Udsigt til højere gave-fradrag
For første gang i 10 år ser det ud til, at det maksimale skattefradrag for gaver til almennyttige organisationer hæves fra 5.000 kr. om året til 6.500 kr. om året. Desuden vil beløbet de kommende år blive regulleret efter pristallet.
Kristendemokraternes skatteordfører Jann Sjursen er én af bagmændende bag den nye lov, og han glæder sig især over, at loven tilgodeser en række af de organisationer, der blev ramt økonomisk, da portotilskudet for en række blade blev afskaffet.
Folketinget skal stemme om den nye lov i denne uge, men der tegner sig allerede et bredt flertal om forslaget, som Kristendemokraterne fremsatte for to måneder siden.
Hvor stor betydning loven får for de almennyttige organisationer er endnu uvist.
– En stor del af giverne støtter via et fast gavebrev og kan trække hele beløbet fra. For dem har den nye grænse ingen betydning. Men vi glæder os da over forslaget, siger Flemming Kofod-Svendsen, der er generalsekretær i ISOBRO, en organisation af ca. 100 almennyttige organisationer, heraf også mange kirkelige organisationer.
KP / -ole