Venstre sidebanner eksempel

Vi skal møde de unge med respekt

Kære ’på bagbenene’
Det lyder til, at du er på hårdt arbejde. Og det kunne det også lyde til, at din datter er. Jeg synes jeg hører en lille undertone af glad distance til det hele, men jeg er ikke helt sikker. Hvis du synes det kun er hårdt, hjælper det dig nok ikke ret meget, at jeg mest har lyst til at hejse flaget og råbe hurra og sige dig tillykke med den dejlige datter du har. Hun ved, du har hende i hjertekulen, og det lyder til at hun går efter dig. Alligevel vil jeg godt prøve at tage det perspektiv, jeg er klar over, at det er med fare for, at du synes, jeg ikke tager dig alvorligt nok. Men giv mig nu alligevel en chance.

At udvikle sig sammen

På et tidspunkt begyndte det at gå op for mig, at der ikke er forskel på børn og rigtige mennesker. Jeg er selv vokset op i et ret frit familiemiljø uden svære restriktioner, men den nærmeste kultur var mere restriktiv. Så en vis undergrundsbevægelse af mere eller mindre ’kriminel’ karakter udviklede sig næsten naturnødvendigt. I dag prøver jeg stadig at komme på den anden side af at ville styre mig selv og alle andre med visse regler. Og jeg tror du med fordel kunne lade dig inspirere til det samme. Målestokken for hvordan vi skal omgås børn er den samme, som vi anvender i forhold til vores bedste venner. Så hvis din datter nu tilfældigvis også var din ven, hvordan ville du så nærme dig jeres forhold.

Systemfamiliens sammenbrud

Det virker til at det, som virkede i ’de gode gamle dage’ ikke virker mere. Vi voksnes uindskrænkede og totalitære magt over børnene er stort set slut i vores kultur. Så sammen med mange andre forældre er du og jeg på eftersøgning efter en anden model. Og jeg synes at kunne spore en vis forpustethed hos dig. Der er især to slags forældre, som kommer i knibe i den her tidsepoke. Det gælder dem, som vil fastholde den gamle måde at sætte grænser på og det gælder dem, som tager afstand fra den skrappe og autoritære form, men har svært ved at finde en ny at sætte i stedet.

Hvad er der så at gøre?

Der skal ikke gøres så meget, men der skal leves noget mere – det vil være mit forslag. I stedet for mekaniske systemer, så kalder din datter på din person. Set med mine øjne, altså. Hun er i gang med at hjælpe dig med at færdiggøre din personlige udvikling og det lyder det ikke til hun får megen tak for lige nu. Hvad siger du til det forslag, at hun er ude at spørge efter dig, at du er forsvundet bag ved moral og regler og bedreviden, og at hun savner dig og faktisk blot er ude at lede efter dig. Ret skræmmende, ikke. Det var faktisk mere trygt at være voksen før i tiden. Der var en kultur som var klar til at bakke de magthaverne op, også når de var forældre. Det havde en høj pris i forhold til kontakten mellem generationerne. Dengang var der ret stor sikkerhed om mål og midler og en voksenkoncensus om, at børn skulle ind- og underordne sig, om nødvendigt med hjælp af vold og straf.
Din datter accepter tilsyneladende ikke de gamle afgrænsninger om sig, som du dikterer. Mit forslag er, at hun vil finde sine grænser i et samspil med dig og dine personlige grænser.

De voksnes arbejde

Så hvor er du henne i forhold til hende. Vil du træde ned fra lovgiverskamlen og opgive at være forælder i forhold til og forlængelse af andre menneskers og systemers ideer og forordninger. Der kan være en vis lettelse ved det. I stedet kunne du måske prøve at komme i dialog med din datter efter evangeliets inspiration og forbillede. Da Gud blev menneske indbød han til dialog og til et venskabeligt forhold mellem ham og os. Jesus var Gud Faders væsen. Hele det religiøse system brød sammen når han gjorde alt det ikke-rigtige. Det løber lidt af med mig, kan jeg mærke, når jeg sidder og skriver her. Undskyld, hvis jeg bliver lidt hvas i tonen, det er kærligt ment. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi har nogle fantastiske børn alle sammen. De gør, hvad de kan for at få kontakt med os, og hvor ville jeg ønske, at vi voksne ville lære at elske dem for det. Det er børnene der kan bryde sig vej ind til os, det er børnene der kan bryde os åbne, så vi aflærer os alle de mønstre, som gjorde det muligt for os at blive elsket af vore forældre. Det er de mønstre som gør det umuligt for mange af os at være en god nok forælder og det kan være pinefuldt at se i øjnene, men det er ofte den eneste vej til børnenes respekt og til at genetablere en sund selvrespekt.

Hvordan ser det ud i praksis

Tja, rent sprogligt betyder det at du siger noget om dig selv frem for om hende. Hvis du finder dine egne grænser og du kan stå helhjertet bag dem, så kan du med indre overbevisning sige nogle varme, personlige udsagn, feks. Jeg vil ha’. Jeg vil ikke ha’. Jeg kan li’. Jeg kan ikke li’. Jeg vil være med til… Jeg vil ikke være med til….. Det er det sprog mange fik aflært i løbet af vores første år og det er en skam, for det sprog hjælper os til at få det, vi har brug for fra andre mennesker – incl. deres forståelse og respekt for vores personlige grænser og behov.
Heldigvis kan børnene det sprog og det giver os voksne en mulighed for at genopfriske det sammen med dem. Min overbevisning er, at hvis du kan lære at møde din datters udsagn respektfuldt og forhandle dig til en løsning, så vil hun lære respekt for dine og andre menneskers grænser. Hvis du fortsætter en magtkamp, så er det det, hun lærer. Og udsigterne til, at du vinder den er forsvindende små, faktisk kan den ikke vindes, for den koster relationen. Og uden relation intet liv. Og jeg er helt klar over, at det er livet du kæmper for. Så prøv at lægge strategien lidt om og se hvad der sker.