Bøn er tillid til Gud

Ved at bede konkret om selv de mindste ting,
viser vi, at vi er afhængige af GudAf Catherine Marshall
amerikansk forfatterinde, 1914-1983, bl.a. forfatter til ‘Christy’.
Kronikken er fra bogen Bøn – Vejen til et rigere liv udgivet af Scandinavia 1985.

En veninde fortalte mig for nylig følgende episode… Hendes datter Elizabeth havde, for at tjene til studierne, taget et feriejob i et supermarked, hvor hun skulle pakke kød. Netop som hun en morgen stod og skulle på arbejde, mistede Elizabeth den ene af sine kontaktlinser. Selv om hendes mor deltog i eftersøgningen, var den ikke at finde nogen steder.

Efter at Elizabeth var taget afsted iført sine almindelige briller, sad hendes mor tilbage over en kop kaffe og funderede over deres lille problem. Hun overvejede, om hun måske skulle bede for problemet; men var det ikke for trivielt? Min veninde, Tib Sherrill, har altid haft en særlig afsky for den slags bøn, som henvender sig til Universets Herre som til en stik-i-rend-dreng eller en slags himmelsk julemand.
På den anden side vidste hun, at det ville koste Elizabeth en hel ugeløn at få erstattet den tabte linse – penge, som hun havde regnet med til sine studier.
Så huskede hun pludselig den lignelse, som Jesus fortæller om kvinden, som søger efter den tabte sølvskilling – en værdifuld én. ”Beretningen viser,” tænkte hun forundret, ”at Jesus virkelig beskæftiger sig med sådanne ting, ikke så meget fordi de er betydningsfulde i sig selv, men fordi de har betydning for os.” ”Ja, Herre,” konkluderede hun, ”vi behøver hjælp med det her. Vil du vise mig, hvor den linse er forsvundet hen?”
Uden selv at vide nøjagtigt hvorfor, rejste hun sig og gik ud på badeværelset. Idet hun bøjede sig ned, lod hun forsigtigt hånden løbe gennem den tykke luv på bademåtten. Nej – ingenting. Hun rettede sig op og så ned i vasken. ”Hm,” tænkte hun, ”den kunne være faldet ud her og være blevet vasket med ned i afløbet.” Hun tog proppen op og kiggede ned i afløbet. Og der, i bunden af vasken, i den lille metalskive over afløbet, hang den tabte kontaktlinse som en lille vanddråbe. Den første, som havde åbnet for vandet, ville have skyllet den med ud.

Denne mor havde oplevet bønnesvar på det mest fundamentale plan – ved blot at henvende sig. Er vi i nød eller har problemer, det være sig en alvorlig krise såvel som en mindre betydningsfuld, kan vi tage Jesus på ordet, som siger, at Gud virkelig er vor Far; vi kan komme som Hans børn og forklare Ham vor situation på den mest enkle og direkte måde, nemlig ved at anmode om Hans hjælp.
Skulle nogen af os endnu aldrig have oplevet det vidunderlige ved at modtage konkret bønnesvar, så er det, som apostlen Jakob siger, vores egen fejl: ”…I får ikke, fordi I ikke beder.”
Vigtigheden af, at vi udtrykker vore behov for vor himmelske Far, er et emne, som Jesus berører igen og igen i sin undervisning:
”..Hvor meget mere vil ikke jeres himmelske fader give gode gaver til dem som beder Ham?”
”Bed, og gaven skal blive din! For hver den som beder skal få.”
”..Bed, og du skal få, for at din glæde kan være fuldkommen.”
Jesus fortsatte med at undervise om, at vi ikke vil modtage sten, når vi beder om brød. Beder vi om et æg, giver Gud os ikke en skorpion, lige så lidt som en jordisk far ville gøre det. Banker vi på, vil døren åbnes på vid gab for os. Så dristigt fastholder Jesus, at svaret på bøn er at modtage, hvad vi har bedt om.

Mon djærve Peter eller skeptiske Thomas, når de lyttede til sådanne erklæringer, nogensinde busede ud med det spørgsmål som vi selv så ofte tumler med: ”Men Herre, når Faderen alligevel ved alt om os og vore behov, hvorfor skal vi da overhovedet bede?”
Det svar, som Jesus giver på dette spørgsmål, indeholdes i mange af Hans undervisninger om bøn. Her taler Han nemlig en hel del om sammenhængen mellem bøn og barnlighed: ”den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.“
Det lille barn, som uden skam eller generthed beder sine forældre om alt, hvad det behøver, afslører ubevidst sin hjælpeløshed – og samtidigt et normalt og sundt forhold til forældrene. På samme måde placerer det at bede øjeblikkeligt os i det rigtige forhold til Gud. At bede er at handle på den kendsgerning, at Han er Skaberen, som besidder alle de rigdomme og muligheder, vi har behov for; vi er den skabning, som behøver hjælp. Det er en ”hatten-i-hånden” indstilling, som vi afviser, fordi det ydmyger os – en hel del stolthed og selvfølelse må overvindes, før vi beder om hjælp – uanset om det er fra Gud eller fra andre mennesker.
Ganske banale situationer afslører vor stolthed og stædighed, når det gælder om at bede om hjælp; f.eks. når trafikanten farer vild. Sædvanligvis vil han hellere køre kilometervis i den gale retning, mens han spilder tid med at prøve den ene vej efter den anden, end han vil standse op og bede om hjælp.

Gud insisterer på, at vi skal bede, ikke fordi Han behøver at blive oplyst om vor situation, men fordi vi har brug for den åndelige disciplin, som fås gennem bønnen. Ligeledes tvinger det, at formulere vort konkrete behov, os til at tage et skridt i tro.
Grunden til, at mange af os falder tilbage på vage generelle bønner, er ikke, at vore tanker om Gud er for høje, men tværtimod, at de er for begrænsede. Hvis vi beder om noget helt konkret, og vi ikke får vor bøn opfyldt, frygter vi at miste den lille tro, vi havde. Derfor benytter vi os af den helgarderede og vældigt ”åndelige” bøn – den slags bøn som Jesus fejer tilside som ikke værende bøn overhovedet, men blot selvbedragende ”snakken med os selv.“ Luk 18,9-14.
Som en kommentar til sådanne ”ikke-bønner” lader C. S. Lewis i sin berømte bog ”Fra helvedets blækhus” djævelen (Screwtape) give følgende råd til sin undersåt, Wormwaod:
“Der er ingen tvivl om, at det vil være umuligt at forhindre, at han beder bønner for sin mor; men vi har midler til at uskadeliggøre dem. Du må blot sikre dig, at de er meget ”åndelige”, og at han altid alene er optaget af hendes sjæls tilstand og aldrig af hendes rheumatisme.”
Mærkeligt nok er vi, som ikke tør bede om at smerter fra en rheumatisme, må ophøre, eller, at en tabt kontaktlinse bliver fundet, sjældent bange for at bede for verdensfreden, sjæles frelse, eller en vækkelse som kan forandre vor tid. Det falder os slet ikke ind, at hvis Guds kraft ikke rækker til at besvare hverdagsbønner, vil Hans kraft heller ikke strække til at behandle store altomfattende anliggender.

For at sikre os, at vi ikke er på tros-tilbagetog, er det godt at spørge os selv, når vi beder: “Forventer jeg virkelig, at der sker noget?” .
Alt for mange af vore bønner, både de private og de offentlige, drejer sig blot om alle de foreliggende muligheder, uden at vi beder ærligt og direkte. Vi forventer ingenting af vores bøn, udover måske en smule opstemthed.
Med hensyn til, om vi taber troen på Gud, hvis vores bøn ikke bliver besvaret på netop den måde, vi ønsker det, er spørgsmålet, om nogen af os kan være mere interesseret i vor tros tilstand end netop Gud selv. At vi skal have tillid til Ham, er ikke bare Hans vilje, men også Hans faderhjertes dybeste længsel og ønske. Derfor kan vi også trygt overgive alle bekymringer angående vor tro til Ham.
Er det desuden sådan, at vi er bange for, at et NEJ vil konfrontere os med vore egne fejl og manglende evne til at opfylde Guds betingelser for et JA?
Forholder det sig sådan, betyder det så ikke, at vi i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved Guds evne til at give os ALT, hvad vi behøver, det være sig tro, udholdenhed eller indre styrke til at opfylde Hans betingelser? Jesus talte ofte om den himmelske løn. Hvis det forekommer os at være for materialistisk en tankegang, skal vi måske passe på for ikke at blive mere ”åndelige” end vor Mester.
En gammel bønnekæmpe, John R. Rice, har udtrykt det meget bramfrit: ”Bøn er en lastvogn, som kører direkte til varehuset, bakker hen, læsses, og kommer hjem med varerne…”
Mener vi, at vi aldrig vil kunne opbyde den tilstrækkelige tro til den slags bøn, er det sandt. Alligevel fortæller de mennesker os, som har den største erfaring på dette område, at Gud bruger selv vort mest snublende og tøvende troskridt som en åben dør til at gøre ”langt udover hvad vi kan bede om eller forstå.”

Lad os sige, at vi beslutter os for at bede om Hans hjælp til et lille akut problem. At bede denne bøn er som at gå ind i en lille forstue. Da vi ubeslutsomt træder et skridt fremad, opdager vi, at forstuen leder direkte ind til Kongens rummelige modtagelsesværelse. Til vor forbløffelse ser vi Kongen selv komme os i møde, idet Han tilbyder os en så betydelig gave, at den kun er en konge værdig: et evigt venskab med Herlighedens Herre.
Således tillader vor indtræden i et personligt forhold til Jesus Ham at løse ikke blot vore øjeblikkelige materielle og fysiske behov, men også dybtliggende skjulte problemer; såsom at få den rette livsholdning, et sundt følelsesliv, de rigtige motiver, og at kunne løse vore indbyrdes konflikter.
Vi vil hurtigt erkende, at det at bede kræver mere end blot at kunne formulere. Vore læber kommunikerer ikke altid akkurat det, som er vort hjertes sande råb. Årsagen kan nogen gange være, at vi kender vore egne følelser og sindsstemninger så dårligt, at vores bøn ikke har rod i de virkelige forhold. Andre gange er vi splittet inderst inde, og ved ikke, hvad vi virkelig vil, og kan derfor ikke bede helhjertet. Eller måske har vi ikke tilstrækkelig viden om vore håb og drømme til at kunne gøre vor bøn specifik.