Venstre sidebanner eksempel

Falsk form for ydmyghed

Brev:

Kære Orla Lindskov
Jeg læser ofte dine Brevkasser, og jeg ser, at du ofte kommer ind på det med årsagerne til sygdom.
Det er, som jeg oplever det, et område, man ikke gør så meget ud af hverken lægeligt eller kirkeligt. Hertil skal så siges, at lægerne vel mere og mere er åbne for også at studere, hvad der forårsager sygdomme for derved bedre at blive i stand til at forebygge.
Men hvad gør kirken for at forebygge sygdom?
Jeg tror, at vi mennesker er i stand til at gøre hinanden syge, hvis vi behandler hinanden dårligt. Det vil for mig sige, hvis vi behandler hinanden ubibelsk – kan også læses ukærligt.
Jeg ved godt, at vi som kristne ikke er engle eller helgener. Men alligevel skal vi vel som kristne prøve at være forbilleder på indbyrdes kærlighed overfor dem, der ikke er kristne.
Sådan læser jeg i hvert fald Bibelen.
Grunden til, at jeg skriver dette brev, er, at jeg er bekendt med et kristent ægtepar, som ved deres indbyrdes opførsel er godt på vej til at nedbryde hinandens helbred. Retfærdigvis må jeg nok tilføje, at det især er manden, som er problemet. Han er stolt, vil altid have ret og er meget dominerende. Konen lider meget under generthed og mindreværdskomplekser og lider under mandens dominerende opførsel.
Hun melder tit og ofte fra til kirkelige anledninger på grund af dårligt helbred. Jeg synes, at det bliver oftere og oftere.
Manden deltager ivrigt i alle kirkelige anledninger og er nærmest helt vild med at gøre godt omkring sig. Denne godgørenhed ser bare ikke ud til at nå ind over hans egen dørtærskel.
Jeg ved godt, at du ikke kan gå ind og blande dig i dette ægteskab, og jeg skriver vel nærmest også til dig for at få luft. Situationen ser ud til at være fastlåst. Jeg er beklemt ved situationen
Den Beklemte
Jylland

Svar:

Ydmyghed eller mindreværdsfølelse

Kære Beklemte
Du har ret i, at jeg ikke kan gå ind og blande mig i denne konkrete sag, da dette ægtepar ikke har henvendt sig personligt. Men det lyder kraftigt i retning af, at dette ægtepar er modent til at komme i samtale-terapi hos et fornuftigt menneske, som også kunne være en fornuftig psykolog.
Det kunne f.eks. starte med, at kvindens praktiserende læge prøvede at spørge sig ind til hustruens total-situation, heri indbefattet den hjemlige situation. Men jeg ved jo ikke, om hun i det hele taget går til læge med sine legemlige problemer.
Fra dit brev mærker jeg, at din sympati ikke ligger hos manden. Det er egentlig også forståeligt nok, for han virker jo til at være den stærkeste af de to. Men faktisk har han mindst lige så hårdt brug for hjælp som hustruen, og hans opførsel dækker over en meget stor menneskelig svaghed og usikkerhed. Han er i en lige så ulykkelig situation som hustruen, selv om situationen faktisk går hårdest ud over hende. Han har også i allerhøjeste grad brug for hjælp. Men det oplever han nok ikke. Hans opførsel er mindst lige så skadelig og uværdig for hans eget liv, som den er for hustruens. Du har ret i, at Jesus og Bibelen lærer os at være gode og kærlige overfor vore medmennesker og overfor vores hustruer og børn. Jesus talte mange ord om at tjene hinanden og gøre godt. Men i Jesu undervisning er det vigtigste ikke, hvad vi gør for andre; men med hvilket hjerte vi gør det.
Midt i al vores iver for at udrette noget godt for andre standser Jesus os og siger: ”Vær ydmyg.” Den stemme kan eller vil manden i dette ægteskab ikke høre. De fleste er nok enige i, at man skal afholde sig fra selv-overvurdering og praleri. Men hvad man også skal afholde sig fra, er: at opfatte sig selv ringere, end man faktisk er. Det er usand og usund selverkendelse. Det er en falsk form for ydmyghed. Det er nok her, at den kvindelige part i dette ægteskab har problemer. Du skriver jo, at hustruen i dette forhold lider meget under generthed og mindreværdskomplekser.
Mange, der døjer med disse problemer, er meget dårlige til at sætte grænser for, hvad de vil stå model til fra andre.
Hustruen her burde nok for længst have sat en stopper for mandens dårlige opførsel. Derved ville hun have gjort ikke kun sig selv, men også manden en tjeneste.
Men det er netop det, der ofte kendetegner personer med lavt selvværd. De er ikke gode til at markere egne grænser overfor andre. De har problemer med at finde ud af, hvordan man passer på sig selv, og derved kommer de ofte til at udsætte sig selv for såvel fysisk som psykisk overlast.Nogle tror, endda inden for psykologernes rækker, at kristen ydmyghed er denne usunde form, som hedder lavt selvværd. Med den kristne ydmyghed er af en helt anden substans. Den ydmyge har øje for det virkelig store i livet. Han føler, hvor lille han selv er i forhold til kærlighedens ideal. Derved har han forudsætningen for den rigtige indstilling til sit medmenneske. Den ydmyge husker bjælken i sit eget øje. Han føler, hvor fattig han selv er på det største af alt – på kærligheden. Jeg tror ikke, at vi som kristne skal se passivt til, når mennesker lider. Men det kræver Guds visdom og finfølelse at gå ind i et sådant krise-ægteskab, og man skal som regel ikke gøre det, uden at der foreligger en invitation. Måske skulle du tale med din lokale præst, som også er dette ægtepars præst, om problemet.