JA til hjælp til de fattige i Israel

Meget ofte glæder jeg mig over artikler i Udfordringen om situationen i Mellemøsten, fordi de fleste af disse artikler er sobre og udtrykker behov for hjælp til alle parter i konflikten.
I uge 24 kunne vi læse om en nødhjælpsgave på 400.000 kr. til fattige i Israel fra „Ordet og Israel“. Et rigtigt godt initiativ og lad os håbe, at hjælpen går til fattige på begge sider, jøder og palæstinensere, for der er stor fattigdom hos begge befolkningsgrupper. Gaven skal fordeles gennem en jøde-kristen menighed.
Og jeg må indrømme, at jeg er meget ked af udtrykket „jødekristen“, for der er mange af vore jødiske venner, som vi gerne vil hjælpe også. Ordet jødekristen er vrøvl. For enten er man jøde, eller også er man kristen. En kristen, der konverterer til jødedommen, er jøde. En jøde, der lader sig døbe, er kristen. Men jeg ved naturligvis godt, hvad man mener, når man siger jødekristen, men udtrykket er unødigt provokerende.
Vi kan tale om messianske jøder, d.v.s. jøder, der har taget imod Messias som deres frelser og kommer i en kristen menighed samtidig med, at de holder fast ved deres jødiske identitet. Derfor vil det være rigtigere at betegne sådanne menigheder som messianske menigheder eller blot israelske menigheder.
Når det er sagt, håber jeg, at artiklen kan være med til at inspirere danske menigheder og enkeltkristne til at støtte mennesker i nød i Israel.
Vores menighed i Grønland med 50 medlemmer har gennem mere end et år støttet en handicappet dreng, Noam, i Jerusalem med 750 kr. om måneden gennem Dansk-Jødisk Venskab.
Noams mor er alene med 4 drenge, hvoraf Noam er den yngste. Noam er spastiker og kræver ekstra hjælp. Den hjælp er svær at få i Israel, hvor det er svært at få pengene til at række til. Andre menigheder eller enkeltpersoner kunne gøre noget tilsvarende. Her i menigheden har vi brevkontakt med fami-lien,og vi beder for dem alle 5.
I en anden artikel i samme nummer læser vi om en kirkedelegation, der har besøgt kristne kirker i Israel, både jødiske og palæstinensiske. Delegationen opfordrer til støtte til de fattige palæstinensiske kristne og til at være med til at skabe forsoning mellem de to folk.
Naturligvis skal vi som kristne hjælpe til forsoning, og når der er fattigdom, skal vi ikke skelne mellem, om det er palæstinensere eller israelere. Mennesker i nød har brug for hjælp, og kan vi hjælpe, er det vores pligt at gøre det. – Konflikten mellem de to folk er ulykkelig, og for nogen ser den uløselig ud. Der er ingen tvivl om, at der skal lægges pres på både Israel og palæstinenserne, for at de i fællesskab kan nå frem til en løsning, som begge parter kan leve med, og her må der sikkert blive tale om en to-statsløsning.
Men lad os ikke glemme, at det er Israel, der gang på gang er blevet truet på sin eksistens, at der aldrig har eksisteret anden palæstinensisk stat end Jordan, at Israel gang på gang har rakt hånden frem til fred, mens Arafat har afslået, senest i Camp David 2000, hvor Israel strakte sig meget langt, mens Arafat sagde nej, og palæstinenserne indledte den nuværende intifada.

Bjarne Nederby Jessen
Qupaloraarsuk 24
3952 Ilulissat

Læs artiklen om nødhjølpsarbejdet i Israel – Tryk her