Australsk superstjerne på vej til Danmark

Sangerinde, forfatter og nu også skuespiller. Rebecca St. James har mange talenter. I næste uge spiller hun to koncerter i Randers og KøbenhavnDet er én af den kristne musik-scenes absolutte sværvægtere, der går på scenen, når Randers og København i næste uge får besøg af den australskfødte amerikaner Rebecca St. James.De to koncerter er et led i en to uger lang Europa-turné, hvor Rebecca St. James spiller hele 11 koncerter i Tyskland, Frankrig, Holland, England, Skotland, Irland, Østrig, Schweiz og Danmark.
Turneen er opkaldt efter sangerindens 2004-album „Live Worship“, en lovsangs-cd med otte nye og gamle, kendte og ukendte lovsange.
Om sit forhold til lovsang siger Rebecca St. James til sin egen hjemmeside:
– Jeg elsker at lovsynge Gud. Det er fantastisk at opleve, hvordan Gud skaber en sang i mit hjerte og derefter lader mig høre andre kristne bruge sangen i deres lovprisning af Gud.

200 koncerter om året

„Live Worship“ er den 26-årige sangers 11. album. Debutten „Refresh my heart“ udkom i 1991, da Rebecca St. James blot var 14 år gammel og netop flyttet fra hjemlandet Australien til USA sammen med sine forældre.
I det hele taget er Rebecca St. James trods sin unge alder en erfaren scenekunstner med ca. 200 koncerter om året. Alligevel har hun formået at holde begge fødder på jorden og tilbyder sig gerne til foredrag o.l.
De senere år har hun især beskæftiget sig med teenagepiger og det pres, de udsættes for af medierne og hinanden. Dette engagement blev i 2002 omsat til bogen „Wait for me“, der er sangerindens personlige opfordring til nutidens teenagere om at vente med sex til ægteskabet.
Bogen indtog få måneder efter udgivelsen førstepladsen på en kristen best seller-liste.

Succes som skuespiller

Som om musik og forfattervirksomhed ikke var rigeligt, takkede Rebecca St. James ja tak til rollen som Maria Magdalene i den stjernespækkede rockopera „!Hero“.
Blandt de øvrige medvirkende var Michael Tait fra DC Talk og Mark Stuart fra Audio Adrenaline. Ifølge instruktøren Eddie DeGarmo er forestillingen et forsøg på at præsentere Jesus Kristus for den unge MTV-generation.
Rockoperaen havde premiere sidste efterår og blev så godt modtaget, at der nu er planer om en liveindspilning.
Om sin egen debut som skuespiller siger Rebecca St. James til hjemmesiden www.salemxm.com:
– Det var en fantastisk oplevelse. Jeg har drømt om at være med i en muscial, siden jeg var fem eller seks år. !Hero opfyldte alle mine drømme.
På spørgsmålet, om hun igen går på scenen som skuespiller, falder svaret prompte.
– Ja, det er jeg sikker på. Hvis ikke jeg havde musikken, havde jeg satset på en karriere som skuespiller.
Skal man tro de amerikanske anmeldere, er den rockede sangerinde heller ikke uden talent. Den 28. april modtog hun den fornemste kristne pris, en Dove Award, for sin præstation i „!Hero“.

Nyt og gammelt

Rebecca St. James gæstede sidste gang Danmark med et brag af en koncert i forbindelse med Pinsevækkelsens Landsstævne i 2001.
Denne gang kan publikum glæde sig til en række sange fra „Live Worship“-albummet. Desuden bliver der med garanti et genhør med en række af de klassikere, der har indbragt sangerinden et hav af priser. Bl.a. har læserne af det kristne musik-magasin CCM de seneste to år kåret hende som årets bedste kvindelige sanger.
Koncerterne finder sted søndag den 23. maj i Randers Hallen og mandag den 24. maj i Københavns Kristne Kulturcenter. Billetter til begge koncerter kan købes på www.billetnet.dk og hos Royal Music
Om 14 dage kan du forhåbentlig læse et eksklusivt interview med sangerinden her i Udfordringen.