Hvorfor vil folk ikke gifte sig?
Livet er fuldt af pagter. Men mærkeligt nok gider vi ikke forpligte os overfor dem, vi elsker. Det er næsten, som om ordet forlovelse betyder, vi har lovet for meget, og ægteskab, at vi har meldt os til fremmedlegionen!
Jeg hørte om en god kristen familie for nylig: Det ene barn ville blot leve papirløst, som det hedder selv om der siges at være mere papirnusseri i forhold til samfundet i et papirløst forhold end i ægteskabet. Den anden ville flytte sammen med kæresten, indtil de havde råd til at gifte sig selv om selve vielsen for så vidt ikke koster noget.
Paradoksalt: Tager man et lån i banken, underskriver man gerne en låneaftale. Får man et job, underskriver man helt naturligt en ansættelseskontrakt. Og selv hvis man handler på nettet, sender man sit Dankort-nummer ud i cyberspace uden at fortrække en mine. Men man vil altså ikke give sin hånd væk til den, man elsker, langt mindre forpligte sig til vedkommende i et livslangt forhold.
Det hænger ganske enkelt ikke sammen! Kærlighed er mere end følelser, det er handling, ofte heroiske sådanne, som vi alle beundrer på film. Med andre ord: forpligtelse.

