Bibelskole i døds- ulykke i Letland
Elever og lærere på Børkop Højskole forsøger
at komme sig oven på weekendens ulykke i
Letland, hvor skolens bus kolliderede med en modkørende bil, og tre letter blev dræbtEn stortur til Letland endte tragisk på en lettisk hovedvej for tre lærere og 27 elever fra Børkop Højskole, der er Indre Missions bibelskole.
Tæt på hovedstaden Riga kolliderede den danske bus fra Børkop Højskole med en personbil, som kom kørende med høj hastighed i den forkerte side af vejen.
De tre letter i personbilen blev dræbt på stedet, mens en 21-årig elev fra højskolen måtte på hospitalet til observation for hjernerystelse.
Efter ulykken kom lærere og elever ud af bussen i en fart for at gøre plads til de lettiske redningsfolk. Herefter søgte danskerne læ for regnen under et halvtag på en nærliggende betonfabrik.
Forstander Kurt Kristensen fortæller:
– Vi stod under halvtaget i tre timer og forsøgte på bedste vis at tage os af hinanden. Spontant begyndte en lærer og nogle elever at synge og bede sammen. Det var utrolig stærkt at opleve, fortæller Kurt Kristensen.
Holdet var i Letland bl.a. for at besøge den danske evangelist Poul Nielsen, men fredag morgen blev lærere og elever enige om at afbryde programmet og i stedet komme hjem hurtigst muligt.
– Vi boede på et vandrerhjem i Riga, hvor vi efter ulykken fik stillet et lokale til rådighed, hvor vi kunne være og tale og bede sammen. Vi havde håbet, at vi kunne komme hjem allerede fredag, men det lykkedes først at få et fly over efter os lørdag. Set i bakspejlet var det godt, for så havde vi god tid til at tale om oplevelsen, inden vi kom hjem og blev spredt for alle vinde.
Lørdag satte danskerne sig i flyet på vej hjem. Her blev de mødt af en avisoverskrift om ulykken, som provokerede og gjorde ondt.
– Overskriften lød: Gud var ikke helt med. Det var lige det modsatte af, hvad vi havde oplevet. Vi havde netop oplevet, at Gud havde været til stede og havde beskyttet os mod ondt, forklarer Kurt Kristensen.
Lørdag aften var lærere og elever tilbage på Børkop Højskole, hvorfra nogle af eleverne tog hjem, mens andre fik besøg af familien.
Tirsdag begyndte undervisningen igen, og ifølge Kurt Kristensen er stemningen god.
– Vi har haft et forløb, hvor vi har været meget tæt på hinanden og har givet hinanden lov til at være dem, vi er. Vi forsøger stadig at være ekstra opmærksomme på hinanden og hjælper hinanden med at behandle oplevelserne, så godt vi kan.