Undervisning
Hvor stor tro skal der til?

Og hvordan skal jeg praktisere min tro under sygdom? spørger en læserBrev:

Kære Orla Lindskov
Jeg har tit tænkt over troens betydning. Jesus siger, at troen kan flytte bjerge.
Kræver det stor tro at kunne lykkes i livet? – Jeg synes ikke set i bakspejlet, at mit liv er lykkedes særligt godt.
Kræver det ligeledes stor tro at kunne modtage helbredelse fra Gud? – Det skal ikke være nogen hemmelighed, at grunden til, jeg spørger, er, at jeg selv er syg.
Hvordan skal man praktisere sin tro under sygdom for at opnå helbredelse fra Gud? – Hvor meget skal man bede?
Jeg skal ærligt tilstå, at jeg er en af de skuffede, som har bedt meget om helbredelse for mig selv.
Jeg føler mig faktisk nedtrykt nu, for jeg har ikke oplevet nogen forskel i mit sygdomsbillede på grund af al min bøn.
Jeg har godt nok det problem, at jeg kæmper med tvivl og syndefølelse, mens jeg beder om helbredelse. Det er ubehageligt; men det kan ikke slå mig ud. Jeg fortsætter bønnen om helbredelse morgen, middag og aften. Ja, selv om natten, når jeg ikke kan sove, så beder jeg.
Det er lidt af en opgave, jeg er kommet på. Det overstiger snart mine kræfter.
Orla Lindskov, hvad gør man så?
H.H.
København N.V.

Svar:

Kære H.H.
Tro er en størrelse, som ikke kan måles eller vejes. Jesus roser den store tro. Der, hvor den er tilstede, er hans gerning let.
På den anden side taler han om, at tro af et sennepskorns størrelse også har sin berettigelse. Et sennepskorn er så lille, at det knap er til at få øje på.

Man kan ikke føle sig frem til, om man har tro, eller man ikke har tro. Men man kan konstatere troens tilstedeværelse ved at se den i handling og ved at se dens resultater.
En vigtig del af den kristne tro er det at regne med gaver og hjælp fra Gud, uden at vi har nogen ret til dem.
Jesus peger jo på barnet. Ikke fordi det er et sødt, uskyldigt og moralsk væsen; men fordi det har noget i sig, som vi kunne kalde ydmyghedens fordringsfuldhed, og når det handler om tro og tro på Gud, så er det faktisk barnets holdning, det drejer sig om. Barnet begynder nemlig ikke først at regne på, hvad det selv er værd, og hvor meget det har fortjent. Nej, det glæder sig simpelthen ved at tage imod.
Den form for kristendom, der ikke ser dette, forstår ikke fuldt ud sin egen nød og må på dette punkt omvende sig, før den kan forkynde det fulde evangelium.
Kirken har igennem århundreder opstillet alt for mange krav og betingelser til mennesker om det ene og det andet, som de skulle gøre eller undlade at gøre for at blive værdige til at modtage fra Gud.
Mange kristne er også i dag bundet af dette, så de stort set aldrig oplever Guds gaver i dagligdagen. De tror, at Gud kun stiller krav og betingelser til dem, herunder kravet om så og så megen bøn pr. dag, før han vil give dem sine gaver. Sådanne kristne har mistet barnets umiddelbarhed overfor Gud.
Lad os nu se lidt mere på, hvilken betydning troen har for menneskelivet i almindelighed, for du spørger nemlig om troens betydning.
Troen er en vældig magt. I det enkelte menneskes liv bestemmer troen faktisk livets retning. Hvorfor?
Jo, fordi troen bliver bestemmende for viljen og handlingerne. Det, der former vores personlighed, er i høj grad, hvad vi tror. Bliver vores tro drejet i negativ retning, så bliver vores tro en farlig magt.
Hvis du vil lære troens indhold at kende hos en person, så læg mærke til hans handlinger og til de virkninger, hans handlinger har i omgivelserne, især hos andre personer. Herudfra kan du let bedømme, om personen rummer en positiv eller en negativ tro.
Jeg tror, at vi alle fødes med en positiv tro på livet. Og trods livets skuffelser gælder det om at bevare denne tro. Om vi lykkes i livet, vil i høj grad afhænge heraf.
Jeg kan mærke ud fra dit brev, at skuffelsen i forbindelse med den udeblevne helbredelse er ved at underminere din tro. Men da er det, at du skal tro på, at på trods af hvad du oplever, så er der en hjertemagt, som vil dig det godt, og som har en mening med din tilværelse, med alt, hvad der sker, og den mening er god, men ofte uforståelig. Den hjertemagt hedder Gud og er kommet os nær i Kristus. Det er den tro, vi skal holde fast i under alle livets prøvelser.
Troens skabende og forvandlende magt er så at sige opdaget af Jesus. Før Jesus er der ikke rigtigt nogen, der har haft øje derfor. Jesus siger, som du nævner, at troen kan flytte bjerge, følgeligt er intet muligt, hvis du ikke tror, du kan.
På Jesu tid og i apostlenes tid var de bemærkelsesværdige helbredelser de mest synlige resultater af den kristne tro. Det ser ud til, at denne dimension er ved at vende tilbage til kristendommen på verdensplan. Dine anstrengelser i bøn har indtil nu ikke ført til det ønskede resultat. Så kommer man som syg ofte til at føle sig ulykkelig og nedtrykt. Man kan som du plages af syndefølelse og opleve smerte over tvivl og manglende tro. Til sidst kan den syge føle, at han ikke mere har kræfter til at fortsætte med at bede om helbredelse. Hans anstrengelser afslappes, og da sker det ofte, at den helbredelse, han tidligere kæmpede for, den ligesom indtræffer af sig selv.

Du kender nok det med, at man forgæves leder efter en nøgle eller et navn, og man har følelsen af, at jo mere man anstrenger sig, jo mindre vil det lykkes. Da sker det, at den helt modsatte fremgangsmåde hjælper. Man opgiver anstrengelserne. Går i gang med noget helt andet. Og kort tid efter kommer navnet slentrende ind i vores tanker og bevidsthed, og nøglen kommer af sig selv frem fra sit skjulested.
I tråd hermed vil vores bøn om og søgen efter helbredelse i Jesu navn sætte store kræfter i bevægelse i den åndelige verden. Men helbredelsen fuldbyrdes ikke ved vore fortsatte anstrengelser.
”Når mennesket slipper, kan Gud komme til at tage fat.” På denne måde udtrykker teologien, at det sidste og største er Gud nødt til at gøre.
Vi skal bringe vores sygdom til Gud. Men helbredelsen fuldbyrdes ved Guds indgreb, når vi er kommet til at hvile hos ham. Bag kulisserne, så at sige, og ad veje, som den syge ikke selv kan følge, fuldbyrdes helbredelsen.

Bibelen taler om, at vi skal være udholdende i vores bøn. Det er den ene side af sagen. Den anden side er, at vi har barnekår, og Gud ønsker ikke, at vi skal gå i stykker fysisk og psykisk i vores søgen efter og bøn om helbredelse. Det handler om en balance.
Mange syge kommer til det punkt, hvor de næsten opgiver bønnen for egen helbredelse. Men så sker det netop tit, at så kommer Helligånden og åbenbarer den helbredende Jesus med uendelig visdom og herlighed.
Når den Jesus-oplevelse kommer, så kan det næsten virke forbavsende for den syge, at han ikke har ladet sine egne helbredelses-anstrengelser fare noget tidligere.
Der er ikke megen teologisk dogmatik i den oplevelse, der begynder med oplevelsen af, at nu magter jeg ikke at bede mere, nu må der en højere hjælper til, og som ender med oplevelsen af, at han har hjulpet. Jeg er ved at tro, at du er nær ved den oplevelse.