang-Møller
Sognepræst i Skagen
Behøver en præst virkelig konkret pege på forhold i tiden og i verden, som står evangeliet imod? Er der ikke derved en fare for, at han havner i moralisme, og evangeliet forvandles til lov? Skal præsten ikke lade verden blive uden for kirken, for at menigheden således i kirken kan opleve det helt anderledes livet og kærligheden fremstillet og forkyndt, sådan som Gud har villet det fra begyndelsen? Er det ikke bedre end anholde alle de forhold og tendenser i tiden, som synes at tale evangeliet lige lukt imod?
Disse spørgsmål er ikke bare lige til at svare på! Alligevel er de en alvorlig overvejelse værd. Igennem længere tid har det været et påtrængende spørgsmål også for mig personligt. Foreløbig er jeg kommet til den konklusion, at selvom man ikke sådan med ét bliver færdig med spørgsmålene, så er det alligevel vigtigt, man træffer et valg. Og udfaldet af et sådant valg kommer meget an på, hvem man er som menneske og præst. For ganske vist skal en præst trods sin fremtrædende position ved gudstjenesten og i menigheden søge at være både ydmyg og sætte evangeliet i centrum. Over for denne vigtige selvbeherskelse skal man som præst hele tiden være på vagt. Men på den anden side frembæres evangeliet nu engang af en præst, der tilmed er et menneske af kød og blod med lidenskaber og engagement, og som også i livet gør sine erfaringer som kristen. Derfor vil måden, man er som menneske, også uundgåeligt smitte af på forvaltningen af ens præstekald.
Det, som den enkelte præst derimod altid skal bestræbe sig på, dét er at sætte alle sine evner og personlige resurser ind på forkyndelsen og frembærelsen af evangeliet i ord og handling. Alene derved kan det blive frugtbart, at præster endog er meget forskellige. Alle præster har noget ganske særligt at kunne tilføre præstegerningen med den måde, hvorpå de nu engang er indrettet med stærke og svage sider. Man skal jo ikke, bare fordi man er præst, se bort fra, at man også er en person med særlige karakteregenskaber og som kan bruges i kaldet som præst.
Mit valg som præst og som forkynder er bestemt dels af den måde, hvorpå jeg nu engang er som menneske og person, og dels af nogle overvejelser, som kongehusets præst, Christian Thodberg, engang gav udtryk for. Christian Thodberg sagde om forsagelsen i trosbekendelsen altså at vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen at den er troens rette klangbund. Overvejelser over forsagelsen er så meget desto mere nærliggende, at det kun er i Danmark, vi forsager djævelen som indledning til trosbekendelsen. Og disse overvejelser gav yderligere anledning til at overveje, om ikke det hører til selve kernen i evangeliet, at fordi Gud blev født ind i den onde og kolde verden, derfor bør også evangeliet fremdeles forkyndes ind i tiden?
Hvis vi læser indledningen af Johannes-evangeliet, så fremstilles da Jesus også klart og tydeligt som lyset, der skinner i mørket, og mørket greb det ikke (v.5). Og videre: Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham (v.10-11). Der er i disse ord ikke meget kæleri med verden. Det lys, som Jesus fremstilles i i Johannes-evangeliet, har to egenskaber ved sig: (1) det lyser op og skinner på den vej, vi som kristne skal betræde for at gøre Guds vilje; det skaber glæde og opmuntring, frimodighed og trøst; men (2) Jesus Kristus som verdens lys har også dén funktion, at han som lys foruden at oplyse derved også afslører. Lyset afslører al synd og dens morbide alliance med døden. Lyset indeholder samtidig en dom en dom, som heller ikke Jesus selv gik uden om at forkynde. For det enkelte menneske afslører Jesus som lyset de egentlige motiver til vore handlinger om de er gjort af kærlighed og uselviskhed eller af ondskab, tankeløshed og egoisme. Idet lyset afslører, dømmer det også det onde motiv, men dømmer ikke personen, der altid også kan søge tilflugt i Jesus Kristus som tilgivelsens og genoprettelsens lys.
Denne dom kan man ikke isolere som et slags mindre vigtigt og ubehageligt vedhæng til selve evangeliet. Det er en dom, som ikke meningsfuldt lader sig skille ud fra evangeliet, men er en del af det. I en vis forstand er det den dom, der gør evangeliet alvorligt. Evangeliet er et glad budskab, jovist, men kun på baggrund af al den uglæde, al det had, al den død og al den synd, som evangeliet forkynder befrielsen og tilgivelsen fra. Evangeliets glæde står i et direkte forhold til omfanget af den tilgivede synd og død. Evangeliet er en genoprettelse af det tabte gudsforhold, men da alene for den, der ved, at han har tabt det. For den, der ikke ved, at han har tabt gudsforholdet, kaster evangeliet først sit ætsende lys ind over hans liv for dér at afsløre hans håbløse og fortvivlende tilstand. Og i samme øjeblik, han ved evangeliets hjælp indser og forstår det, er evangeliet tilmed det lys, der lyser ham op med tro, håb og kærlighed skaber et helt nyt menneske med et helt anderledes perspektiv på sit liv. For mig er der følgelig heller ingen tvivl om valget: som Kristus blev født ind i og fortrængte mørket, således vil også jeg som præst forkynde evangeliet ind i den tid, vi lever i nu. Der er intet nyt under solen: mørket har stadig bugt med os og den verden, vi lever i. Men så meget desto mere skal evangeliet trodse sig vej ind i denne verden og skabe lys og glæde midt i mørket afsløre og lyse op i formørkede og fortvivlede sind. Ingen falske alliancer skal evangeliet indgå med verden og dens forløjede lyksaligheder. Det skal tale imod nu som altid. Og måske særligt nu? Det ved jeg ikke, men som præst i tiden føler jeg det særligt magtpåliggende i dag.
Den gamle Simeon lovsynger også det lille Jesus-barn i templet som Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Og som den første af alle dem, der så og beundrede det lille, nye Jesus-barn, indså han tilmed, at dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges. Med ét forvandles billedet af barnet i krybben fra alene at være forbundet med glæde og lyksalighed, til at være et tegn, som modsiges. Og vi, der kender hele det lille barns historie til ende, véd, at denne profeti mildest talt levede op til sine dystre forudsigelser.
De fleste mennesker sænker alle barrierer, når de ser et lille barn. De overgiver sig helt og kan slet ikke stå imod et sådant lille kært væsen. Derfor lod Gud sig også føde som et lille barn. Julen er et temmelig entydigt vidnesbyrd om, at denne historie om et lille barns fødsel kan vi slet ikke stå for. Og det tankevækkende er, at denne overgivelse af al forbeholdenhed endog får os til at komme tættere på hinanden og tage os mere af hinanden. Men mon ikke Gud lod sig føde som et barn i en krybbe for derved først at finde uhindret indgang i menneskers uforbeholdne hjerter. Og når han så er kommet derind, udkæmper han ved troen en kamp for at vinde skikkelse som den korsfæstede, men opstandne Jesus Kristus, der i sit liv og sine ord er og har været et modsigelsens tegn. For alt andet lige er det temmelig meget vanskeligere at tage imod en korsfæstet frelser, der ynkeligt hænger på et kors, end et lille, nuttet Jesus-barn, der med sin hjælpeløshed får de fleste af os til at slippe alle forbehold. Barn-Jesus er Kristus, og den korsfæstede var et lille barn. De to ting hænger sammen, men kun for den, der tror!
Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud!. (Joh. 1, 12-13).
