Grosbøll kommer for præsteretten
Præsten Thorkild Grosbøll, der ikke tror på Gud, skal dømmes af en gejstlig domstolTaarbæk-præsten Thorkild Grossbøll, der blev fritaget for tjeneste, fordi han ikke tror på Gud, bliver stillet for den særlige præstedomstol.
Det blev besluttet den 9. juli, hvor justitsminister Lene Espersen sendte en omfattende redegørelse til præsten.
I juni fritog biskop Lise-Lotte Rebell for anden gang Thorkild Grosbøll og overlod til kirkeministeren at tage de nødvendige videre skridt i sagen.
I ministerens skrivelse tages der udgangspunkt i en af præstens prædikener, hvor Grosbøll giver udtryk for, at Gud har abdiceret til fordel for sin søn og dermed til fordel for os.
Den teologi er ifølge biskoppen klar imod kirkens gamle lære.
Overfor ministeren har biskoppen sammenfattet sagen og vurderet, at Thorkild Grosbøll har bragt sig i afgørende modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og med sin adfærd har virket som en belastning for store dele af det folkekirkelige liv og til skade for det kirkelige embedes anseelse og folkekirkens renomme.
Desuden anklages Grosbøll for at have trodset et tjenstligt påbud om kun at bidrage til debatten på en sober og ordentlig måde.
Thorkild Grosbøll har nu indtil den 1. september mulighed for at komme med et skriftligt høringssvar til biskoppens vurdering af sagen.