Venstre sidebanner eksempel

– Det er alt for vildt, det her

Karen Andersen fra Vejen kommer til at holde 40 års fødselsdag i en norsk skihytteNår Karen Andersen i marts fylder 40, skal festen ikke fejres i de vante omgivelser i Læborg ved Vejen. I stedet kører familien på fire og et vennepar til Norge, hvor Karen har vundet et ophold i en luksus-skihytte.

Lars Møller fra Norsk Hytteudlejning (til venstre) havde æren af at overrække blomster og hovedpræmien i Udfordringens sommerkonkurrence til Karen og Ole Andersen.

Det var en jublende lykkelig Karen Andersen, der mandag troppede op på Udfordringens redaktion i Christiansfeld med sin mand Ole.
Blandt Udfordringens godt 7000 abonnenter var Karen nemlig den heldige vinder af en uges skiferie og færgeoverfart i Norge.
– Det var helt vildt. Da de ringede og sagde, at vi havde vundet, var jeg helt sikker på, at det var en joke eller en misforståelse, siger hun.
Præmien blev overrakt af Lars Møller fra Norsk Hytteudlejning, der har sponsoreret præmien, og de to plejehjemsassistenter fra Læborg ved Vejen kunne slet ikke få øjnene væk fra den store check, Lars Møller overrakte.

Første gang på ski

– Vi har flere gange talt om, at det kunne være rart med en skiferie. Vi kender jo mange, der har været afsted, men det har der ikke lige været plads til i vores budget. Faktisk bliver det første gang på ski, fortæller Karen.
Hytten ligger tæt på Lillehammer i Norges tredjestørste skisportsområde. Og der er rig mulighed for at prøve kræfter med både langrend og alpint skiløb samt deltage i de mange andre aktiviteter i området. Karen og Ole har allerede besluttet, at der både skal være plads til naturoplevelser og en norsk gudstjeneste.
Med sig til Norge tager de børnene Daniel og Dina på 17 og 15 år samt et vennepar gennem 21 år og deres fire børn.