Skt Olai-fest og kristning af Thy

Færinger fejrer hvert år, at kristendommen blev indført på øerne af Olav den Hellige – og færinger forstår fortsat at takke Gud for livet

Af Mogens Tilsted
Christensen
Tidl. ejendomsmægler, gik på Brande bibelskole, læste teologi i en moden alder og er nu præst på Færøerne, hvor han i år prædikede ved den store færøske nationalfest, Skt. Olai-festen. Her er hans prædiken i uddrag.

„Guds Herlighed er beregnet for alle, der vil tage imod“
Salmisten kong David siger:
„Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden! Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel!“
Det ser det ud til, at man stadig gør på Færøerne over ca. 3000 år senere.
Her ser man mennesker, der er forsamlet i anledning af, at kong Olav den Hellige var med til at indføre kristendommen og Gudsfrygt på Færøerne. (…)
For Herren Israels Gud, der også er Færøernes Gud er god, og hans trofasthed varer til evig tid, hans troskab i slægt efter slægt.
Olavs-ugen her på Færøerne er noget ganske særligt. Vi fejrer den norske konge Olav Haraldsson – også kaldet Olav den Hellige. Det er noget ganske særligt og smukt at fejre en konge, der er årsag til, at kristendommen blev den sejrende religion her på øerne.
Kong Olav Haraldsson er helt bestemt også værd at mindes og fejre.
Den norske konge Olav Haraldsson døde den 29. juli 1030, – i dag for 974 år siden, hvor han faldt ved slaget i slaget ved Stiklestad.
Historien beretter, at kristendommen blev bebudet af høvdingen Sigmund Brestisson på klipperne yderst på Tinganes i Tórshavn.
Den islandske Færeyinga-saga skildrer kampen mellem den kristne Sigmundur og den hedenske høvding Tróndur í Gøtu. Det er Tróndur, der har magten, men med støtte fra kong Olav Trygvason i Norge overvinder Sigmundur sin fjende for en tid. Men så bliver han overfaldet på sin gård i Skúvoy. Sigmundur springer i havet og svømmer den lange vej til Suðuroy, hvortil han kommer i udmattet stand. Men bonden Tórgrímur den Onde slår ham ihjel.
Men med kristendommens sejr blev den hellige Olav også Færøernes beskytter.
Her på Færøerne blev han så værdsat, at man her i Tórshavn stadig fejrer Òlavsøka – Olaifesten.
I århundreder, og uden hensyn til katolicismens fald, er denne dag blevet fejret som en slags nationalfest, hvor arbejdet blev nedlagt, og man strømmede til Tórshavn fra fjern og nær, som man også ser det i dag. (…)
Òlavsøkuaftan, den 28. juli om eftermiddagen bliver stævnet åbnet med optog gennem byen, forrest rytterne med det færøske flag i spidsen, til plænen foran lagtingshuset. (…)
Nu står der så en dansk præst her på prædikestolen til denne færøske festgudstjeneste.

Men på en eller anden måde har Olav den Hellige også haft indflydelse på kristenheden i Danmark – i Thy i Nordjylland – i parantes skal det bemærkes, at Præsten er barnefødt i Thy.
Skt. Thøger havde været i tjeneste som kapellan hos den norske kong Olav den Hellige. Han er manden, der siges at have kristnet thyboerne (Kristeligt Dagblad 26-07-2004).
Da Olav blev dræbt i slaget ved Stiklestad i 1030, ville Skt. Thøger hjem til Sydtyskland. Skibet, han sejlede med, strandede imidlertid uden for Vestervig i Thy i Danmark, og han nåede aldrig længere. Legenden fortæller, at det sted, hvor han havde lagt sig til at sove, sprang næste morgen en kilde frem.
Således kaldtes han til missionsgerning i Thy. „Skt. Thøgers kilde“, der blev en søgt lægedomskilde, kan stadig ses på den gamle kirkegård, men er næsten udtørret.
Men han byggede også en kirke af ris og kvist i Vestervig, hvor han virkede til sin død. Han blev skrinlagt i Vestervig i 1117, og man så lys over hans gravsted, og han blev helgenkåret.

Guds Herlighed er beregnet for alle, der vil tage imod.
Vi synes, at det er en herlig dag. Tórshavn er blevet dobbelt så stor, som den plejer at være. Vi ser de flotte og herlige nationaldragter, som mange mennesker har på.
På denne dag er det traditionen, at de folkevalgte politikere er med til gudstjeneste forinden lagtinget åbnes for et nyt arbejdsår.
Vi har tillid til vore folkevalgte politikere, at de gør deres bedste. Det har vi bla. fordi, der hver søndag bedes for dem i alle kirkerne.
På en sådan dag bør man også minde vore folkevalgte politikere om, at de ikke glemmer deres fædrene arv. Ude i fjeldet og på havet er der blevet sunget. Når man drog ud, var det første man hørte en takkesang, og det sidste man hørte var en takkesang.
Fra fortrolig side på Nordstrømø har jeg ladet mig fortælle, at det stadig nu om dage er almindeligt, når de drager til fjelds eller til havs, at man tager huen af og sætter sig ned og synger „Befal du dine veje.“ Og denne tradition er udpræget en god vane. Jesus selv gik også efter sædvane ind i Helligdommen.
En sædvane – en god vane – bør aldrig stoppe. Det gælder også denne Olai-gudstjeneste, som hvert år afholdes midt i festivitas her i Tórshavn.
Den gode vane med den færøske takkesang vil forhåbentligt vare ved i evighed.
Det er aldrig forgæves at takke og prise Gud med læsning af Guds Ord med bøn og med lovsang.
Denne gode vane er helt sikkert grunden til, at det færøske folk får lov til at opleve store velsignelser i hverdagen. Fred, velstand, fremgang og arbejdsglæde.
Når der sker uønskede ting i hverdagen, så må man takke Gud alligevel – Sig tak under alle forhold, opfordrer Paulus til. Der er altid noget godt at takke for eller noget, som er gået godt.
Hvis fiskeripriserne falder på grund af overproduktion, så takker man Gud for, at der i det hele taget er hav og fisk omkring.
Hvis det er for dyrt at hente olie i undergrunden, så takker og priser man Gud for, at der findes olie i den færøske undergrund i det hele taget.
Og hvorfor så det? – Jo fordi Guds karakter er taknemmelighed og gode vaner, som vi hører i teksten til i dag både fra Davids salmen og fra evangelieteksten.
Kong Davids takkesang medførte også, at kong David oplevede mange velsignelser. David var simpelt hen manden efter Guds hjerte. Manden, der var en stor synder, der fik nidkærhed og omvendte sig til Gud og senere blev Israels konge.
Senere var det kong Jesus, der i triumftog drog ind i Jerusalem på æselryg, indstiftede den hellige nadver, blev korsfæstet.
Men denne konge, som også er vores konge – han opstod fra de døde. Han fik sejren, som vi også har fået andel i – sejren over døden. Ved ham fik vi andel i det evige liv.
Ved omvendelsen til denne konge får enhver, der vil følge ham altid sejren over død og elendighed.
Jesus siger det lige ud, at hvis hvedekornet ikke dør, så bliver der kun dette ene hvedekorn. Jesus gjorde det som hvedekornet. Han gik i døden, for at vi kunne få livet.
Her i dødsriget, hvor han opholdt sig i 3 dage, sonede han al vor synd og sygdom.
Paulus, siger klart, at kød og ånd er i strid med hinanden. Aflæg kødets gerninger, som er utugt, druk og svir og deslige, og lad jer fylde af ånden, hvis frugt er kærlighed, mildhed, godhed, trofasthed og afholdenhed o.s.v. (Galaterbrevet kap. 5).
Selvom Gud måske ikke er synlig, så virker han dog i verden. Hans udstråling kaster glans over jorden.
Guds herlighed er ofte tilstede, uden at vi ved af det.
I dag på denne særlige og festlige Olai-dag ser vi Guds herlighed her i kirken. De fleste af vore politikere såvel som mange mennesker her i kirken og ude på gaderne er iført flotte nationaldragter.
Nogle synes, at de færøske nationaldragter er de flotteste i verden. Ingen nummerplader er så kønne som de færøske blå-hvide nummerplader med det færøske flag med korset fremhævet som det allerførste på nummerpladen.
Lad os forestille os, at dronning Margrethe var til gudstjeneste her i kirken i dag. Måske ville hun så sidde i en særlig stol skjult for jer i kirken, men alene bevidstheden om hendes tilstedeværelse ville afgjort kaste glans over gudstjenesten. Dronningens herlighed smitter af og stråler ud i rumme som omfatter os, der er til stede.
Således er også Guds herlighed. Hans herlighed kaster glans over jorden – ja over gudstjenesten.
Men er man ikke bevidst om Hans tilstedeværelse, har man heller ikke øje for hans herlighed. (…)

Umiddelbart kan det ligne en fornedrelse og et nederlag, at Jesus dør. Døden ligner ikke en herliggørelse.
Men døden bliver herliggjort ved opstandelsen fra de døde, og hvis ingen opstandelse der var, ja – så var vores tro simpelt hen forgæves.
I billedet om hvedekornet uddrager Jesus moralen, at: „Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.“
Kristendommen er på ingen måde livsfornægtende- og verdensforsagende . Det sande kristenliv består ikke i at fornægte sit jordiske liv og regne det for syndigt. Et sådant syn fik de kirkehistoriske konsekvenser, vi kender i munkelivet. Jesus siger ikke, vi skal hade livet, men hade „sit liv“.
Havde Jesus elsket sit liv, havde han aldrig givet sig hen til sine fjender, men stædigt kæmpet for at beskytte det.
Det ville sikkert have indebåret, at han nedtonede sin rolle som Guds søn, for udtalelserne om dette gav lige præcis næring til dødsdommen.
Han ville heller ikke have ofret al den tid på syndere og fortabte. Hvis Jesus havde elsket sit liv, så ville han ikke have været Kristus. Og hvis han var blevet henrettet alligevel, havde det ikke gjort nogen forskel for os. For så havde såningen af hans legeme ikke medført nyt liv.
Men fordi Jesus elskede livet og var parat til at sætte sit eget liv på spil for dette langt mere overordnede princip, kunne Kristi liv fortsætte efter hans død. (…)
Kristus opstod, – og på samme måde skal også vi opstå. Og da vil vi i sandhed skue Guds herlighed og se, at det er samme herlighed, vi har kunnet ane på denne side af døden. Amen.“