Endelig den ægte vare

“En ret forståelse af Skriften får vi først, når vi har erkendt vor egen afmagt.
Så længe vor syndige forstand holder fast ved sit hovmod, er Skriften en uklar, ja lukket bog for os.” Den kristne kirke i Danmark har det ikke let i disse postmodernismens og de smarte tværkulturelle ords år.

Af Helge Haystrup
Odense

Dr. theol.h.c
Fhv. sognepræst
Mangeårig forfatter

Man forstår, at præsterne helst spærrer sig inde med deres computere og deres søndagsprædikener. Man er usikker og angst. For alt skal øjensynligt med vold og magt forandres.
„Grundvoldene vakler“, lyder det allerede i Davids Salmer. Men det aktuelle spørgsmål er i dag, om der i det hele taget findes nogen grundvold for vor tro og vor livsførelse?
„Jeg ved, på hvem jeg bygger“, sang de gamle med troens vished og glæde selv midt i lidelse og død. Men er den kristne sejrsvished ikke veget for angst og uro?

Hvilken autoritet?!

På universitetet lærte man, at Bibelen kun var en bog som alle andre og altså skulle læses som et almindeligt, verdsligt skrift. Den frimodige bekendelse til Jesus som vor gudsendte frelser blev problematiseret. For hvem var Jesus egentlig? Kun et almindeligt, syndigt menneske som du og jeg? Og hvor meget af det, Den hellige Skrift forkynder om ham, er til at stole på?
I stedet for at bøje sig for Bibelens vidnesbyrd som vor afgørende autoritet valgte man at stole på sin egen skrøbelige fornuft, og hvad den kunne acceptere, som om vor fornuft egner sig til at være den pålidelige dommer, når det gælder de højeste livsspørgsmål.

„Alt er tilladt…“

Derfor står mange i dag så usikre overfor de aktuelle spørgsmål om bøssepræster og bøssevielser såvel som om Grosbølls udæskende mytologiske tåbeligheder. Og af samme grund er de så nødvendige og populære dialoger med vor hurtigt voksende muhamedanske befolkning dømt til at mislykkes, når vor modpart triumferende kan henvise til en Koran, hvis guddommelige tilblivelse og ufejlbarlighed ingen tør drage i tvivl, endsige kritisere, mens muhamedanerne nedladende, resp. foragtende kan henvise til de dybe splittelser indenfor den kristne kirke, hvor tilsyneladende alt er tilladt, alt er i opløsning, ja, hvor det i det hele taget er blevet til et problem, om man bør gå i kirke eller med god samvittighed kan blive væk.
Foran mig ligger et kirkeblad, der er en typisk repræsentant for denne usikre vaklen frem og tilbage. Ydmygt indrømmer den præstelige skribent, at man ikke bliver bedre af at gå i kirke og da heller ikke får brugbare svar på sine spørgsmål med ud i hverdagen.

Gudstjeneste – møde med Gud

Men søndagen er jo fra gammel tid „vor Herres dag“, og der er jo også en egen stemning i „kirkens rum“, hvor traditioner endnu holdes i hævd i en tid, der netop roser sig af at have sagt sig løs fra alt nedarvet og over­leveret. Ungdomsoprøret gør sig i dette stadig gældende. Og det at gå i kirke er jo „en god vane“, hvad der kan siges mange smukke og let nostalgiske ord om. Men ganske øjensynligt har man svedt ud, at vor gudstjeneste er et møde med den hellige og dog forbarmende Gud, der her bøjer sig ned til os i bund og grund i synden fortabte mennesker og ved forkyndelsens ord og de hellige sakramenter skænker os den tilgivelse, vi så smerteligt trænger til for at kunne leve troens nye liv i kærlighed. I det hele taget synes det, som om både læg og lærd indenfor den danske kirke ganske har glemt, hvad der dog er selve livsnerven, kærnen i vor evangelisk-lutherske kristendom, den som alle præster ved deres underskrift på præsteløftet har forpligtet sig på at ville forkynde „med regnskabsdagen for øje“!

Mod den moderne affaldsteologi

Heldigvis ligger der også på mit bord en bog, der giver klar og kontant besked om, hvad der er kristendom, den skal derfor trøstigt anbefales til alle – ikke mindst præster og universitetslærere. Det er Det nordeuropæiske Lutheraka-demis nyeste udgivelse „Kristus, Herre i magtens og i Nådens rige“ , Nela 2003. På hen ved 300 sider lægger anerkendte amerikanske og nordeuropæiske videnskabsmænd (deriblandt flere danske) frem med stor enighed og klarhed, hvad der er kærnen i vor fædrene kristentro.
Men lad det være sagt på forhånd: Bogens mange artikler er ikke alle lige lettilgængelige. Flere af dem er skrevet på tysk eller engelsk. Men for den, der ikke lader sig skræmme deraf, er det en usædvanlig opløftende og lønnende læsning. Her er ingen slinger i valsen. Kristendommens kærne overfor den moderne affaldsteologi såvel som overfor den snigende islamisering af det danske samfund er, hvad Luther i 1538 kaldte for „der Hauptartikel von Jeso Christo“, nemlig at vi i tro fastholder Bibelens forkyndelse af, at Jesus Kristus ikke kun er et sandt menneske, men tillige fra evighed er sand Gud og derved en ud af den hellige Treenighed, der er den eneste, sande Gud. Dette kommer måske klarest frem i finnen Vaahtorantas opgør med Koranens vrangbillede af Jesus som „Isa“. Men hermed står vi samtidig overfor spørgsmålet om, hvad der var hensigten med, at Gud blev menneske i Jesus Kristus „undfanget ved Gud Helligånd og født af jomfru Maria“.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Må stadig frygte Guds fordømmelse

Bibelens mangfoldige skrifter kan nok tale med mange forskellige røster. Men profeternes og apostlenes budskab er dog ene dette: at pege hen på Jesus Kristus som vor Herre og eneste frelser fra synd og død. Hvor Skriften forstås ret, d.v.s. ved at tolke Skriften ud fra Skriften selv, bliver derfor hele Bibelen et vidnesbyrd om sandheden i vore evangeliske fædres klare fastholden ved forkyndelsen af Lov og Evangelium. Heller ikke i dette er Den hellige Skrift uklar og dunkel, idet Loven afslører og anklager os. Den viser, at som vi er og har været, har vi intet fortjent hverken af verdslig eller evig lyksalighed. Tværtimod må vi stadig frygte Guds fordømmelse og den evige fortabelse. „Lex semper accusat“, sagde Luther. Først gennem troen på Kristus, som han forkyndes i Evangeliet, skænkes os ved Helligånden frimodighed og lyst til at gøre Guds vilje, leve troens nye liv.

Problemet: Ikke Skriften, men os

En ret forståelse af Skriften får vi altså først, når vi har erkendt vor egen afmagt. Det er ikke Skriften, men os, der er noget i vejen med. Så længe som vor syndige forstand holder fast ved sit hovmod, er Skriften en uklar, ja lukket bog for os. Om dette vil den nye bog give os klar besked.
For netop påvisningen af dette var jo en hovedsag for Reformationen, ja så at sige kærnen i den lutherske lære om Guds retfærdiggørelse af syndere alene ved troen på vor Frelser. Luther og hans ægte arvtagere som fx den store amerikanske teolog C.F. Walther ligger helt på denne linie, som vi kan se af gennemgangen af Walthers hovedværk „Law and Gospel“ fra 1886,
der blev en inspiration for amerikansk lutherdom, og hvis liv og teologi her er skildret mesterligt af prof. Preuss fra den lutherske Missouri-synode.

Den svenske kirke på slingrekurs

Det på sin vis charmerende, men tillige afskyelige, moderne modbillede hertil er den nu helt „uafhængige“ Svenska Kyrkan med dens intolerance overfor gammellutheranerne og slingrekurs i en krampagtig postmodernismes vold, personificeret i den svenske ærkebiskop K.G. Hammers personlighed og teologi, der problematiserer ikke blot Gud som Faderen, men selve det kristne gudsbillede. Frelsen degraderes trøstigt til et spørgsmål om verdslige reformer. Som det hedder vemodigt i Rune Imbergs fine artikel herom: „Nedrivningsarbetet sköter kyrkoledningen själv om!“


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et advarselsskrig

Den digre bog om ægte evangelisk kristendom er derfor ikke blot et fyrtårn, der vil hjælpe rådvilde danske kristne til at finde den rette kurs til vor himmelske havn, men også et advarselsskrig mod at lade sig forlede af populistiske, politiske lokketoner, der ser kristendommen som noget blot verdsligt og ønsker at udviske vor kirkes bekendelse til Kristus som vor eneste frelser, der skænker os sin nåde gennem sin menighed. Som gamle Gunnar Rosendal sagde det med umisforståelig klarhed: „Luthersk kristendom er nådemiddelkristendom“.

Begyndelse til nybesindelse

Bogen om Kristus som Herren er et stærkt og indtrængende vidnesbyrd herom. Naturligvis bringer bogen også andre artikler, fx om ret kristen livsførelse og om Guds dom på Den yderste dag. Derimod savnes en klar lære om skellet – ikke markeret ved ydre småting, men dog kendeligt i en kristens liv. Desuden kunne man ønske sig en kulegravning af hele det ømfindtlige spørgsmål om biskoppernes visitatspligt og om den så nødvendige kirketugt!
Der er i dette emner nok ikke blot for nye møder og bøger, men også for kirkepolitiske initiativer for at bringe den kristne kirke i Danmark tilbage til „Sandhedens søjle og grundvold“. Den nye bog giver mere end blot en begyndelse til en sådan nybesindelse. Derfor fortjener den at blive læst og diskuteret af alle interesserede.

Bogen koster 150 kr. og fås hos cand.theol. Erik Okkels, Lemvej 17 B, 6940 Lem st.