Kære ’En af mange’!
Tak for dit brev. Jeg tror også, at der er mange, som er medafhængige, og om du er én af dem, der er ramt i svær grad, kan du måske få et hint om når du læser videre. Du spørger om, hvad medafhængighed mon kan være, og jeg vil her anføre nogle af de måder det viser sig på.
En medmisbruger, som er vokset op med misbrug vil sikkert nikke genkendende til flere af disse sætninger:
– Jeg gætter mig til hvad der er normalt, for jeg kan ikke mærke mig selv.
– Jeg har svært ved at gennemføre et projekt. Jeg sætter mine egne behov og interesser til side og bruger min tid på at dele dine interesser og behov.
– Jeg lyver når det ville være lige så nemt at sige sandheden.
– Jeg udøver nådesløs kritik.
– Jeg har svært ved at more mig. Jo mere jeg bliver involveret med dig, jo mere forsvinder mit eget sociale liv.
– Jeg tager mig selv meget højtideligt.
– Jeg har problemer med nære forhold. Jeg ved ikke hvad jeg selv føler eller ønsker, jeg ved hvad du ønsker og hvordan du har det.
– Jeg overreagerer ofte i situationer jeg ikke har kontrol over. I vores forhold skaffer jeg mig sikkerhed ved (kun) at være givende.
– Jeg søger konstant accept og bekræftelse. Jeg har gode følelser om mig selv og hvem jeg er når du kan lide mig og når du roser mig.
– For at få kontakt med dig tilsidesætter jeg mine egne værdier.
– Jeg føler mig anderledes end andre mennesker.
– Jeg er ekstremt loyal.
– Jeg påtager mig unødvendig skyld.
– Jeg tror, jeg skal hjælpe alle andre hele tiden. Dine kampe ryster min sindsro. Jeg bruger min mentale energi på at løse dine problemer eller mindske din smerte. Osv.
Jeg plejer at sige, at når der er en misbruger i området, så har alle travlt. Der er mange slags misbrug og dysfunktion, både de socialt acceptable som feks. overdrevent arbejde, overdreven kirke/åndelighed, for stram familiedisciplin og så de socialt uacceptable, feks. alkohol, narkotika. Der er visse misbrug, som kunne siges at ligger midt imellem som feks. overdrevent forbrug, indtagelse af mad, sex, spil – for tænk, hvis du vandt!

Hvor kun den ene udviser afhængighed bliver partneren og børnene og andre tæt på ofte overinvolveret i den misbrugendes liv. De bliver hjælpere, som vil redde misbrugeren ved at helbrede vedkommende eller redde dem fra resultatet af det, de gør. De føler sig meget ansvarlige for den misbrugende person og ser det som deres opgave at få misbrugeren til at holde op. Allerede nu kan jeg vel røbe, at den eneste person, vi kan forandre, er os selv, og at en misbruger først stopper sit misbrug når han eller hun påtager sig ansvaret for sig selv og det vedkommende stopper, hælder eller sprøjter i sig eller hvad misbruget nu består i.
Den hjælpende medmisbruger dækker over misbrugeren, feks. ved at undskylde overfor venner, familie og arbejdsplads. Oftest er det kvinden og børnene i en familie, som er medmisbrugerene. Hun rydder op, undskylder overfor eventuelle kreditorer osv. Børnene undlader at invitere andre børn med hjem og accepterer social isolation og agerer ud andre steder end hjemme i loyalitet mod familien.
Det er svært for en hjælper at lade konsekvenserne ramme misbrugeren selv, de føler sig skrækslagne ved tanken om at miste forholdet til deres fælle. Ofte er medmisbrugere vokset op med forældre, som havde misbrug og det er vel en mulighed, at kvinden senere agerer sin smerte ud som medmisbruger og manden sin som misbruger. Medmisbrug er en tillært færdighed, den er ikke arvet.

Ved at fokusere på misbrugerens liv og misbrug undgår medmisbrugeren at ignorere sine egne smertefulde livstemaer. Der kan være en vis lettelse i at deponere sin lykke og tilfredshed ovre i en anden og man kunne kalde medmisbrug for ’afhængig af en anden’. Hvis blot NN ville holde af mig og hvis blot jeg vandt i lotto, så ville jeg være lykkelig og fri. De vil finde deres lykke ved at søge den hos mennesker og ting eller begivenheder udenfor dem selv.
Problemet med dette er naturligvis, at det ikke virker. Vi har ingen kontrol over hvordan andre føler eller reagerer overfor os. Det er ikke nogen andens ansvar at gøre os lykkelige! Ansvaret for vore følelser er vores eget.

Som du kan se i listen fra tidligere, så er medmisbrugere tilbøjelige til at være overansvarlige i forhold til andre og underansvarlige i forhold til sig selv. De vil have tilbøjelighed til at leve over evne og deres behov for anerkendelse og sikkerhed vil drive dem til at arbejde uden hvile, så de ender med at brænde sig selv ud. De mærker ikke sig selv eller føler sig skamfulde over deres egne følelser og på den måde er de udenfor deres naturlige felt af at give og modtage, at arbejde og hvile.

Hvad er der mon i vejen med mig, spørger du. Et svar kunne vel være, at der ikke er noget i vejen med dig. Du har muligvis blot indlært nogle roller og funktionsmåder, som, hvis de ikke passer dig længere, du med sindro kunne lægge fra dig. Det kunne være din forsømmelse af dig selv og dine egne behov – prøv at forkæl dig selv med noget, du godt kan lide og se hvad der sker. Det kunne være ved at både give og modtage i et forhold i stedet for altid at skulle stille op som hjælper og redningsmand. Det kunne være ved at lade dig selv mærke din egen fortvivlelse og dødsangst og give den ord og plads i stedet for at flygte fra den og dulme den.
Jesus tog et lille barn og satte midt imellem dem og sagde, at her var et retfærdigt menneske. Barnet færdes ret. Det har det som det har det, græder hvis det er ked af det, kæmper for det, det vil have, sørger når det ikke får det og går videre derfra. Barnet er gavmildt og har et stort ønske om at blive taget imod for sin egen skyld. Det siger ja og nej uden personsanseelse – børn er fantastiske. Kig på dem og lær af dem. Og lad dem inspirere dig i din øvelse i at være barn hos din Skaber og Himmelske Far.
Mange hilsner
Peder Poulsen