Et minut, der ændrede et menneskeliv

Det var ikke en alvorlig sygdom, ikke et pludseligt dødsfald, ikke en økonomisk katastrofe eller anden ulykke! Jeg har ikke den nøjagtige dato, men det var i slutningen af november 1932, derimod husker jeg klokkeslættet, omkring 13.50. Stedet er jeg også helt sikker på, for det eksisterer delvis endnu. Det var den gamle Statsskole i Esbjerg, beliggende i Skolegade lige over for Vor Frelsers Kirke.

Ugens kronik af Poul Ulsdal, Pastor fra Esbjerg

Den beskedne bygning var oprindelig en „fin“ realskole for den stærkt voksende bys matadorer, men havde fået tilføjet et gymnasium; dog var realafdelingen stadig en betalingsskole. Ved skolens årsfest var der endnu fædre, der optrådte i smoking! Der var også andre „traditioner“ – f.eks., at pedellen uden at banke på gik ind i klasserne for at fodre kakkelovnene! Og at rektor efter sigende flittigt benyttede det lille vindue i døren ind til klasserne for at følge lidt med… I øvrigt kunne vi opleve, at en mus løb tværs over gulvet, så det var ikke mærkeligt, at der få år senere blev bygget en ny Statsskole.
Den egentlige scene for begivenheden var skolens bibliotek, et meget beskedent rum med skrå vægge og gammeldags tagvinduer. Her sad 3. gymnasieklasse på den „matematisk-naturvidenskabelige linje“ omkring et aflangt bord, tre elever på hver side, læreren for den ene ende og jeg af uforklarlige grunde for den anden. Begrebet „lektor vælde“ kendte vi ikke noget til, vi syntes også dengang, at nogle af lærerne var „dumme“, men hvad kunne det hjælpe at fortælle dem det? Med en så lille klasse kunne læreren jævnligt bruge slutningen af en time ved et andet bord med f.eks. at rette stile eller skrive i karakterbøger, og så kunne vi andre bruge tiden til gode samtaler og debatter.

Men så skete på denne bestemte novemberdag „miraklet“. Jeg husker ikke årsagen, men måske kunne jeg af og til være lidt ivrig med at argumentere for et standpunkt i en sådan debat. I hvert fald lyder det på det nævnte klokkeslæt fra Else, klassens eneste pige: „Du skulle egentlig være præst, Poul!“ Jeg tror ikke, at der var tale om „religion“, kun den nævnte iver.
Men det utrolige sker, at denne gymnasieelev lidt efter går ud af klassen og ned til Fanø- færgen med denne klare vished, at han skal være præst!. En helt umulig tanke, ja det glade vanvid for den, der var vokset op i et ikke meget „religiøst“ hjem og et helt ukirkeligt miljø. Jeg havde aldrig mødt anden præst end ham, der konfirmerede mig, og under forberedelsen havde jeg fået øretæver af en blød provstehånd, fordi jeg ikke kom i kirke i sommerferien, hvor jeg arbejdede alle ugens dage for at tjene penge til mit konfirmationstøj. Mit „religiøse“ grundlag var „kun“ en personlig aftenbøn, og min kirkegang var begrænset til juleaften. Jeg havde ingen forestillinger om en idyllisk præstegård, tværtimod var det at være præst i min familie forbundet med kritik og sladder. – Indtil dette øjeblik havde det været min faste overbevisning, at jeg ville være læge, hvortil det passede fint, at mine bedste karakterer var i matematik og fysik/kemi.
Men jeg „kom ikke til fornuft“ efter at have sovet på det, heller ikke i de følgende dage. Og så blev det søndag, og da måtte jeg selvfølgelig i kirke og har været det altid siden. I de følgende måneder blev scenen for det videre begivenhedsforløb efter det ubegribelige „kald“ den store maleriske sømandskirke fra 1700-tallet i Nordby med den lange række „kirkeskibe“ hængende ned fra loftet og de mange kirkegængere. Selv fandt jeg snart min plads på pulpituret sammen med den skæggede og langhårede afskedigede skolelærer i hans snavsede islandske trøje.

Men her skete så det andet „mirakel“, at den unge mand, der nærmest var, hvad man i dag kalder „venstreorienteret“, var f.eks. militærnægter, sugede det alt sammen til sig’. Jeg fornemmer endnu den skiftende belysning og stemning i denne kirke gennem advent, jul, nytår og påske, og der var intet, der „stødte“ mig eller ‘forargede“ mig. Intet af den „gammeldags“ tale, der lød i Bibelen, liturgien, salmerne og i præstens prædiken. Det var alt sammen spændende og dragende.

I min „kirkefremmedhed“ varede det længe, inden det gik op for mig, at jeg da vist nok også skulle læse i Bibelen. I hjemmets „bogsamling“ på måske 10 ligegyldige bøger fandt jeg et uindbundet Ny Testamente med påtrykt årstal 1592 og pris 25 øre. Her var alt i den helt gamle stil med f. eks. denne overskrift „St. Paulus’ Brev til de Romere“. Men jeg slugte denne lille bog næsten som en roman, læste den gerne kun i smug, for „sådan noget gjorde man ikke“ i mit ellers gode hjem. Jeg har på forreste side påført datoen 19. februar 1933, så det tog altså sin tid, inden jeg opdagede den bog.

Måske en måneds tid senere skiftede hele forløbet karakter, idet oplevelsen i november 1932 forsvandt fra mine tanker og blev afløst af noget mere dagligdags, af de helt personlige spørgsmål: „Tror du virkelig på alt det?“ Og: „Er det sandt alt det, du har hørt om i disse måneder og læst om i den lille bog?“ Uden at have talt med noget menneske om disse ting var jeg kommet ind i en alvorlig troskrise, noget jeg senere blev klar over, at mange havde været igennem før jeg. Så måtte jeg af sted til Centralbiblioteket for at finde bøger om kristendom, og de blev valgt helt vilkårligt uden mindste vejledning. På en måde kan man sige, at nu var scenen skiftet endnu en gang, nemlig til loftet på et stråtækt Fanø-hus med det blå vand lige uden for mit vindue. Med hovedet fyldt med disse helt eksistentielle spørgsmål sad jeg nu og læste til studentereksamen. Jeg ved ikke, hvilke bøger jeg læste mest: min nye Bibel, de „fromme“ bøger eller det, som jeg skulle til eksamen i.

Men her skete endnu et „mirakel“ efter det omtalte minut på Statsskolens bibliotek: at jeg alligevel fik en god eksamen! Siden har jeg tænkt på, hvorfor jeg dog ikke i denne krise af tvivl blot havde smækket Bibelen i, lagt de fromme bøger til side og kun koncentreret mig om eksamen. Så kunne jeg helt sikkert have opnået nogle ekstra point på eksamensbeviset. Ja, havde opgivet denne vanvittige, flyvske idé om at skulle være præst! Så jeg til mine forældres lettelse og engang til deres store ære i den lille by var blevet noget langt „finere“, nemlig læge. Men det faldt mig ikke et øjeblik ind.

Og netop samtidig med den overståede eksamen skete det fjerde og langt vigtigste „mirakel“, at malstrømmen af tvivlende tanker standsede. Ud fra læsningen af Ny Testamente havde jeg ganske enfoldigt bedt om Helligåndens vejledning, og den bøn må jo være blevet hørt. Med en meget ufuldkommen tro kunne jeg til september med stor glæde og forventning rejse til København for at læse teologi.
Her fik jeg rige studieår og i tilgift noget for mig helt ukendt, et godt kristent kammeratskab. Studiet bragt mig ikke i særlig grad ud i ny tvivl, måske fordi jeg personligt havde gennemlevet „det værste“, selve tvivlen på Guds virkelighed. Med et langt livs erfaringer og under fortsat teologisk læsning kunne tvivlen alligevel dukke op. Det er det ydmygende ved at berette om så gennemgribende „oplevelser“, at troen alligevel kan være så skrøbelig, de giver ingen „sikkerhed“. Bibelen beretter meget derom, og hele kirkens historie gør det samme. Det er menneskets vilkår på denne jord.

Allerede tidligt kom jeg til den erkendelse, at en såkaldt „liberal“ eller „rationalistisk“ teologi ikke er mere „fornuftig“ eller „troværdig“ end den gamle klassiske kristendom. Det er en mærkelig iagttagelse, at det ofte er „kætterne“ og „vranglærerne“, der forekommer mest sikre og uden tvivl.
Men jeg blev præst en dag. Jeg blev benådet med et mangfoldigt og spændende præsteliv med tjeneste i sogne med nedarvet god kirkegang og igen noget, som jeg aldrig havde drømt om, en tjeneste langt ud over sognegrænserne. Ved ordinationen i Københavns Domkirke den 15. september 1939 prædikede biskoppen over et vers i Hebræerbrevets 12, kapitel, der begynder sådan:
„Vi modtager et rige, der ikke kan rokkes“. Disse ord lød, netop som det første af denne jords riger var faldet i Anden Verdenskrig. Jo, menneskers tro kan rokkes, men Guds rige består.
Gennem den altomvæltende begivenhed i 1932 med dens følgende farcer og i det kommende virke som præst var der et vers af en Grundtvig-salme (DDS 305,3), som for mig i særlig grad udtrykker kristenlivets vilkår:

Saligheden, tvivl til trods,
gør indlysende for os,
som ved Ånd os trøste,
føle dybt, at uden dig
tomt er alt på jorderig’,
avner kun at høste.