Hvad er din MISSION?

Hvorfor mistede konger og politiske ledere gang på gang magten i historiens løb, når de netop havde mest af den?Fordi de blev optaget af sig selv i stedet for deres opgave – deres mission. De franske konger er et typisk eksempel. Mens „pøbelen“ sultede og led, svansede adelen omkring ved hofballerne i deres latterlige pudrede parykker. Mens de kun var optaget af nydelse, elskov og intriger, rejste le peuple sig i vrede og dræbte dem alle.
Det ene „herrefolk“ efter det andet er bukket under, når det på magtens tinde har kedet sig og er begyndt at leve kun for sin egen nydelse. Begær leder altid på afveje.
Den vestlige kultur står i den situation i dag. Vi har nået verdens top i velstand og magt. Der er ikke noget materielt at kæmpe for. I stedet forsøger vi at finde nydelse i den endeløse strøm af underholdning, fornøjelser – og ting.
Vi ligner fortidens dekadente overklasser, der i deres kedsomhed blev stadig mere umoralske og uduelige.

Men det er vigtigt, at VI ikke bliver sådan – os, der tror på en mening med livet, der er større end os selv.
Vi er ikke kun på jorden for at tilfredsstille os selv, men for at gøre Guds vilje. Det gode. Når vi har mødt meningen med livet gennem Jesus Kristus, så lever vi ikke længere for os selv, men for Gud – og dermed for andre.
Meget moderne kristendom handler om at underholde hinanden. Men vi har også en opgave. En mission.
Vi er fælles om den store fælles mission, som Jesus pålagde sine efterfølgere: Gå ud i al verden og lær dem.
Men hver for sig har vi vores specielle opgave. Jeg har én, du har en anden. Gud er den, der leder og fordeler via Helligåndens vejledning. Hvis bare vi gider lytte, mens vi går i tro, så vil han få det bedste frem i os. Forvent store ting fra Gud. Gør store ting for Gud, som Carey sagde.
Så – hvad er din mission her i livet mon?