Jalousi, kærlighed og følelser…

Brev:

Kære brevkassefamilie
Jeg skriver for at få et eller andet råd. Problemet er, at min mand er meget jaloux. Jeg synes han er over mig hele tiden. Jeg skal kunne gøre rede for snart sagt hvert minut, og hvem jeg har set og hvor længe. Han siger, at han elsker mig, jeg synes det er en mærkelig måde at behandle mig på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han bliver vred, hvis jeg ikke vil svare ham og så er det hele endnu værre. Jeg begynder at isolere mig mere og mere, og jeg ser snart ikke nogen mere. Har I mon et godt råd til mig.
Mange hilsner fra
’den isolerede’

Svar:

Kære ’isolerede’!
Din mands måde at forholde sig til dig på og så kærlighed, hvordan hænger det sammen. Jeg kan godt forstå, at det går dig på, og måske forvirrer det dig også. Det lyder til, at du håndterer det ved at resignere, og at det er faktisk ikke en model, du selv er tilfreds med. Jeg vil i det følgende prøve at skrive lidt om jalousiens væsen, og det kan måske give dig lidt perspektiv, som kan give dig nogle nye handlemulighed.

Jalousi er de følelser og handlinger der opstår, når en person, her f.eks. din mand, er bange for at miste dig til en anden. Jalousien er almindeligvis vrede i mere eller mindre kraftig form. Men vreden kan også dække over endnu mere ubehagelige følelser, f.eks. af at være ked af det, være utilstrækkelig, at være forkastet, forladt, svigtet osv. Alle disse følelser er udløst af en trussel om tab. I jeres tilfælde din mands frygt for at miste dig til en anden.

Jeg læste engang om en investor som blev spurgt hvad der var vigtigt for at overleve i hans branche. Han svarede: ’Man må kunne tage et tab’, dvs. evne at give slip på og afvikle en investering selv om der var tab involveret. Jalousi kan opfattes som en manglende evne til at kunne tage et tab. Jalousi og jaloux opførsel, som din mand tilsyneladende udsætter dig for, er udtryk for at han ikke vil miste dig, for at miste dig vil gøre ondt, og det vil han naturligvis gerne undgå.
Han er muligvis ikke bevidst om, hvad der driver ham og de muligheder han ellers har. Ved tab eller truende tab har vi mennesker mulighed for at kommer over det ved at sørge. Acceptere tabet, begræde det og lære at leve med sit tab på de betingelser, som så er til stede for mit liv.

Gregory Peck skriver et sted, at det meste af, hvad vi gør som mennesker, gør vi for at undgå smerte. Der er også smerte ved vreden, men din mand kan åbenbart bedre håndtere den end sorgen. Min forestilling er, at den bedste måde, du kan hjælpe dig selv og din mand på, er ved at være et inspirerende eksempel. Den måde, som du undgår smerten ved hans vrede på, lyder det til, er ved at trække dig tilbage i håb om at mindske balladen. Det er jo al ære værd, men det lyder ikke til, at det er en strategi, som du selv bryder dig om, så måske skulle du overveje at gøre noget andet.

Efter min forståelse for tiden, så er ægteskabet et mysterium, hvis væsen er dannet som et billede af tre-enigheden. Feks. Paulus skriver i Efeserbrevet om, at Kristus er hos os i den kvalitet af kontakt, som kendetegner Gud selv. Han deler denne kontakt, han inspirerer til den og han gør den mulig. Derfor kan det komme til at lyde noget paradoksalt, dette at vi er fuldstændig frie og fuldstændig forbundne på samme tid. Jeg har ladet mig fortælle, at Efeserbrevet har samme grundstruktur som grundstrukturen for pagtsslutningen i Det Gamle Testamente. Det kunne vel være et ideal, at du kender dig selv og ved, at du ikke ejer din mand og han ikke ejer dig. Begge må I kæmpe for at være den nær, I elsker, men hvis (læs: når!) I ikke kan få det, som I vil have det, så må I hver især sørge over det med fuld respekt for, at den anden person handler helhjertet og i overensstemmelse med sine ønsker, således at I opretholder gensidig respekt og forståelse.
Jeg synes det er værdifuldt både at indse, at vi ikke kan eje hinanden, og at det er svært at give slip på det.

I praksis hos jer vil jeg foreslå – nu da du beder om et råd – at du opgiver at redde din mand fra hans angst for at miste dig. At den styrer ham betyder ikke, at du skal lade den styre dig. Så jeg vil foreslå, at du holder fast i det, du gerne vil samtidig med, at du er nysgerrig og spørgende efter, hvad der rører sig i ham. Når han siger, hvad du skal og ikke skal, så kunne du øve dig i nogle svar, som måske kunne bringe jer videre. Feks. ’Jeg bryder mig ikke om, at du vil bestemme, hvor jeg skal hen, og hvem jeg må se. Er der noget, du er bange for eller hvad er det, som sker i dig.’ En tydelig afgrænsning for din egen del og en nysgerrighed efter ham kan sikkert hjælpe både dig og din mand til at komme videre på en mere konstruktiv måde, end den, I har gang i lige nu.

Det eneste, du skylder din mand, er dine følelser. Han er fri til at ønske noget fra dig og du er fri til at sige ja og til at sige nej og lige så den anden vej. Giv dig tilkende med dig selv, og sig hvad du vil have og ikke vil have. Kærlighed er at sige, hvor du står, også når du står langt fra ham. Det er meget bedre, at du deler dine længsler og ønsker med ham end, at du forsvinder fra jeres kontakt, det er vel svært at fortænke ham i, at han så for alvor bliver desperat.