Sømandskirke fejrede fødselsdag

Da den nye sømandskirke i Hull blev 50 år, kom der prominente gæsterSøndag d. 9. maj fejredes 50-årsdagen for indvielsen af den nye sømandskirke i Hull, England.

Kirkeminister Tove Fergo medvirkede i Hull

Da tyske bombefly, på vej hjem fra bombemål i Manchester og Liverpool, fløj ind over Hull ved Humberfloden i det nordøstlige England, dumpede de rester af bombelasten over byen. Det gik ud over Danmarks ældste sømandskirke, kirken i Hull, der blev lagt øde.
I 1954 stod de nye bygninger færdige. 50-årsdagen for indvielsen af den nye sømandskirke fejredes med en storstilet festgudstjeneste søndag den 9. maj med efterfølgende buffet. Sømandspræst Hjørdis Kjærgaard var prædikant, og der deltog ca. 200 mennesker i festen.

Gæster fra nær og fjern

Blandt de danske gæster var bl.a. kirkeminister Tove Fergo, den danske ambassadør i England, Tom Risdahl-Jensen, samt flere præster fra Danske Sø-mands- og Udlandskirker.
Da der er tætte forbindelser mellem sømandskirken i Hull og Færøerne, kom biskop Hans Jacob Joensen og Kristoffer Joensen fra Færøsk Sømandskirke.
Sømandskirken i Hull er den eneste skandinaviske kirke ved Humber-floden og betjener derfor som „skandinavisk“ kirke alle skandinaver. For at understrege denne status kom den norske biskop Rose-Marie Köhn fra Hamar stift til festen.
Fra Hull deltog havnekaptajn Paul Haems. Han er den øverste ansvarlige for det mægtige indskibningsområde, som Humberfloden med bifloder udgør. Lokale præster deltog også ligesom den svenske og islandske præst i England.
I forbindelse med festligheden holder Hull’s universitet en aften om skandinavisk teologi mandag d. 10. maj.