Sammenbragt familie:
– Hvordan kommer vi bedst fra start?

Kære ‘én under indkøring’.

Tak for dit brev. Hvis du læser brevkassen regelmæssigt vil du have set, at hele området med sammenbragte familier har vi rundet nogle gange. Og der er mange, mange aspekter af det spørgsmål. Det første er, at en sammenbragt familie er forskellig fra den oprindelige kernefamilie. Det er kort sagt en anderledes familie, først og fremmest fordi I to voksne ikke deler forældreskabet og fordi der er andre voksne og børn udenfor familien, som jeres familie er i spil med og som har massive rettigheder i forhold til jeres familie, især naturligvis i forhold til børnene.

Når du skriver, at du er ‘under indkøring’ og at det er svært for dig at finde dig tilrette så er det i mine ører den forventede tilstand i din og i jeres situation. Der er udfordringer forbundet med at være familie og det er ikke mindre markant når vi taler om at være en sammenbragt familie. Jo mere almindeligt det er blevet at blive skilt jo mere tror mange, at det kan de bare klare ligesom så mange andre, som også bare lige skal klare det. Men det er for langt de fleste et omfattende arbejde som trækker på ressourcerne.

Umiddelbart lyder det til i dit brev, at du er noget forsigtig med hvordan du kommer i spil med den familie, som du nu er blevet en del af. Du lyder ikke til at have mange forventninger eller fordringer til drengen, det går mere den anden vej. Jeg tror det er rart for drengen, at du ikke tvinger dig ind på ham og forlanger en hel masse af ham. Omvendt så kan det altså også blive for forsigtigt og for fjernt. Hvis drengen nu beundrer dig og gerne vil lave en hel masse sammen med dig kan du måske føle dig ret overvældet af al den kærlighed og begynder at holde dig væk fra ham og måske undgå ham. Det lyder til drengens mor er meget optaget af at I to får et godt forhold og det kan jo godt sætte dig i en klemme. Hans far er du ikke! Der er kun én far og kun én mor i drengens liv. Men du kan blive en god far-figur og du kan blive en god voksen ven. Det kræver, at du gør op med dig selv, hvad du vil putte i det venskab og hvordan det skal være for, at du kan trives med det. Helhjertethed giver nærhed og tryghed. Hvad vil du gøre sammen med drengen, og hvad vil du ikke gøre sammen med drengen. Når han ikke kan få det, han gerne vil have, så er din opgave at være sammen med ham om sorgen over det uden at kritisere ham for hans reaktion. Forblive tydelig, fast og bestemt. Accepter at han står for én ting, og du står for en anden og hold fast i grænsen imellem jer. Når grænsen er tydelig kan I bedre senere være sammen om at flytte på grænsepælene.

Nøgleforholdet i familiernes liv er de voksnes forhold til hinanden. Din og din hustrus forhold til hinanden er et nøgleforhold eller en nøglerelation i jeres familie. Og samtidig er der så det fælles og fortsatte forældreskab, som hun deler med sin tidligere mand og som altså fortsætter selv om ægteskabet er opløst. Jo mere I voksne afklarer jeres forhold til hinanden, jo mindre er børnene i klemme og jo lettere er det for dem at finde frem til deres nye ståsted i den turbulente virkelighed som de voksne har påført dem. Hvis jeg har læst dig rigtigt, så er du sikkert tilbageholdende med at turde gå i gang med at finde en ny, fælles stil. Og du registrerer, at din hustru efter din mening tager store hensyn til dig uden at du i øvrigt giver konkrete eksempler. Jeg tror hun har brug for det samme som drengen har brug for. At du er med og at I får lavet en fælles ansvarlighed. Jeg vil opmuntre dig til at undersøge feltet imellem jer. Hvordan har hun det med sig selv. Føler hun sig meget skyldig over at være gået eller blevet gået fra sin tidligere familie. Synes hun, hun står alene med det, og at du hjælper for lidt til – hvilke ønsker har hun til dig?
Det er jo muligt, at hun er bange for, at det skal ende det samme sted, og at du går igen, og derfor kan hun blive ekstra irettesættende overfor sine egne børn. Og den uro smitter naturligvis af på børnene. Og du skal jo også finde ud af, hvor du er med hende og med dem. De fulgte med i en pakkeløsning, men som oftest er det jo moderen, som manden er gået efter.

Når og hvis du melder dig ind i familien med dine tanker og ideer for jer alle sammen, både for dig selv, for hende og for børnene, så bliver der naturligvis uro igen. Dit input er forventeligt forskellig fra hendes og fra det, som familien tidligere har levet med. Så hvis hun gerne vil have dig til at tage et medansvar, og du så gør det, så kan det være helt anderledes end det, hun havde tænkt sig. Og så må I fortsætte snakken med hinanden om det. Der er ingen vej uden om at kommunikere. Uden kommunikation ingen udvikling.
Det kræver meget at finde ud af at fungere som mor og stedfar med respekt for hinandens forskellighed og i forhold til børnenes opdragelse.
Jeg vil ønske dig og jer lykke til i jeres fortsatte vandring med hinanden

Mange hilsner
Peder Poulsen